Svend Løbner
4. mar. 20196 min
”Jeg føler mig
fremmed i Danmark, fordi debatten om udlændinge er så aggressiv. Diskursen var
en anden, da jeg kom hertil. Dengang var der en anden åbenhed over for
udlændinge. Og først og fremmest oplevede jeg, at politiet og myndighederne
beskyttede mine børn og mig.”
59-årige Elina
Mercedes Maria Cullen læner sig lidt tilbage, og blikket bliver fjernt et
øjeblik. Hun har en lang og kompliceret flugthistorie, som endte den 8. marts
1991, da hun kom til Danmark sammen med sine to døtre. Hun havde på det
tidspunkt været på flugt fra sin eksmand og hans kontakter i militæret i Argentina
i flere år og var via Uruguay og Brasilien kommet til det fjerne land mod nord,
som hun stort set ikke kendte noget til. Men hun havde ikke andre steder at
tage hen, da forfølgelsen blev værre, og hun ikke længere følte sig i sikkerhed
hverken i sit fødeland Argentina eller i nabolandene. I Uruguay havde hun mødt
en dansk mand, som havde hørt hendes historie og havde lovet hende, at hun
måtte kontakte ham, hvis hun fik brug for et sikkert tilflugtssted. Det gjorde
Elina, da hendes eksmand havde brændt hendes nybyggede hus i et øde bjergområde
ned, og hendes onkel, der var advokat, havde advaret hende om, at hun ikke
kunne regne med myndighedernes beskyttelse. Tværtimod var folk i militæret med
til at forfølge Elina og hendes børn, og systemet truede med at tage Elinas
børn fra hende.
Så begyndte forfølgelsen, og det gik op for mig, at jeg var totalt retsløs.
Elina Cullen, flygtning fra Argentina.
”I Argentina var jeg kunstner, og jeg uddannede mig og sagde min mening. Da der kom en ny skilsmisselov, var jeg den tredje kvinde, der gik i retten og blev skilt. Så begyndte forfølgelsen, og det gik op for mig, at jeg var totalt retsløs. Argentina er præget af machokultur og korruption. Der slås en kvinde ihjel hver 28. time i Argentina. Så Danmark var et paradis i sammenligning,” siger Elina med et lidt vemodigt smil.
Elina så ikke anden
udvej end at flygte langt væk fra Argentina. Det lykkedes hende at skrabe penge
sammen til rejsen til Danmark, og en forårsdag i 1991 ankom hun med tog til
Danmark og fandt vej til Aarhus, hvor hun mødtes med den danske mand, hun havde
mødt i Brasilien. Sammen tog de videre til Nordjylland, hvor han boede, og hvor
Elina og hendes børn kom til at bo de næste knap ti år.
”Alt var fremmed for
os. Min ene datter sagde: ’Hvor er bjergene henne?’. Vi havde boet i
Patagonien, i bjergene, et helt magisk sted, som jeg stadig savner. Men da jeg
kom til Danmark, var jeg bare taknemlig over at være i sikkerhed, og jeg kunne
godt lide det flade landskab, hvor man kunne se langt. Der var smukt, og det
var godt for mig. Jeg var så stresset efter flugten. Jeg vejede 46 kg,” husker
Elina.
Elina kendte ikke
noget til dansk asyllovgivning, men gik til politiet og bad om at få lov at
blive. Hun var uddannet fra Kunstakademiet og i kunsthistorie og
socialpsykologi fra universitetet og havde både arbejdet som udøvende kunstner
og som lærer på et gymnasium i Argentina. Så hun bad om at få lov at bruge sin
uddannelse og erfaring i Danmark. Men selv om politiet i første omgang lovede
hende ophold, skete der en fejl, og hun modtog kort efter et brev med besked
om, at hun skulle forlade landet inden for 24 timer. For at kunne blive i
landet og sikre sine børn mod flygt og utryghed valgte hun og den danske mand,
der havde taget imod hende, at gifte sig. De var kærester og havde godt nok
ikke haft planer om ægteskab, men valgte at få papir på forholdet for at sikre
Elinas ophold i Danmark. En del år senere blev de skilt, da manden var blevet
alvorligt psykisk syg.
Elina flyttede til
Aarhus-forstaden Gellerup og uddannede sig til sosu-hjælper. Hun havde ellers i
en årrække undervist på en animationsuddannelse i Viborg og været projektleder på Animationslinjen på
Århus Daghøjskole i syv år, men var blevet træt af at undervise og havde
lyst til at arbejde med mennesker på en anden måde. Hun har de seneste år
arbejdet som sosu-hjælper og har desuden haft en del tolkeopgaver for Dansk
Flygtningehjælp. I begge jobfunktioner er hun glad for at gøre en forskel for
andre mennesker. Men hun er frustreret over, at den lighed og frihed, hun
oplevede ved sin ankomst til Danmark, ikke længere rækker så langt.
