Svend Løbner
11. aug. 20204 min
Af Marianne Olsen
Moritz Schramm og Adam Holm har sammen skabt epokegørende TV med udsendelsen på DR2: Min morfar, Hitlers ven.
Adam Holm, der er født i 1969, har jødisk baggrund og behøver næppe nærmere præsentation: vi kender ham som en temperamentsfuld journalist, der bl.a. har lavet fine udsendelser om grænselandets historie i anledning af 100-året for Genforeningen, og han har også ofte tilkendegivet sit had til nazismen, ikke mindst fordi hans slægt på forskellig vis har været ofre for den nationalsocialistiske ideologi.
Moritz Schramm er født i Berlin i 1970
og er nu dansk; han har boet her i landet i 20 år. Jeg finder på nettet: ”[underviser som lektor på] Institut for Kulturvidenskab på Syddansk
Universitet. Han har en MA i Tysk og Statskunstskab fra Freie Universitet i
Berlin og en ph.d. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.”
Venlig morfar og massemorder i samme person
Det, der
fører de to sammen i udsendelsen, er Moritz Schramms morfar, Albert Speer.
Albert Speer var Hitlers arkitekt og nære ven, ansvarlig for det nazistiske
massemord, planlægger af de kæmpestore bygningsværker, der kendetegner nazismen
og planlægger af den udbygning af Auschwitz, der var grunden til at krigen trak
uforholdsmæssigt længe ud. Arkitekturanmelder Karsten R.S. Ifversen siger i
udsendelsen, at Speer – ligesom Hitler – ønskede den overmenneskelige
størrelse: ”Folk skal føle sig små” i disse konkret storhedsvanvittige
bygninger, og han tog aldrig afstand fra nazismen.
Og så var
han altså Moritz Schramms morfar og far til seks børn, hvoraf Moritz Schramms mor,
Hilde Schramm medvirker i udsendelsen. Hun er nu 84 år og aktiv politiker hos
de Grønne.
Albert
Speer var den eneste af de store krigsforbrydere, der ikke blev dømt til døden.
Han formåede at skyde skylden på de andre. Men det var altså ham, der omsatte
Hitlers visioner til virkelighed og gjorde dem mulige.
Adam Holm og Moritz Schramm i samtale om Albert Speer. Foto: Teddy Bruslund, Saxofilm
Barndomshjemmet: halvfjerdserkollektiv
Moritz
Schramm tager Adam Holm med til sit barndomshjem, hvor de møder moderen, og
sammen ser de på billeder fra Moritz’ barndom. Han var en smuk dreng med langt
hår, som drenge havde det i halvfjerdserne. Familien boede i kollektiv, og der
er billeder af et hyggeligt middagsbord, hvor også morfaren er med: Albert
Speer. Han fik tyve års fængsel og døde først
i 1981.
Speer indrettede sig efter familien
som en hyggelig bedstefar, talte aldrig om krigen, var bare flink. Adam Holm
forundres over netop det træk, men Moritz Schramm forklarer, at det er en
misforståelse at tro, at nazismens forbrydelser kun mærkedes i enkelte få miljøer.
Hele det tyske samfund er plettet af den forbandede ideologi. ”Du kan ikke
finde én familie, uden at de har været påvirket og medvirkende i nazismen. Det
er ikke bare en fortid man kan trække på skuldrene af.”
Forskerens
resultat
Therkel Stræde, der er en af vores
dybtgående Holocaustforskere, siger at hvis Speer ikke havde formået at skjule
sin skyld, ville han givetvis være blevet dømt til døden ligesom de andre. Men
han tog aldrig ansvar for sine handlinger.
Mens Speer levede, vidste hans
barnebarn ikke noget om forbrydelserne: ”Jeg kunne lide ham, som han var.”
Senere krakelerede billedet, og når Moritz Schramm i dag underviser unge
mennesker i den nazistiske tid, er det for at de skal vide besked og tage sig i
agt for de tegn, der i dag peger i retning af enhver form for nationalisme og
tingsliggørelse af medmennesket.
Adam Holm og Moritz Schramm i KZ-lejren Dora Mittelbau. Foto: Teddy Bruslund, Saxofilm
Ondskabens åsted
I slutningen af udsendelsen er de to
mænd taget til Dora Mittelbau, ’Ondskabens åsted’, siger Adam Holm.
Dora Mittelbau var en nazistisk koncentrationslejr i Thüringen, der blev
bygget af østeuropæiske slavearbejdere sent i 1943. Det var en underafdeling af
Buchenwald, beregnet til at fabrikere bl.a. V-2 raketter.
De to
besøgende har på grund af Corona ikke lov at gå derind, og det er tydeligt at
de har det dårligt begge to, da de taler om muligheden. Hvis det havde været
muligt, ville Moritz Schramm, der ligesom Adam Holm er der for første gang,
måske være gået ind, ”Men ikke sammen med dig,” siger han alvorligt. Ubevidst
ville han synke i knæ, være stille, blive berørt. ”Det er det samme for ofrene,
men de behøver ikke forholde sig til det.” Der er en tendens til at andre gerne
vil se en tåre, en angerens tåre.
Og her
falder så udsendelsens vigtigste replik: ”Det er trods alt vores fælles
historie.”
Tilværelsens fælles vilkår.
Og det
er sandt. Adam Holm svarer: ”Du rammer noget i mig, som jeg bliver berørt
over.”
Der er
smukt på Strynø. Her bor en hædersmand med en morfar, hvis forbrydelser han
underviser i og åbent advarer imod, samtidig med at han vedkender sig at han holdt
af ham, som han kendte ham.
Og
netop i den erkendelse kan han advare mod de tendenser i tiden, der er kimen
til den slags uhyrligheder: Den kyniske nøgternhed, der tillader at folk bare
bliver til ting, og den nationalisme, der lader hånt om andre menneskers
ulykke. Det er der partier, der skaber politik på – også her i landet. Vi
behøver ikke spejde efter de tendenser. Folkevalgtes holdning til verdens
flygtninge råber til os.