Dansk-tamilsk par: Religion har været det mindste problem for os

”Skal jeg lave en flaske mere?” spørger Bjørn, og Thiva
 nikker. Hun sidder med parrets seks måneder gamle datter, Sara, på skødet og
 giver hende sutteflaske. Hun er usædvanlig sulten og har i løbet af få minutter
 næsten tømt en hel flaske. Bjørn rejser sig og går hen i det store, lyse køkken
 for at finde flere forsyninger til sin forslugne datter. Køkken-alrummet er
 stort, og alt ser skinnende nyt ud. Det samme gælder resten af huset, som
 ligger på en villavej i Herning, ganske tæt på sygehuset, hvor Bjørn har sin
 daglige gang.

Både Thiva og Bjørn blev færdige på medicinstudiet i januar
 2015, og Bjørn er nu ansat på røntgenafdelingen og er i gang med at
 specialisere sig. Thiva er stadig på barsel med Sara, men vender efter endt
 barsel tilbage til sin klinisk basisuddannelse på akutmodtagelsen på samme
 sygehus.

De er godt tilfredse med, at de begge arbejder så tæt på
 hjemmet, og de er glade for deres nybyggede hus, som de flyttede ind i for et
 lille halvt år siden, få uger efter at de var blevet forældre til Sara.

”Ja, det hele er kommet hurtigt og lidt oven i hinanden, men
 omvendt kan man også sige, at vi har ventet længe på det,” siger Thiva med et
 smil, som udstråler både taknemlighed, smerte og alvor. Taknemlighed over, at
 hun og Bjørn endelig kan lade kærligheden få frit løb ved at dele hverdag og
 stifte familie. Smerte over, at det skulle tage så lang tid, før det blev
 muligt for dem at omsætte kærligheden til et roligt hverdagsliv og alvor ved
 tanken om, hvor mange tårer, bekymringer og angstfyldte perioder, de har
 gennemgået for at nå hertil.

Mens mange par skændes over småting i hverdagen, er der ikke
 mange ting, Bjørn og Thiva diskuterer eller bliver uvenner.

”Vi har været igennem meget for nå hertil, så vi gider ikke
 lade småting ødelægge vores liv. Religion er noget, vi kan more os med at
 diskutere, men vi bliver ikke uvenner over det, selv om vi ser ret forskelligt
 på det,” siger Bjørn.

”Så længe religion ikke skader andre, synes jeg, at det er
 folks egen sag. Jeg synes bare, at religion er overflødig. I vores moderne
 verden kan jeg ikke rigtig se, at de traditionelle religioner giver mening. Når
 jeg hører om læger i USA, der taler om intelligent design, bliver jeg faktisk
 lidt vred, for jeg synes, at det strider mod den viden, de burde have,” siger
 han. Så smiler han afvæbnende og tilføjer ”men selvfølgelig accepterer jeg, at
 religion betyder noget for Thiva, for hun er troende på en måde, som ikke
 sætter fornuften ud af kraft.”

Thiva nikker.

”For mig er hinduismen især forbundet med de traditioner,
 jeg kender fra min familie, og med den tamilske kultur, jeg er vokset op med.
 Hinduismen er også en meget åben religion, hvor der ikke er en masse dogmer,
 man skal tro på. Min tro kan nok sammenlignes meget med, hvordan mange danskere
 praktiserer mindfulness, som giver dem en form for ro,” siger hun.

Thiva forklarer, at hun af og til – især ved særlige
 begivenheder – bruger et lille husalter. Der står nogle gudefigurer, bl.a. af
 ”elefantguden” Ganesh, og der ofrer hun specielt tillavede madvarer og beder
 nogle bønner. Det giver ro og er trygt, fordi hun er vokset op med ritualerne
 som en del af familielivet. Altret fylder dog kun et lille skab og er gemt bag
 en neutral hvid låge i et skabsmøbel, der hænger på væggen nær spisebordet.

”Det er OK for mig; det er lidt som en godartet svulst; det
 er der ingen grund til at fjerne, for det skader jo ikke,” siger Bjørn.

