Svend Løbner
4. dec. 20192 min
Af Marianne Olsen
Inde i kernen af al den
travlhed, der bringer os frem til jul, er forventningen, advent. Selv om vi
nu bare nøjes med al den ydre fest, glimmer og søde, let genkendelige sange, er
der også mørket som breder sig med stadig mere intensitet. Lyset kommer tilbage
om bare 19-20 dage. Og der er en fortælling om et menneskes fødsel, forventningen
om et menneske, som vi tror det var meningen at mennesket skulle være. Mørket
viser sig i mange adventsfortællinger med en kamp, hvor det onde og det gode
slås med hinanden og det gode vinder med lysets tilbagekomst.
Sådan en fortælling er historien om Scrooge og hans frelse i Dickens’ juleeventyr En spøgelseshistorie fra juletiden eller Et julekvad i prosa.
Hverdagen: Når jeg gerne
vil bringe det eventyr frem her, er det fordi det er så gammelt og samtidig så
moderne med sin psykoanalyse før begrebet blev opfundet, og fordi det gælder
til hver en tid. For vi har en tilbøjelighed til at blive for ensidige, enten
for navlepillende, eller for moraliserende. I begge tilfælde glemmer vi det egentlige:
at være os selv, men i fællesskab med andre. Det kan Dickens bedre end nogen
anden male med sin brede pensel i sin tekst.
Eventyret: Juleaften sidder
Scrooge på sit kolde kontor og surmuler over at hans skriver skal have fri hele
juledag. Da han kommer hjem, viser hans kompagnon Marleys genfærd sig for ham.
Marley har været død i syv år og hans genfærd har, uden at Scrooge vidste af
det, holdt øje med, hvordan påholdenheden og griskheden har gjort Scrooge mere
og mere utilnærmelig og hård. Selv havde Marley været en mand af samme slags,
da han levede.
Marleys genfærd siger til
Scrooge: ”Det kræves af ethvert menneske, at den ånd, der bor i det, skal
vandre om blandt dets medmennesker og rejse vidt og bredt omkring; og drager
denne ånd ikke ud i dette liv, er den fordømt til at gøre det efter døden. Den
er dømt til at vandre gennem verden – o ve mig! – og være vidne til, hvad den
ikke kan deltage i, men hvad den kunne have deltaget i her på jorden og
forvandlet til lyksalighed.” Og ånden
bekender: ”Menneskeslægten var min forretning. Det fælles vel var min
forretning; kærlighed, overbærenhed og velvilje hørte alle til min forretning.
(…)”
Her lades alt håb ude, hvis
det er den enkelte alene, der skal kunne få øje på noget lys, mens mørket
breder sig.
Sådan kan verden også se ud i
dag, hvor de mægtige kives, så børn i lejrene ikke kommer hjem, så kvinder
bliver undertrykt og holdes væk fra den danske ’oplysning’, så hjemløse
overlades til sig selv, så racisme og antisemitisme florerer, ikke bare med
dumsmarte bemærkninger, men også med grov vold og intellektuelt hovmod.
Vi længes efter det rigtige lys i
adventstiden, men det kan også være en tid til erkendelse og besindelse. For
hvis lyset ikke kommer, hvis vi virkelig er ved at ødelægge denne planets
muligheder for beboelse, har vi kun os selv at takke for det.
Det er den første adventsuges erkendelse.