Svend Løbner
27. mar. 20203 min
Af Adriana Ferracin Kleivan
I disse dage kan vi markere femårsdagen for udbruddet af
borgerkrigen i Yemen. Det er ikke en begivenhed, der som sådan er værd at
fejre, men den er værd at være opmærksom på.
Mens Danmark og resten af verden for en stund er vendt på
hovedet af COVID-19, lever yemenitterne nu på femte år i det, FN kalder
’verdens værste humanitære krise’. Med jævne mellemrum får Yemen-krigen den
globale presses bevågenhed for så at forsvinde i glemslen igen.
Man skulle ikke tro, at verdens værste humanitære krise kan
blive værre, men det kan den, hvis Corona rammer Yemen. I jubilæumsmåneden for
konfliktens begyndelse spreder virusset sig med lynets hast over hele kloden.
Ny virkelighed med afsavn og traumer
Borgerkrigen i Yemen kan være vanskelig at forstå, fordi det
er konflikt mellem befolkningsgrupper af forskellige etniske tilhørsforhold og
religiøs tilknytning. Parterne er grupperet i dels det nordlige og dels det sydlige
Yemen. Konflikten trækker samtidig tråde til store internationale magtkampe
mellem aktører som USA på den ene side og Iran på den anden. En proxykrig,
kalder man den slags.
Som humanitær aktør i landet er det ikke ADRA Danmarks
vigtigste ærinde at forklare den komplicerede konflikt. Derimod er det vores
ønske at sætte spotlys på de mennesker, som nu gennem fem år mildt sagt har
fået deres dagligdag sat på pause. Deres nye virkelighed indeholder alvorlige
afsavn og traumer.
250.000 yemenitter er døde som følge af konflikten. 80
procent af befolkningen har behov for humanitær assistance og beskyttelse. To
millioner børn går ikke i skole. To tredjedele af befolkningen sulter.
Ingen modstandskraft over for COVID-19
I Yemen oplever jeg et land i dyb krise. Mange humanitære
aktører har forladt landet, og de få tilbageværende kæmper for at møde de
umættelige behov. Det er tydeligt i gadebilledet, at store dele af befolkningen
er underernærede. Mange børn må klare sig alene og tigge, fordi de er blevet væk
fra deres forældre i flugten, eller fordi forældrene er blevet dræbt.
De sanitære forhold er umenneskelige; statsapparatet er
kollapset, og der er ingen til at fjerne skrald i gaderne eller til at renovere
det ikke-fungerende kloaksystem. Under de forhold kæmpes mod verdens største
udbrud af kolera.
Sundhedssystemet er i en elendig forfatning, og det
vurderes, at kun 50 procent af sundhedsfaciliteterne fungerer. Det bliver
derfor katastrofalt, hvis Corona-virusset når til Yemen, som absolut ingen
modstandskraft eller infrastruktur har til at håndtere en sådan krise.
Ønske om mad, fred og værdighed
I Yemen er det svært at spore håb i øjnene på
civilbefolkningen. Folk, jeg taler med på gaden, ønsker bare fred og mad. De
tilbageværende organisationer arbejder hårdt for at hjælpe yemenitterne.
For eksempel laver ADRA ’cash-for-work’-programmer, hvor
befolkningen ansættes til at samle affald i gaderne. For en beskeden løn kan de
købe mad til deres familie. Dels afhjælper indsatsen et stort sanitært problem,
og dels hjælper den mennesker til at føle værdighed i en svær situation.
Det groteske ved hele situationen er, at hovedstaden Sana’a
bugner af mad, men befolkningen har ikke penge at købe for. Andre steder er
problemet, at varer ikke kan komme frem til visse områder på grund af blokader
og kampe. Havnen i Houdeyda i det nordlige Yemen er et eksempel på et omstridt
infrastrukturpunkt.
FN har faciliteret forhandlinger om netop adgangen til
havnen uden held. Generelt fejler de fleste fredsforhandlinger om landet med
verdens værste humanitære krise – på femte år.
Adriana Ferracin Kleivan er humanitær koordinator i ADRA
Danmark.