Svend Løbner
29. mar. 20168 min
”Der er religions- og trosfrihed i Danmark,” fastslår FN’s Særlige
Rapportør om Religions- og Trosfrihed, Heiner Bielefeldt, da han den 22. marts
ved afslutningen af sit 10 dage lange besøg i Danmark fremlægger den foreløbige
rapport fra besøget ved et pressemøde på Institut for Menneskerettigheder.
”Alle kan åbent sige, hvad de tror (eller ikke tror), og mennesker kan
frit udøve deres religion eller overbevisning, som enkeltpersoner og i
fællesskab med andre, og privat såvel som offentligt,” siger Heiner Bielefeldt.
Samtidig gør han klart, at der er områder, hvor der kan ske forbedringer – og rapporten indeholder en række anbefalinger fra FN-rapportørens side. Han peger særligt på fire hovedopgaver:
1) at udvikle et åbent, inkluderende begreb for dansk identitet, som favner religiøs mangfoldighed,
2) at arbejde for mere gensidig forståelse mellem forskellige religiøse og ikke-religiøse (“sekulære”) grupper og strømninger i samfundet,
3) institutionelle reformer inden for Folkekirken og i proceduren for at anerkende religiøse samfund,
4) at opretholde en bred forståelse af religions- og trosfrihed i overensstemmelse med europæiske og internationale standarder.
“Regeringen er nødt til at spille en ledende rolle i den videre
udvikling af et retfærdigt og inkluderende dansk samfund, hvor såvel medlemmer
af religiøse samfund som verdslige mennesker kan føle sig hjemme,” sagde Heiner
Bielefeldt ved pressemødet – og tilføjede, at ”der er behov for en indsats, som
kan forhindre en følelse af stigmatisering og udstødelse blandt religiøse
mindretal.”
I Danmark forstår mange religion som noget, der handler om en persons
indre overbevisning, skriver Bielefeldt – og han finder i den forståelse et
ekko af Luthers lære om ”frelse ved troen alene” (“sola fide”).
I rapporten beskriver FN-rapportøren, at Danmark inden for få årtier
har udviklet sig fra et religiøst homogent samfund, hvor luthersk kristendom
har været den dominerende religion, til et mangfoldigt samfund, hvor man også finder
nye og ”mere synlige” religiøse udtryksmåder, ”der ikke passer ind i de
etablerede mønstre”.
”Dette har medført håndgribelig nervøsitet i dele af samfundet, især
når det kommer til islam, som i mellemtiden er blevet den næststørste religion
i Danmark.”
”Men selv om det danske samfund de facto er blevet multireligiøst, så
ser denne virkelighed endnu ikke fuldt ud at blive afspejlet i den fælles idé
om ’danskhed’. Selv muslimer, der er vokset op i Danmark, møder nogle gange
mærkelige krav om, at de skal integrere sig mere i samfundet. Offentlige
diskussioner om dansk identitet, som ikke anerkender den eksisterende religiøse
mangfoldighed, kan let føre til en følelse af fremmedgørelse blandt dem, hvis ’danskhed’,
der konstant sættes spørgsmålstegn ved – ofte implicit, men nogle gange også
ganske eksplicit,” hedder det videre i rapporten.
FN-rapportøren tilføjer, at det påhviler regeringen at føre an i
udviklingen af en mere inkluderende forståelse af dansk identitet – og at det
er en langsigtet opgave, som må omfatte skoleuddannelse, interreligiøs dialog
og andre former for kommunikation på tværs af grupper, politikker imod
diskrimination og integrationsprogrammer.
”Selv om der allerede er mange initiativer, som peger i den retning,
er der stadig megen tvetydighed, ikke mindst i retorikken blandt ledende
politikere,” skriver FN-rapportøren.
Heiner Bielefeldt peger videre på, at tonen i samfundsdebatten, især
på de sociale medier, er blevet hårdere og mere aggressiv, og at det blandt
andet skader minoriteter. Som eksempel nævner han debatten om religiøst
motiveret omskæring af drenge, som praktiseres af de fleste jøder og muslimer.
”Omskæring er et kompliceret spørgsmål, som har mange facetter. Men de,
der offentligt drøfter dette spørgsmål, bør altid være opmærksomme på, hvor
dybt det berører mange jøder og muslimer i Danmark. Dette er blot ét eksempel,
der illustrerer behovet for at skabe mere gensidig forståelse, herunder af
kontroversielle og komplicerede spørgsmål,” hedder det i rapporten.
”Religiøse mindretal, især muslimer, oplever ofte en atmosfære af
ubehag og endda mistænksomhed. På den ene side passer de angiveligt ikke ind i
den traditionelle ’danskhed’ og ’kristne værdier’. På den anden side konfronteres
de også delvist af aggressive manifestationer af sekularisme, som ikke giver
megen plads til synlige religiøse udtryksmåder i almindelighed, eller islam i
særdeleshed.
