Svend Løbner
13. dec. 20193 min
Af Svend Løbner
21 personer fanget på mistanke om terrorplaner. Otte personer varetægtsfængslet til grundlovsforhør. PET er hurtigt ude og kalder det militant islamistisme. Højremedier harcelerer over indvandring og muslimer, selv om ingen er dømt endnu, og nogle få menneskers ugerninger selvfølgelig ikke skal stemple en hel befolkningsgruppe.
Det får mig til at tænke på et besøg i det nordlige Israel på grænsen til Syrien for fem år siden. Her så jeg jøder, kristne og muslimer samarbejde for at lappe krigsofre sammen efter bombenedslag. Og jeg skrev denne kronik i Jyllands Posten:
Ekstremister mudrer vandene
Jøder og palæstinensere har en fælles fjende: ekstremismen.
Det fremgik tydeligt af alle jeg talte med under mit besøg i Israel og på
Vestbredden. Ultraortodokse jøder og uforsonlige palæstinensere mudrer vandene
for den store majoritet som bare vil – og faktisk kan – leve sammen i fred.
Og derfor bliver jeg også ubehageligt til mode, når jeg
læser de hadske udmeldinger på de sociale medier i den nuværende Gazakonflikt.
Bag krig, politik og den golde systemverden findes en livsverden, hvor
almindelige mennesker prøver at få deres hverdag til at fungere i fred med
deres naboer.
Få steder kommer fredelig sameksistens tydeligere til udtryk
end på hospitalet i den israelske by Zefat kun 20 kilometer fra den syriske
grænse. Jeg besøgte hospitalet sammen med generalsekretæren for Det Israelske
Bibelselskab, Victor Kalisher, som arbejder tæt sammen med Det Palæstinensiske,
Det Arabiske og Det Jordanske Bibelselskab om at bringe nødhjælp til de syriske
flygtninge.
På hospitalet i Zefat bliver sårede syriske flygtninge
lappet sammen af jøder og palæstinensere, af kristne og muslimer, stærkt
støttet af byens lokale befolkning, der kommer med tøj, sæbe og endda radioer,
så flygtningene kan følge med i nyhederne. Hospitalets kristne socialrådgiver
supplerer med bedetæppe og Koran – for de fleste syriske flygtninge er muslimer
og skal naturligvis kunne udøve deres religion på hospitalet.
Venner eller fjender?
Jeg besøgte en mand, som havde fået en kugle gennem halsen
og kun kunne nikke svagt på mine spørgsmål. Hans øjne fortalte mig alt. Han var
panikslagen ved at vågne op på et hospital i Israel. Var han mellem venner
eller fjender? Den venlige og spøgende tone fra sygeplejersker – med og uden
tørklæde – forvissede ham om at han var i trygge hænder.
Jeg glemmer aldrig en tolvårig dreng som havde fået sprængt
en arm og begge ben væk af en granat. Han lå i koma, overvåget af en jødisk
sygeplejerske og tilset af den palæstinensiske læge, som havde amputeret
resterne af hans ben og arm. Det ville tage mindst et halvt år, inden drengen
kunne begynde i rehabiliteringen, oplyste hospitalets talsmand. Her lærer
krigsofrene at bevæge sig med proteser til de manglende lemmer. Proteser som i
øvrigt sponsoreres gratis af en virksomhed i byen.
Syriske flygtninge bringer deres sårede til den israelske
grænse, hvor israelske soldater tager over, sms’er til hospitalet, så
sundhedspersonalet kan gøre klar til modtagelse. Flygtningens tilstand blive
vurderet i traumerummet og ofte må patienten hurtigt op på operationsbordet.
Herefter står hele sundhedspersonalet på stikkerne for at læge og lindre, og
når byens indbyggere hører ambulancesirenerne skynder de sig til hospitalet med
mad, tøj, hygiejneartikler osv. Flygtningene kommer i det bare ingenting og har
derfor brug for alt.
Vi kan bringe håb
– Hvad kan vi gøre for de syriske flygtninge? Hvad kan
Bibelselskaberne gøre? spurgte jeg Victor Kalisher på vej hjem fra hospitalet.
– De er jo muslimer, og det ligger ikke lige til højrebenet at uddele bibler…
– Vi møder deres helt basale behov for mad, tøj, tæpper og
medicin. Vi har samlet ind i hele Israel og på Vestbredden og uddelt nødhjælp
gennem Det Jordanske Bibelselskab. Men mest af alt kan vi give dem håb. Vise
dem at vi tænker på dem og at Gud ikke har glemt dem. For det er kristendom: At
give verden håb.
Vi sad stille i bilen og jeg kom til at tænke på hospitalets talsmand, som havde vist os rundt. Den venlige jødinde skulle sende en kvinde hjem til Syrien efter et langt ophold på hospitalet. De var nået at blive rigtig gode venner, de to, og talsmanden ville gerne give hende en gave med hjem. Hun vidste, at den hjemvendte flygtning ville blive ribbet for penge og ting, så snart hun krydsede grænsen. Derfor tog talsmanden sin egen halskæde af guld af og lagde den om kvindens hals. Den måtte hun få – og den ville ingen vove at røre.
Jeg er sikker på, at kæden for kvinden er mere værd end sin vægt i guld. Den er et minde om et møde med mennesker, som kan leve fredeligt sammen og endda vise omsorg for andre. Og så er håbet om en bedre verden allerede tændt.