Svend Løbner
12. feb. 20189 min
”Det er i dag. Det er nu. Det er i dag, jeg får mit danske pas.
Jeg bliver dansker i dag. Hvad gør jeg? Hvad plejer danskerne at gøre?
Morgenbrød! Jeg ser mange danskere stå i kø ved bageren om morgenen. Så jeg
tager til købmanden. Køber forskellige ting til at putte på brødet. Marmelade.
Ost. Men efter ét stykke er jeg mæt. Hvordan kan de spise så meget brød om
morgenen, de der danskere? Bliver jeg nogensinde rigtig dansker?”
En sort kvinde med lilla tørklæde og matchende kjole står på
scenen med front ud mod publikum. Bag hende er scenegulvet fyldt med kunstige
hvide kirsebærblomsterblade, og skråt foran hende står en sort balje med vand,
hvorfra der lyder en rislende lyd. Skråt bag hende ligger en stor oppustelig
globus, og lige bag hende sidder tre andre kvinder, også sorte og med tørklæder
og tøj i forskellige farver. To af dem med kjole, en i bukser og med hvide
sneakers. Kvinden forrest på scenen hedder Fatima Yusuf Abdi. Hun er født i
Somalias hovedstad Mogadishu, men bor nu i Danmark, hvor hun kom til som
femårig i 1991 – i første omgang til Esbjerg, siden til Viby ved Aarhus, hvor
hun bor i dag. Når folk spørger hende, hvor hun kommer fra, ved hun ikke, om
hun skal sige Esbjerg eller Somalia. Hun opfatter sig selv som moderne nomade.
Har boet både i Dubai, Norge, Egypten og England. For hende er Somalia poesiens
land, erindringens land og fortællingens land. Men hun opfatter også Danmark
som sit land.
Det er det, Fatima fortæller om, mens hun står på scenen i Eutopia
i Aarhus-forstaden Gellerup. Eutopia Stage er en scene og et mødested mellem
den lokale befolkning, besøgende og skabende kræfter fra alle hjørner af
verden. Der produceres teaterforestillinger, som involverer og engagerer
områdets beboere, og der lægges hus til debatter og kunstnere af mange slags.
Lederen af stedet hedder Brigitte Christensen. Hun er internationalt anerkendt
skuespiller, instruktør og iscenesætter, og hun har arbejdet med såkaldte community
plays, borgerspil, i mange lande. Det er hende, der har inviteret de fire
kvinder ind på scenen. I samarbejde med den lokale somaliske Gobaad
Kulturforening er Brigitte Christensen og hendes team af ansatte og frivillige
ved at udvikle og øve forestillingen ”Somaliske erindringer”, som skal vises to
aftener i februar på Eutopia Stage, forhåbentlig for fulde huse, det vil sige
med 200 publikummer per aften. De seneste år er det lykkedes at fylde salen
adskillige aftener til teater- og danseforestillinger, debatter og dialogmøder.
Alle med det formål at bygge bro mellem mennesker i lokalområdet og mellem
lokalområdet og det omgivende samfund.
”Det er jo som regel de samme veluddannede kvinder over 40, der er
kulturbrugere. Men ved at engagere og involvere borgerne og lade dem selv mærke
adrenalinen, når de står på scenen, får vi knyttet andre grupper af mennesker
til teatret,” forklarer Brigitte Christensen.
Hun tilføjer, at når mennesker, som ellers ikke opsøger teatrene,
kommer ind for at se deres venner og bekendte på scenen, føler de sig spejlet
og talt til, og de begynder at opfatte teatret som deres sted – især hvis man
sørger for, at de får en oplevelse, som både taler til dem og samtidig er af
høj kunstnerisk kvalitet.