Bjørn er 27 år og er ud af en kulturkristen familie, hvor
 man gik i kirke til jul, men ellers ikke talte om religion eller gik op i
 kristne traditioner. Han voksede op på et nedlagt landbrug lidt uden for
 Herning sammen med sin lillebror og sine forældre, der begge arbejdede som
 praktiserende læger. Familien var medlem af Folkekirken, og i den folkeskole,
 hvor Bjørn gik op til 7. klasse, blev der bedt Fadervor hver morgen. Bjørn blev
 også konfirmeret og ”troede vel også på Gud”. Men siden har han mistet den
 smule tro, han havde på en skabende og god Gud, og han definerer i dag sig selv
 som ateist med kulturkristen baggrund. For et par år siden meldte han sig ud af
 Folkekirken, primært fordi han syntes, at det var tåbeligt at betale så meget i
 skat til en institution, som han ikke bruger. Sara og Thiva går dog til
 babysalmesang i den lokale kirke, og det er helt fint for Bjørn.

”Jeg har læst flere bøger af internationalt kendte
 forfattere, som er fortalere for ateisme og meget religionskritiske, bl.a. Sam
 Harris, Richard Dawkins og Christopher Hitchens, og de mener faktisk, at
 religion er skadelig, og det er det måske også. Men for mig handler det mere
 om, at jeg som voksen ikke synes, at det giver mening. Det er lidt som
 julemanden for mig …” siger Bjørn, og Thiva, der er et år yngre end Bjørn,
 tilføjer: ”Vi diskuterer det af og til, for jeg synes jo ikke, at det er
 barnligt at tro på Gud. Men jeg tror måske, at Bjørn har mistet sin tro, fordi
 han har oplevet nogle svære og barske ting. Jeg siger nogle gange, at det har
 gjort ham ’gudsfornærmet’,” siger hun.

Det, Thiva henviser til, er bl.a., at Bjørn for tre år siden
 mistede sin mor efter længere tids sygdom, og at hans far for to år siden fik
 en hjerneblødning. Bjørns mor nåede ikke at opleve deres bryllup. Men ellers
 var både Bjørn og Thivas familier med til deres to bryllupsfester, som blev
 holdt i oktober 2013. Først holdt de et traditionelt tamilsk-hinduistisk
 bryllup, hvor Thiva og Bjørn blev viet af en hinduistisk præst. De var iført
 tamilsk tøj indkøbt i Indien, og også Bjørns nærmeste familie var iklædt
 tamilsk tøj, som Thivas forældre havde købt på en rejse til Indien. Brylluppet
 var nøje forberedt, og der var 200 gæster. Alligevel blev det ikke så dyrt, som
 bryllupsvideoen kan give indtryk af.

”Ved hindutamilske bryllupper serverer man vegetarisk mad og
 ingen alkohol, og gæsterne kommer med pengegaver. Så det var lige før, at vi
 tjente på den tamilske bryllupsfest. Efter den tamilske fest tog vi på
 bryllupsrejse, og så holdt vi en borgerlig vielse og en dansk fest. Den var til
 gengæld dyr, selv om der færre gæster, omkring 80. For det var en traditionel
 dansk fest med tre retter mad, vin osv.,” fortæller Bjørn.

”Og som det er almindeligt, kom de danske gæster jo heller ikke med pengegaver, men med sådan noget her,” siger Bjørn og åbner en hvid skabslåge i samme møbel, hvor husaltret er gemt bag en låge. Der står en masse fade, skåle og andet køkkenudstyr af mærket Le Creuset. (Se billeder fra brylluppet på Facebook)

For Thiva var det vigtigt at holde et traditionelt
 hinduistisk tamilsk bryllup, ”ikke så meget på grund af det religiøse i
 ritualet, men fordi det er sådan, jeg altid har forestillet mig, at mit bryllup
 skulle være”.

Hun er vokset op i en familie, hvor religionen som i mange
 tamilske hjem har fyldt relativt meget. Hendes forældre kom til Danmark midt i
 1980’erne som flygtninge fra Sri Lanka, og efter nogle år i Lem flyttede
 familien til Herning, hvor faderen arbejdede som maskinarbejder og siden pedel,
 mens moderen fik job som pædagogmedhjælper.

