Svend Løbner
16. juli 20202 min
Af Marianne Olsen
Det er ikke muligt at finde andre ord end forfærdende om den
beslutning Odense byråds flertal har taget: at der kun må lægges eventuelle
snublesten ned uden for et hus, hvis husets ejer vil acceptere det, og at en
eventuel snublesten skal fjernes, hvis nye ejere forlanger det.
Derfor er det vigtigt at vide hvad en snublesten er.
Snublesten er resultatet af et projekt af den tyske kunstner
Günter Demnig.
Taknemmelighed og modsigelse
Günter Demnig er født i 1947 I
Berlin. Hans bedst kendte værk er netop hans ’Stolpersteine’, snublesten. Det
er mindesten for nazisternes forfulgte i sidste århundrede: de forfulgte var
jøder, homoseksuelle, romaer, Jehovas Vidner, politisk forfulgte og eutanasiofre.
Snublestenene har samme størrelse som en brosten beklædt med messing, indgraveret
således: ”Her boede” fulgt af personens navn, fødselsdag, datoen for
deportationen, lejrens navn og den dato hvor vedkommende blev myrdet. Projektet
blev påbegyndt i 1997 som et ulovligt initiativ, men blev siden i så høj grad
anerkendt, at Demnig i 2005 fik ”der Bundesverdienstorden” af forbundspræsident
Köhler. Meningen er at hvert enkelt offer for nationalsocialismen skal holdes
levende.
Det er for let at forlige sig med ondskaben
I vores egen tid, hvor vi skal forlige os med så mange handlinger,
der nedværdiger mennesket, er det en stor opmuntring, at Günter Demnig tog et
initiativ til at huske hvert enkelt menneskes navn fra det store menneskeslagteri,
Holocaust var. Det er så meget mere glædeligt at erfare, at hans initiativ som
først virkede så provokerende at det var ulovligt, derefter i Tyskland blev forstået
som en betydningsfuld kærligheds gerning. I Kierkegaards fædreland er netop det
at besøge en grav en ’kærlighedens gerning’!
De folk, der er pårørende til ofre for Holocaust, har ikke nogen
grav at gå til. Derfor er det en vidunderlig tanke at nedlægge en sten det
sidste sted den døde boede frivilligt. Det giver et enestående perspektiv som
modsiger de ligbunker og brændte askehobe, vi så lige efter nazismens fald, og
ethvert menneske af god vilje vil naturligt føle den ære det er at bo i
nærheden af sådan en sten og derved selv blive en del af en historie. Det skal
huskes og gøre tilværelsen meningsfuld for eftertiden.
En kærlighedens bevægelse
Projektet er blevet til en hel bevægelse, og der er foreløbig
nedlagt mere end 80.000 sten i 26 forskellige europæiske lande. Der ligger for
eksempel tre snublesten i Krystalgade i København. Og der skal nedlægges en i
Odense til minde om Axel Mogens Metz, der døde 40 år gammel af sult i
koncentrationslejren Theresienstadt.
Tankeløshed eller forbrydelse?
Men nu har Odense byråds flertal med politikerne fra
Venstre og Socialdemokratiet gjort det til en betingelse at nuværende
grundejere ud til det offentlige fortov skal give tilladelse til nedlæggelsen,
og at fremtidige ejere skal kunne kræve stenen fjernet. Det kan Günter Demnig
ikke acceptere, så der bliver kun denne ene snublesten i Odense.
Så er det jeg spørger hvad meningen er? Kan en
kommunes moral være så lav? Gør odenseanerne oprør?
Som statsborger i Danmark græmmes jeg, også selv om
jeg bor langt fra Odense. Det er dog en by i mit land. Der bør rejse sig et ramaskrig.