”Vi laver teater, som er raffineret, men folkeligt. Vi finder nok
ikke på at lave en abstrakt teaterinstallation med 40 nøgne mennesker på
scenen, for vi skal tænke på den kontekst, vi arbejder i. Men vi laver kun
forestillinger på et højt kunstnerisk niveau. På den måde får vi folk til at
forelske sig i det, de oplever her – i at være sammen om noget, som ligger uden
for hjemmets fire vægge og tv-zapningen,” siger hun.
Brigitte Christensen og de øvrige ansatte er professionelle
teaterfolk og kunstnere og sikrer det høje niveau. Det er dem, der skal sørge
for, at de almindelige borgere, som står på scenen ved mange af
forestillingerne på Eutopia, lærer de nødvendige teknikker, og at deres bidrag
iscenesættes, så det fremstår helstøbt og overbevisende. Men samtidig med en
særlig hudløshed og autenticitet, som kommer af, at borgerne ikke lægger nogen
distance ind mellem sig selv og det, de fortæller.
”Når man sidder og hører på de poetiske og voldsomme fortællinger
om flugt og savn og krig og hverdag, er det meget bevægende, fordi man ved, at
når stemmen knækker, er det ikke skuespillerteknik, men kommer lige fra hjertet,”
som Sofie Jørgensen, en af de frivillige, der til daglig læser dramaturgi på
universitetet, siger.
Baggrunden for den nye forestilling, ”Somaliske erindringer”, var
en henvendelse fra Gobaad Kulturforening, som ønskede at invitere kunstnere fra
Somalia til Gellerup for at præsentere somalisk kultur på scenen. Men i
samarbejde med Brigitte Christensen udviklede ideen sig, så det i stedet blev
til en forestilling, hvor dansk-somalieres erindringer og fortællinger om både
Danmark og Somalia bliver bearbejdet og bundet sammen, så de fungerer som
teater. Det er det, Brigitte Christensen har som mål, når hun ved de mange
øveaftener udfordrer deltagerne til at træde frem på scenen og fortælle
forskellige dele af deres erindringer og udvikle dem.
Denne aften er kun fire af de syv borgere, der skal stå på scenen
under forestillingen, mødt frem. De tre mandlige deltagere er syge, og
kvinderne bliver grinende enige om, at det bare beviser, at det er kvinder, der
styrer verden. Men de glæder sig alligevel til, at mændene kommer med på scenen
igen, så de kan øve alle de scener, der skal bindes sammen til en forestilling
på 40-45 minutter.
I mellemtiden bruger de denne øveaften til at udvikle et element i
forestillingen, som skal rumme en fortælling fra hver af deltagerne, som
handler om en dag i Danmark og indeholder tre begreber, de forbinder med
Danmark, samt noget, der har med dansk mad at gøre. Fatimas fortælling handler
om den dag, hun fik sit danske pas. Hun fortæller historien med høj, klar
stemme, mens hun står rank på scenen og kigger op mod tilskuerrækkerne, hvor
instruktør, scenograf, en række universitetsstuderende, der arbejder som
frivillige eller er i praktik på teatret, samt nogle af deltagernes børn sidder
og følger nøje med.
”Det kommer kl. 10 med posten, det rødbedefarvede pas. Så bliver
jeg dansker. Endelig. Men vent. Jeg går ikke i dansk tøj. Kan jeg så være
dansker? Vil jeg være dansker? Ja! Hvorfor? På grund af de tre t’er,” siger Fatima.
”Trafikken, hvor man aldrig sidder i kø i mere end en time. Tilliden. Mange
tror, at der ikke er så meget tillid i Danmark, men den er større her end
nærmest alle andre steder i verden. Og tavshedspligten, respekten for
tavshedspligten. Derfor elsker jeg Danmark.”