Thiva, hendes ti år ældre storesøster og et år yngre
 lillesøster og deres forældre kom jævnligt i templet, hvor moderen var med til
 at lave de blomsterkranse, man bruger ved ritualerne. Derhjemme blev der
 jævnligt ofret ved husaltret, og alle tre piger gik til undervisning i tamilsk.
 Når der var bryllupsfester og helligdage, var alle iklædt deres fineste tøj, og
 piger og kvinder havde masser af guldsmykker. Ved Thivas og Bjørns bryllup
 forærede Bjørn hende da – traditionen tro – et dyrt halssmykke, en såkaldt
 thali, i 22 karat guld, hvor der er en figur af gudinden Shakti, og under
 vielsesritualet fik Thiva en tåring i sølv på hver fod; thali og tåringe var
 symbol på, at de nu var gift.

Bjørn tilføjer, at det ikke var noget problem for ham at deltage i det hinduistiske vielsesritual, og hans familie syntes heller ikke, at det var et problem.

”Jeg ved godt, at nogle blandede par har mange diskussioner
 om den slags, men for mig er det en ret lille ting sammenlignet med, hvad vi
 havde været igennem for overhovedet at nå frem til brylluppet,” siger
 han.

Thiva nikker, og tårerne presser sig på i hendes øjne. Det
 er stadig ikke helt let for hende at tale om de fem-seks år, der gik, fra hun
 og Bjørn blev kærester, til de endelig kunne gifte sig.

”Jeg synes stadig, at det er svært at forstå, at mine
 forældre lod det komme helt derud, at jeg skulle sætte dem stolen for døren og
 sige, at nu ville jeg ikke længere vente på deres accept. De kender mig, så
 hvordan kunne de tro, at jeg i sidste ende ville gifte mig med en tamilsk mand
 i et arrangeret ægteskab, når jeg elskede Bjørn,” siger hun.

Bjørn supplerer: ”Nogle tænker måske, at vi kunne være
 stukket af og bare have giftet os mod dine forældres vilje. Men vi har hele
 tiden tænkt, at det kunne ikke passe, at vi skulle gifte os på den måde. Vi
 ville have et ordentligt bryllup, sådan som vi drømte om.”

Thiva smiler gennem tårerne. Der er taknemlighed i hendes
 blik, når hun ser på Bjørn. ”Bjørn har aldrig sagt, at nu ville han ikke
 længere. Han har hele tiden sagt, at han var parat til at vente, så længe det
 skulle være,” siger hun.

Bjørn nikker: ”Ja, selvfølgelig. Vi havde jo besluttet, at
 vi ville det her. Men jeg kan huske, at du i en periode var bange for, om jeg
 nu også mente det, og omvendt var jeg bange for, om du virkelig ville holde
 fast i din beslutning. Jeg kunne jo se, at din familie betød meget for dig, og
 at det var så svært for dig at fortælle dem, at jeg eksisterede,” siger han.

Når det var så svært for Thiva at fortælle sine forældre, at
 hun var blevet kæreste med Bjørn, skyldtes det, at det i det tamilske miljø,
 hvor hun er vokset op, er normen, at forældrene finder en passende ægtefælle
 til deres børn. Eller at børnene i det mindste vælger en tamilsk ægtefælle,
 meget gerne også en hindu fra samme kaste som dem selv.

”Jeg er vokset op med en forestilling om, at en ordentlig
 tamilsk pige ikke drikker eller har kærester og skal gifte sig med en mand,
 hendes forældre finder. Jeg tænkte ikke, at der var noget galt i det. Jeg havde
 slet ikke tænkt på, at jeg kunne forelske mig i en dansk mand,” siger Thiva.

Men omtrent midt i 3. g skete det. Hun blev forelsket i
 Bjørn, og det var gengældt.

”Vi havde gået i klasse sammen i flere år, men kendte ikke
 rigtig hinanden,” husker Thiva. ”Men i forbindelse med en opgave kom vi til at
 tale rigtigt sammen. Bjørns mor var syg, og min mor havde fået brystkræft, så
 det var en svær tid for os begge to, og vi oplevede, at vi talte rigtig godt
 sammen.”

