Svend Løbner
10. aug. 20202 min
Af Marianne Olsen
Den der glemmer historien, er tilbøjelig til at gentage den,
og i tilfældet ’dansk kristendom’, altså en kristendom, der hører til i Danmark,
er det både en dårlig og en destruktiv ide. Derfor denne lille påmindelse om en
national kirke for et lille århundrede siden hos vores sydlige nabo.
Da jeg først hørte om Morten Messerschmidts danske
kristendom, mens han knælede ved et alter og ville tage imod kristne
flygtninge, tænkte jeg at de flygtede kristne nok ville kunne lære ham hvad
kristendom (også) er. Mine kristne arabiske venner ser i hvert fald intet
genkendeligt i den form for kristendom, der udgår fra DF’s medlemmer og deres
forskrækkede, negative holdning til fremmede. Men som dagene er gået og det
’danske’ er blevet til en slags trompetstød for partiets fromhed, kom jeg også i
tanker om noget andet, nemlig de tyske kristne i forrige århundrede.
Der er meget, man kan kalde kristent, og jeg søgte efter
noget konkret om disse tyske kristne, som fik det til at gyse dengang i folk,
der ikke var nationalsocialistisk indstillet.
Det er ganske interessant: De tyske kristne (Deutsche
Christen) var en protestantisk kirkebevægelse. Den blev til under
Weimarrepublikken og krævede en ’germanisering’ af kristendommen. Den forbød
’ikke-ariere’ at være med i menigheden og omfortolkede Jesus, der i denne
nationale form for kristendom var arier, og i 1933 støttede de tyske kristne
nazismen. I opposition til denne art kristendom opstod Bekendelseskirken.
Det er besynderligt at henvise til Grundtvig og Kierkegaard,
som Messerschmidt ofte gør. De er på hver sin måde danske digtere af
uvurderligt format. Hvorfor skal de nu indsnævre kristendommen og sætte grænser
for den? Det var i hvert fald ikke deres hensigt.
Kristendommen er for hver den, der i frihed tager imod det
glade budskab, men det budskab bliver druknet og begravet i enhver form for
nationalisme. Nationalismen er en ondartet politisk magtbrynde. Kristendommen
er det modsatte.