Svend Løbner
26. mar. 20202 min
Den franske forfatter, Georges Bernanos (1888-1948) skrev
nedenstående tekst i Maria-Helena Limas poesibog i 1940.
Med sproglig og profetisk kraft skriver han om den sandhed,
der forener os alle, og som vi alt for ofte forvilder os væk fra. Hans
henvisning til at genlæse teksten her ’om mange år’ og bede for ’den gamle
skribent’ genopliver indholdet og lader digteren tale direkte til dagens læser
– også midt i Coronakrisen:
Kære frøken,
I fem minutter har jeg nu siddet og spurgt mig selv hvad jeg
skulle skrive i din poesibog, for jeg er doven af naturen. Og så kom jeg
pludselig til at tænke på at den idé at have en poesibog i grunden var rørende,
bevægende, at det var en barnlig ide. Og som alle barnlige ideer bliver den som
regel hånet, fordi verden ikke forstår noget af barndommen. Jeg siger ikke at
verden hader barndommen, men barndommen keder verden, og verden, som finder sig
i alt, finder sig ikke i at man keder den.
Kort sagt, børnene rækker deres poesibøger til de voksne på
samme måde som de fattige rækker deres hånd ud, og de bliver som regel
skuffede, for der har aldrig været virkeligt skuffede mennesker til i
universet, undtagen dem der har retten til saligheden, altså de fattige og børnene.
Størstedelen af dem som du har rakt din hånd ud imod —
kardinaler, teologer, historikere, essayister og romanforfattere — har lige
netop givet dig deres underskrift. Underskriften er her det samme som den lille
skilling man giver til de fattige. (I parentes bemærket: hvis den totalitære
styreform sejrer, får de ikke engang brug for at skrive deres navn, de skal
blot skrive deres indregistreringsnummer ligesom soldaterne og straffefangerne.)
Men du har ikke kun strakt hånden ud til de voksne, men også
til digterne, og digterne — oh, mirakel — har givet dig uden beregning, fordi
digterne af naturen er gavmilde og rundhåndede.
Glem ikke mere fra dette øjeblik at denne hæslige verden kun
stadig består ved børnenes og digternes fine medvirken. Den bliver altid
bekæmpet og dog genopstår den altid.
Vær tro mod digterne, bliv ved med at være tro mod barndommen.
Bliv aldrig voksen. De voksne har dannet en sammensværgelse mod barndommen, man
behøver bare at læse Evangeliet for at blive klar over det. Vorherre sagde til kardinalerne,
teologerne, essayisterne, historikerne og romanforfatterne, kort sagt til alle:
‘Bliv ligesom børnene’. Og kardinalerne, teologerne, historikerne, essayisterne
og romanforfatterne gentager over for den forrådte barndom fra århundrede til
århundrede: ’Bliv ligesom vi.’
Når du om mange år genlæser disse linjer, så husk på den gamle
skribent og bed for ham, som mere og mere tror på de mægtiges magtesløshed,
doktorernes uvidenhed, machiavellernes *1) fjantethed og de alvorlige folks
uhelbredelige overfladiskhed.
Alt hvad der er smukt i verdenshistorien, er sket uden at vi
vidste det ved det mystiske samvirke mellem menneskets ydmyge og brændende
tålmodighed og Guds milde barmhjertighed.
Vær ved godt mod – og held og lykke. Vi skal alle have bugt
med livet, men den eneste måde at få bugt med livet på er at elske det. Og den
eneste måde at elske livet på er at ødsle grænseløst med det. Alle dødssynderne
tilsammen fordømmer færre mennesker end griskheden og kedsomheden.
*1) Machiavelli (1469 1527) kendt for sin bog Fyrsten,
der rådgiver i magtens spil.