Thiva måtte tage sine forestillinger om sin fremtid op til
 revision, og hun gjorde det hurtigt klart for Bjørn, at hvis de skulle indlede
 et forhold, var det alvor. Bjørn gjorde det klart, at han var parat til at
 vente og til at holde deres forhold hemmeligt.

”Jeg forstod hurtigt, at Thivas forældre ikke uden videre
 ville acceptere vores forhold, og jeg forstod godt, at Thiva var bange for, at
 nogle af de andre tamiler på gymnasiet ville sladre. Så vi forsøgte at holde
 det hemmeligt, men selvfølgelig lurede vores klassekammerater det efterhånden,
 og heldigvis var de søde til at lade som ingenting,” husker Bjørn.

Thivas lillesøster, som hun næsten med det samme betroede
 sig til, holdt det også hemmeligt, og det samme gjorde storesøsteren, da Thiva
 efter to år fortalte det til hende.

Bjørn og Thiva holdt kontakten, så godt de kunne, mens Bjørn
 læste medicin i Aarhus, og Thiva læste samme fag i Odense.

Bjørn fortalte ret hurtigt sine forældre om Thiva.

”I første omgang blev mine forældre lidt forskrækkede, da de
 hørte, at jeg havde mødt en tamilsk pige, for de havde hørt om De Tamilske
 Tigre og var bange for, hvad Thivas familie var for nogen. Men da de mødte
 Thiva, blev hun en del af familien, og de har støttet os hele vejen igennem,”
 siger Bjørn. De hjalp ham bl.a. med at købe en bil og gav ham penge til benzin,
 så han kunne køre til Odense og besøge Thiva.

Det tog Thiva lang tid at samle mod til at fortælle sine
 forældre om forholdet til Bjørn. Både hun og Bjørn fik hjælp af en psykolog hos
 LOKK (Landsorganisationen af kvindekrisecentre) under det projekt, der hedder
 Etnisk Ung. Psykologen anbefalede Thiva at skrive det ned, hun ville sige til
 forældrene og aflevere det til dem. Så det gjorde hun.

”I første omgang sagde min mor, at hun var ked af, at jeg
 havde gået med det alene og været så ked af det. Min far sagde ingenting. Så
 jeg troede, at de havde accepteret det,” siger Thiva.

Næste dag viste det sig, at hendes far ikke ville acceptere,
 at Thiva var kæreste med en dansk mand, og i lang tid var emnet tabu i
 familien. Thiva håbede, at hendes forældre efter et stykke tid ville acceptere
 hendes valg. Men intet skete. Ikke før hun efter flere år for første gang
 reagerede med vrede og meget bestemt sagde til sin familie, at hun ville følge
 sin egen vilje. Umiddelbart fik det familien til at true med at afbryde
 forbindelsen med Thiva, men efter en kort betænkningstid besluttede de i stedet
 at bakke Thiva op i hendes beslutning.

”Kort efter tog mine forældre på besøg hos Bjørns familie og
 udtrykte, at de var kede af, at de havde lagt hindringer i vejen for os. Og de
 holder af Bjørn og har taget godt imod ham,” siger Thiva.

Hun tilføjer, at hendes forældre nok først og fremmest lod
 sig styre af traditioner og vanetænkning – og frygt for sladder i det tamilske
 miljø.

”Det har egentlig ikke handlet om, hvad de selv synes; det
 tror jeg ikke engang, at de har overvejet for alvor. Derfor har jeg også sagt
 til dem, at når de accepterer Bjørn, er det jo dem, der er med til at bestemme,
 hvad der er i orden. Så bliver det forhåbentlig nemmere for andre tamilske unge,
 som gifter sig med en dansker,” siger Thiva.

Et af de argumenter, Thivas familie brugte til at tale imod,
 at hun giftede sig med en dansker, var, at de sikkert ville blive uvenner om
 børneopdragelse og ende med at blive skilt.

”Men det kommer ikke til at ske. Det er småting, hvad vi
 skal finde ud af nu, i forhold til det, vi har været igennem,” siger Bjørn.

”Vi talte meget af det igennem, da jeg blev gravid. Men
 selvfølgelig er det ikke alt, man kan tale om på forhånd,” tilføjer Thiva og
 aer Sara på hovedet.