Både lovene og diskursen i udlændingedebatten har udviklet sig i en retning, som gør mig meget trist og vred.
Elina Cullen, flygtning fra Argentina.
”Som tolk for asylsøgere ser jeg, hvor barsk systemet kan være. For nylig blev jeg bedt om at tolke i en sag om en udvisning, men det sagde jeg nej til. Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen ikke kunne sidde og sætte systemets ord på en udvisning. Der gik min grænse,” siger hun og tilføjer:
”Både lovene og
diskursen i udlændingedebatten har udviklet sig i en retning, som gør mig meget
trist og vred. Da det begyndte at blive værre, begyndte jeg at samle avisudklip
med racistiske udtalelser. Jeg samlede en hel mappe. Men så holdt jeg op, jeg
ville ikke have plads derhjemme, hvis jeg blev ved. Det er jo nærmest
uendeligt,” siger hun med et lille suk.
Hun tager sit ældste
barnebarn på tre år på skødet og tilføjer:
”Jeg er bekymret på
mine børnebørns vegne. Mit barnebarn her har oplevet, at nogen i børnehaven
sagde, at hun skulle rejse hjem. Det er mærkeligt, for i Argentina har vi taget
imod mange danskere. Da jeg rejste fra Argentina, var der 50.000 danskere i
Argentina, og under 100 argentinere i Danmark. I mit arbejde som sosu-hjælper
møder jeg også mange fjendtlige holdninger. Man kan ikke se på mig, at jeg er
udlænding, men når jeg siger noget, kan man høre det på min accent, og så kan
jeg se det skift, der sker i folks blik og holdning.”
Elina smiler lidt og understreger, at hun også møder mange søde mennesker med hjertet på rette sted.
”Min kæreste, som jeg mødte for seks år siden, er så åben og følsom og kærlig. Han er en gave fra universet. Og mine børnebørn er en kæmpe gave.”
Elinas døtre har
begge uddannet sig i Danmark, som henholdsvis antropolog og arkitekt, og de har
gode jobs og er glade for deres tilværelse. Så flugten fra Argentina var en
rigtig beslutning; det er Elina ikke i tvivl om.
Jeg bliver trist, når jeg tænker på, hvordan stemningen i Danmark har ændret sig. Jeg håber virkelig, at vi kommer igennem denne her periode og kommer ud på den anden side – til en tilstand med større åbenhed.
Elina Cullen, flygtning fra Argentina.
Alligevel savner hun stadig sit fødeland, ikke mindst det særlige sted i bjergene, hvor hun var ved at bygge sit eget hus, da forfølgelsen begyndte.
”Det var mit
drømmested. Jeg var forelsket i det, ligesom man kan være forelsket i et
menneske. Den uberørte natur. Stilheden. Jeg blev helt høj af at gå tur i de
skove og bjerge,” siger hun.
”Heldigvis har min
kæreste købt et sommerhus på Samsø, og når det er helt mørkt, og jeg åbner
terrassedøren og ser himlens tæppe af stjerner, er der lidt af den samme magi.”
Elina ønsker, at
lidt af den magi vil sprede sig til resten af Danmark.
”Jeg bliver trist,
når jeg tænker på, hvordan stemningen i Danmark har ændret sig. Jeg håber
virkelig, at vi kommer igennem denne her periode og kommer ud på den anden side
– til en tilstand med større åbenhed. I 1977, da jeg besøgte New York første
gang, tænkte jeg, at det var fremtiden. At mennesker fra hele verden levede
fredeligt sammen. Jeg oplevede lidt af det samme i Gellerup, hvor jeg boede i
fem år. Nu bor jeg i en kolonihave, hvor der er mange kunstnere, og der er også
plads til at være den, man er. Hvis lidt af det kan sprede sig til resten af
Danmark, er der håb,” siger hun.
• Elina Mercedes Maria Cullen er en af 20 personer fra Aarhus med flygtningebaggrund, hvis historie fortælles i kort form som en del af det kunstdokumentariske projekt ”100 % fremmed?”.
• Projektet begyndte med 100 historier om flygtninge, der var kommet til Danmark og er bosat i København, og er siden blevet udvidet med historier fra og udstillinger i bl.a. Randers, Skagen og Sønderborg.
• Udstillingen i Aarhus åbner i Rådhusparken den 4. april 2019.
• Fra Aarhus rejser projektet videre til bl.a. Viborg, Vejle, Herning og Bornholm.
• Du kan læse mere om projektet og se alle historierne her.