Fatima går tilbage og sætter sig på sin stol ved siden af de tre
øvrige. En anden af kvinderne, Ilhaam Mohamed Ali, der er klædt i sorte bukser
og bluse og gult tørklæde, rejser sig og træder frem på senen. Hendes
fortælling handler om mødet med den danske drukkultur, da hendes
klassekammerater mandag morgen fortalte om at være ”helt blæst” til festen i
weekenden og brække sig, ligge på gulvet og ”se patter og røv”. Ilhaam
fortæller, hvordan hun forstår, at jo fuldere kammeraterne har været, jo bedre
en fest har de haft. Og hun fortæller om at lære at holde af rugbrød og om at
føle sig dansk, når hun er i udlandet, men ofte skulle forklare, hvordan hun
kan være dansker, når hun er sort.
Kadra M. Ali, som er iklædt tøj i grønne og brune nuancer,
fortæller om at skifte til en skole, hvor der kun var etnisk danske børn, og
hvor det at spise ris med banan, når man kom hjem fra skole, pludselig fik
hende til at føle sig anderledes. Hvordan hun – trods et godt forhold til
klassekammeraterne – følte sig anderledes, indtil hun fik job i en børnehave.
”Børnene behandlede mig på lige fod med alle de andre voksne. De så ikke mit
tørklæde eller min kjole eller min hudfarve. De så bare søde Kadra. Først da
kunne jeg mærke følelsen af at være accepteret,” siger Kadra – og fortæller om
at glæde sig til at komme hjem til Danmark, når hun er ude at rejse. Om glæden
ved de grønne farver, solskinnet og togturene, hvor man kan sidde og bare nyde
det flotte danske landskab.
Til slut træder Hanaan Yusuf frem på scenen iført blåt tørklæde og
sort kjole. Hun er 34 år og har boet i Danmark i 14 år. Hun drømmer om at rejse
tilbage til Somalia. Hun husker sin mormors fortællinger om aftenen i hendes
barndom og savner dem stadig. Hun har fem børn og drømmer om, at de får en god
uddannelse. Mens hun står på scenen, fortæller hun om sin første oplevelse af
fællesspisning i sin ældste datters skole. Menuen var kartoffelsuppe, og hendes
børn var så skuffede over maden, at de intet kunne spise. Hanaan selv spiste
lidt af høflighed, og så tog de hjem og bestilte pizza. ”Så besluttede jeg
sammen med to andre, at vi ville lave mad til næste fællesspisning, og så
lavede vi en stor buffet med kylling og kød og laks, og der var masser af mad.”
Hanaans børn, som sidder på tilskuerrækkerne, fniser lidt, mens
hun fortæller, og lidt senere, da øveseancen er forbi, er der højlydt grin,
mens Brigitte Christensens drillende spørger Hanaan, om det var et stort traume
for hendes børn at få kartoffelsuppe. Der er enighed om, at mange danskere har
noget med alkohol. At det især for unge bliver et mål i sig selv at være fulde,
når de skal hygge sig. Og at for somaliere er der noget med, at der skal være
god mad. ”Hvis det ikke er lavet i gryde, er det ikke rigtig mad”, siger
Ilhaam, og de andre nikker og griner. De er gået op i foyeren, hvor der er sat
kaffe og te frem, og Najma, som er aktiv i Gobaad Kulturforening og har været
med til at finde deltagere til forestillingen, har stillet et stort plastikfad
med samosaer og somaliske pandekager frem.
”For mig er Somalia duften af surdejspandekager og af te med
kardemomme og kanel. Det er også folkets latter, for selv om der er meget at
græde over i Somalia, er der også mange ting, som mennesker kan føle glæde over
og samle sig om og grine af,” siger Kadra.