Det er tradition blandt tamiler at kronrage nyfødte børn,
 men Sara har indtil videre fået lov at beholde sit mørkebrune hår. Hun har
 heller ikke fået hul i ørerne endnu, sådan som det ellers er skik at gøre med
 piger, mens de er ganske små.

”Jeg ville egentlig gerne have, at Sara får hul i ørerne,
 men jeg ved godt, at Bjørn ikke går med til det,” siger Thiva. Bjørn
 protesterer: ”Hvis du plagede længe nok, kan det godt være, men jeg tror ikke,
 at nogen af os gider tage de kampe”. Thiva nikker. ”Min mor købte ørestikker
 med hjem til hende, da hun var i Sri Lanka for nylig, så hun håber nok stadig,
 at vi skifter mening.”

For nylig talte Thivas forældre også om de store gaver, de
 vil give Sara, når hun får sin første menstruation, en begivenhed der både blandt
 kristne og hinduistiske tamiler typisk fejres med en stor fest. ”Men det er vi
 enige om, at Sara ikke skal udsættes for,” siger Thiva.

Bjørn gentager, at det for ham er afgørende, om de religiøse
 og kulturelle traditioner er skadelige eller ej. Da de flyttede ind i huset,
 kom Thivas far fx med en guirlande af mangoblade, som han ville hænge op uden
 for huset, da de flyttede ind. ”Han ville sømme dem op, men så brugte vi
 princippet om, at det er ok, hvis det ikke skader, og så blev det sat op med
 dobbeltklæbende tape – og faldt ned dagen efter,” siger Bjørn.

”Ja, det passede mig fint, at de faldt ned,” siger Thiva,
 men tilføjer, at det var vigtigt for hende, at der blev gennemført et
 navngivnings- og renselsesritual for Sara, da hun var 41 dage gammel. Det faldt
 sammen med indflytningen, hvor de – som traditionen foreskriver – tændte lys
 ved husaltret, kogte mælk med kandis og drak det som det første, de indtog i
 deres nye hjem. ”Den slags ting er vigtige for mig, fordi det er noget, vi
 altid har gjort i min familie. Men jeg vil også gerne, at vi finder frem til
 vores egne traditioner,” siger Thiva.

For eksempel valgte Bjørn og Thiva at holde jul og invitere
 både Bjørns far, lillebror og bedstemor og Thivas forældre og søskende.

”Vi dansede om juletræ og sang salmer, og min mor prøvede at
 tilberede flæskesteg for første gang. Det var en god jul, så det tror jeg, at
 vi vil gøre på samme måde i fremtiden,” siger Thiva.

Omtrent hver anden måned tager Thiva, Bjørn og Sara sammen
 til en gudstjeneste i hindutemplet i Herning eller Brande, hvor Thiva og Sara
 deltager i ritualerne.

”Når hun bliver ældre, vil jeg sikkert fortælle hende, at der ikke findes nogen gud, Thiva vil fortælle hende, at der findes mange guder, og så vil præsten til minikonfirmandundervisning fortælle hende, at der er én gud. Så må det være op til hende, hvad hun vælger, og hvad hun tror på,” siger Bjørn.

Et projekt under LOKK (Landsorganisationen af kvindekrisecentre), hvor unge, der ønsker hjælp omkring fx et tværreligiøst ægteskab, som familien er modstander af, kan henvende sig. Etnisk Ung tilbyder bl.a. psykologhjælp.
 • Læs mere her: Etnisk Ung

• Dansk-indisk par: Vores tro bygger bro over kulturelle forskelle, Sameksistens.dk, 03-09-2018

• Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 2): Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det skal være nemt
 par (Petrea & Ahmed 2): Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det skal
 være nemt, Sameksistens.dk, 08-02-2018

• Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler
 par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler, Sameksistens.dk, 24-05-2016

• Kristent-muslimsk par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten
 par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten, Sameksistens.dk,
 12-10-2015

• Kristen gift med muslim: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en ateist”
 gift med muslim: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en
 ateist”, Sameksistens.dk, 28-09-2015

• Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 1): Kirken var den største trussel mod kærligheden
 par (Petrea & Ahmed 1): Kirken var den største trussel mod kærligheden,
 Sameksistens.dk, 21-09-2015

#ateister #hinduer #tamiler