Svend Løbner
13. aug. 20205 min
Af Birthe Munck-Fairwood
Tre dage om ugen kan man møde den iranske caféindehaver i
securitykontrollen i Københavns Lufthavn, hvor hun arbejder som sikkerhedsvagt.
De øvrige dage står Karolin Keyghaldi-Østergaard smilende bag disken iført
nystrøget forklæde og betjener gæster sammen med sin søster i en lille hyggelig
tesalon, der ligger i Italienskvarteret nær Amager Strand.
Her serveres økologisk kaffe og kvalitetste fra Perchs
Tehandel i tynde blomstrede porcelænskopper. Friske røde roser på de hvidmalede
borde byder gæsterne velkommen, og sortimentet af hjemmelavede kager og
romkugler er udviklet efter egne opskrifter.
Som en anmelder skrev: Alt sammen med et delikat anstrøg af
Iran, hvor søstrene kommer fra. Fint og feminint.
Et mødested for alle
Hvis man ikke lige ved det, er det svært at gætte, at
Karolin Keyghaldi-Østergaard er uddannet inden for politiet og også har
arbejdet i Efterretningstjenesten. Men hendes hjerte er i caféen på Milanovej,
der siden starten i 2015 foruden at være et populært mødested for lokale
stamgæster, der kommer for at drikke eftermiddagskaffe og få en snak i de
hyggelige omgivelser, også har udviklet sig til et mødested for mennesker på
tværs af nationalitet. For den 48-årige indehaver kom i sin tid til Danmark som
flygtning fra Iran og relaterer naturligt til mennesker fra forskellige
kulturer.
Mens hun skænker dampende varm te, fortæller Karolin
Keyghaldi-Østergaard om sin mormor, der var kristen assyrer og flygtede fra
Rusland til Iran under Første Verdenskrig. I Teheran var hun med til at starte en
assyrisk pinsekirke, der med årene voksede til en menighed med over tusind
medlemmer.
At tale åbent og personligt om sin tro er for Karolin
Keyghaldi-Østergaard noget ganske naturligt. For hun er ikke i tvivl om, at den
lille café på Amager både er en gave og en opgave fra Gud til netop hende. Gud
har været med hele vejen – og derfor hedder caféen Emmanuel, der betyder Gud
med os, forklarer hun.
Barn under krigen
Hun kom til verden i shahens tid som den yngste af syv
søskende i en familie, der tilhørte Irans middelklasse. Faren drev en større
vingård ude på landet. Som assyriske kristne kan hendes slægt føre deres
kristne rødder tilbage til Jesu tid.
– Gud har altid været der i mit liv. Da jeg blev født, var
min familie flyttet til Teheran. Efter den islamiske revolution i 1979 måtte
min far omlægge produktionen, for nu kunne man ikke længere producere vin i
Iran. Snart efter startede krigen mod Irak. Jeg var ni år og husker tydeligt
sirenerne, de mange eksplosioner og biler, der blev sat i brand. En nat under
et voldsomt bombardement faldt der en bombe i vores kvarter. Jeg husker stadig
lufttrykket fra den kraftige eksplosion, larmen og lugten, og hvordan jeg bad Jesus
om, at vi en dag måtte komme væk fra krigen.
– Det var en tid med stor nød. Der var rationering, og folk
sultede. Min mor var meget engageret i kirkens nødhjælpsarbejde og var med til
at samle penge ind og uddele kasser med korn, ris, sukker og honning. Somme
tider tog hun mig med. Jeg husker særligt et besøg hos en kvinde med tre børn,
der boede i noget, der mest lignede en hule uden for byen. Jeg skulle dele
legetøj og sukker ud. At opleve deres glæde og taknemmelighed gjorde et dybt
indtryk på mig. Min mor viste mig den barske side af livet men lærte mig
samtidig barmhjertighed. At man skal hjælpe sin næste er noget, der ligger dybt
i min slægt.
Hun fortæller, hvordan presset fra regeringen voksede under
krigen, og livet blev stadig mere usikkert.
– To af mine brødre blev indkaldt og sendt til fronten. De
overlevede, men vil altid være mærket af det, de har set. Min far kom i
fængsel, og min tredje bror ligeså. Men mirakuløst lykkedes det at få smuglet
min bror til Pakistan, fortæller Karolin.
Flygtede til Danmark
I 1985 besluttede familien at flygte, da en bror fik
mulighed for at komme til Danmark. Han rejste sammen med sin forlovede og fik
hurtigt asyl. Resten af familien besluttede at følge efter.
– Jeg var 14 år, da jeg rejste sammen med min mor. Vi lod,
som om vi skulle på ferie, og købte en returbillet til Tyrkiet. Derefter kom vi
med fly til Tyskland og videre med tog til Danmark. I toget fortalte vi
politiet, at vi var flygtninge. Rejsen tog en måned. Vi kunne meget let have
mistet livet. Jeg husker en bus med flygtninge, der blev ramt af en bombe, og
synet af døde mennesker på vejen. – I
Danmark var det en stor lettelse, at politiet under det første interview
fortalte, at de vidste, at assyriske kristne var et forfulgt mindretal. Vi
skulle ikke være bange. Tre måneder senere fik vi asyl. Vi var heldige. Inden
for et år var hele familien samlet igen i Danmark. Først kom min søster og min
bror. Så min anden søster. Så min bror i Pakistan, og til sidst min far. Selv
vores hund kom med, fortæller hun med et smil.
– Vi er meget taknemmelige for den modtagelse, vi fik i
Danmark. Selvfølgelig savnede vi vores land og det stærke fællesskab i vores
kirke under krigen. Men næsten overalt blev vi mødt med smil, forståelse og
stor hjertelighed.
Vil være til velsignelse
At hun en dag skulle åbne en café på Amager lå ikke lige
for. Karolin havde prøvet mange ting i sit liv, men hun havde aldrig drevet en
café.
– For seks år siden fik jeg en stærk følelse af, at Jesus
sagde til mig, at jeg skulle åbne en café. Hvis jeg gjorde det, ville det blive
til stor velsignelse for mig selv og mange andre. Da jeg fortalte det til min
mor, der var stærkt troende og et meget åndeligt menneske, troede hun på
visionen med det samme.
Det tog to år inden penge, lokaler og bevilling fra kommunen
var på plads. Endelig i oktober 2015 kunne Karolin og hendes søstre byde de
første gæster velkommen i Café Emmanuel. Og blot fire måneder senere udnævnte
en anmelder caféen til en af de syv bedste caféer på Amager Strand med
topkarakter for stemning, service og kvalitet.
I dag er Café Emmanuel kendt for en række sociale projekter,
som i opstartsfasen støttes gennem drikkepenge, men på sigt vil få del i
caféens overskud.
– Det blev klart for mig, at jeg gennem caféen skulle støtte
projekter, der arbejder for udsatte mennesker. I dag støtter vi blandt andet
hjemløse, ensomme ældre og kræftsyge børn. For mig handler det om at bruge de
muligheder, jeg har.
– Jesus var også flygtning. Det tænker jeg ofte på. Han har
prøvet alt det, vi har været igennem. Vi kom fra krig og ødelæggelse. Gud gav
os et land, hvor vi kan leve i fred, og velsignede os med alt, hvad vi har i
dag. Nu vil vi gerne give noget tilbage.