Hun arbejder til daglig som ergoterapeut på et center for
rygmarvsskadede og har ikke nogen drøm om at blive skuespiller. Men en anden af
de medvirkende i forestillingen, Ilhaam, hev hende med til et af de første
møder om projektet, ”og så var jeg med til at lave nogle af de første øvelser,
og pludselig var jeg ligesom fanget i det,” siger hun med et smil. Hun
tilføjer, at hun egentlig altid har haft det svært med at stille sig frem foran
mange mennesker og sige noget. Så da hun pludselig stod på scenen og fortalte
sin historie, gik det op for hende, at nu havde hun chancen for at udfordre sig
selv. Så det gør hun. Og samtidig får hun lov at give et andet billede af
dansk-somaliere end det, der dominerer i medierne. ”I medierne handler det jo
meget om, at somaliere er overrepræsenteret i statistikker over kriminalitet og
arbejdsløshed, og det er sikkert også rigtigt. Men vi er mange, som klarer os
godt, uddanner os, arbejder og gerne vil bidrage til samfundet. Det vil jeg
gerne være med til at vise. Og så håber jeg, at de, som kommer ind og ser vores
forestilling, kan relatere til os som mennesker. For selv om Somalia er
anderledes end Danmark, er mange af vores følelser de samme,” siger hun.
”Jeg håber, at forestillingen kan være begyndelsen på en bro
mellem mennesker, som ellers ikke mødes eller lærer hinanden at kende,”
tilføjer hun og understreger, at også dansk-somaliere har fordomme om etniske
danskere.
”For nylig var jeg sammen med en flok somaliske kvinder på
restaurant inde i Aarhus, og tæt ved os sad nogle ældre danske ægtepar, som
vist var ret fulde. Vi bad dem om at tage nogle billeder af os med vores
telefoner om et minde om aftenen, og så kom vi i snak med dem, og de blev meget
overraskede over at høre, at vi ikke var undertrykte, arbejdsløse og svage
kvinder, selv om vi går med tørklæde. Og jeg blev egentlig overrasket over at
opdage, at ikke alle ældre danskere er negative over for flygtninge og
indvandrere. Det er også godt for mig at blive mindet om alle de søde
danskere,” siger hun.
Og forestillingen kan have samme effekt, håber hun: ”Når vi ser
mennesker, der er anderledes end os selv, føler vi ofte, at der er en verden
til forskel, og vi tror, at der er en distance, som ikke kan overkommes. Men
der skal ikke så meget til for at gøre afstanden mellem vores verdener mindre.”
Najma A. Mohamoud fra Gobaad Kulturforening er enig: ”Somalia er
kendt som en nation af poeter, og vi har gennem historien brugt digte til at
kæmpe mod hinanden, til at afslutte krige og til at fortælle om hverdagens
oplevelser. Nu kan vi også bruge poesien til at sætte andre ansigter på, hvem
vi er, end de billeder, som dominerer i medierne. Det fantastiske er, at
Eutopia er en platform, hvor vi kan blive hørt på en anden måde, fordi vores
fortællinger bliver sat professionelt i scene.”
”Somaliske erindringer” spiller tirsdag den 20. og onsdag den 21. februar, begge dage kl. 19.
Medvirkende: Hanaan Yusuf, Sakarie Ibrahim, Fatima Yusuf Abdi, Said Mohamed, Saleban Aideed, Ilham Mohamed Ali, Kadra M. Ali
Iscenesættelse og koncept: Brigitte Christensen
Scenograf: Catia Hauberg
Musikalsk konsulent: Nikola Diklic
Lysdesign: Ernst Steen Hansen
Instruktørassistenter: Stine Nielsen og Sofie Jørgensen
Foto: Rasmus Bruun Jørgensen
Produktion: Najma A. Mohamoud, Søren Højgaard og Mathilde Späth
• Info om
forestillingen og billetbestilling
forestillingen og billetbestilling
• Info om
Eutopia Stage
Eutopia Stage
• Info
om Gobaad Kulturforening
om Gobaad Kulturforening
• Gobaad
Kulturforening på Facebook
Kulturforening på Facebook
#Somaliskeerindringer #Gellerup #IlhaamMohamedAli #NajmaAMohamoud #GobaadKulturforening #BirgitteChristensen #dansksomalier #EutopiaStage #KadraMAli #HanaanYusuf #FatimaYusufAbdi