Samtidig antager traditionalister i alle religiøse samfund ofte, at
folk, som ikke har en religion, mangler det nødvendige grundlag for at have
moralske værdier, som kan medføre mistænksomhed over for agnostikere og
ateister.
For at forebygge og afhjælpe et klima af mistænksomhed er det tilrådeligt
med mere dialog. Jeg har set beundringsværdige projekter i den henseende.
Samtidig er der behov for at udvikle nye formater, fx programmer som samler
troende fra forskellige religioner med mennesker, der definerer sig selv som
ikke-troende eller ’religiøst umusikalske’. Inter-religiøs dialog bør således
udvides i retning ’inter-overbevisnings’ dialog, der omfatter agnostikere,
ateister og andre mennesker uden for den traditionelle kanon af monoteistiske
religioner.
Regeringen bør også her gå i spidsen for at fremme kommunikationen,
mens den samtidig offentligt gør det klart, at enkeltpersoner og samfund på
tværs af hele spektret af religioner og trosretninger udgør det danske samfund,
og at de alle skal føle sig sikker og hjemme her,” skriver FN-rapportøren.
FN-rapportøren konstaterer i rapporten, at der – modsat Sverige og
Norge, hvor båndene mellem stat og kirke er blevet løsnet inden for de seneste
år – ikke er tegn på, at en tilsvarende udvikling er undervejs i Danmark.
Det slås tydeligt fast i rapporten, at der ikke er religionslighed i
Danmark, idet Folkekirken (Den Evangelisk Lutherske Kirke) har en særstatus,
som det fremgår af Grundlovens paragraf 4. Samtidig konstaterer FN-rapportøren,
at selv om der ikke er lighed mellem de forskellige religiøse samfund, så
sættes der ikke spørgsmålstegn ved, at der hersker en ånd af frihed i Danmark.
Han skriver videre, at den manglende lighed på religionsområdet står i
skarp kontrast til hverdagskulturen i Danmark, som i høj grad er præget af
lighed. ”Set i forhold til den måde, folk interagerer med hinanden på, er det
danske samfund måske et af de lande i verden, hvor der er den stærkeste tro
på, at alle mennesker er lige,” skriver FN-rapportøren, som nævner, at
undervisningen i skolen fremmer en lige respekt for alle personer, uanset deres
etniske oprindelse, køn, seksuelle orientering, religion eller andre
karakteristika, og at lovgivningen imod diskrimination har til formål at sikre,
at ingen lider forskelsbehandling, heller ikke på grund af deres religion eller
overbevisning.
FN-rapportøren hørte i flere af sine samtaler udtrykket “frihed,
men ikke lighed”, og han skriver, at denne holdning har forårsaget
frustration blandt religiøse minoriteter.
Heiner Bielefeldt skriver sammenfattende om Folkekirken, at den gør
meget for at fremme dialog mellem religiøse og ikke-religiøse grupper i
Danmark, og at Folkekirken har bidraget til at forme et rummeligt samfund i
Danmark, blandt andet i forhold til ligestilling mellem kønnene og ved at
tillade homoseksuelle ægteskaber.
”Mange præster støtter flygtninge og står i offentligheden op imod
fremmedhad og islamofobi. Folkekirken er med til at bygge bro over den voksende
kløft mellem religiøse mindretal, især muslimer, og de store dele af samfundet,
der generelt ikke er særligt optaget af religion, selv om de bevarer kontakten til
kirken,” hedder det i rapporten, hvor det også oplyses, at der er en meget lav
kirkegang i Danmark, selv om omkring tre fjerdedele af befolkningen er medlem
af Folkekirken.
FN-rapportøren opfordrer samtidig Folkekirken til at diskutere den
særstatus, kirken har, fordi “den særlige forfatningsmæssige status,
sammen med andre privilegier, skaber en følelse af ulighed blandt ikke-troende
og religiøse mindretal.”
Rummelighed og opretholdelsen af et monopol med en særlig status går
ikke hånd-i-hånd på en troværdig måde, mindst af alt i et stadigt mere
mangfoldigt samfund, skriver Bielefeldt. Han frygter ikke – som nogle af
fortalere for at bevare Folkekirkens særstatus – at en adskillelse af kirke og
stat vil føre til, at Folkekirken bliver en sekterisk størrelse uden folkelig
opbakning.
”Jeg stoler på, at den luthersk evangeliske kirke vil finde en særlig
dansk måde, hvorpå den kan bevare traditionen med en rummelig folkekirke i en
institutionel ramme, der sikrer uafhængighed og lighed,” skriver FN-rapportøren.
Heiner Bielefeldt oplyser i rapporten, at der både blandt katolikker
og baptister er en oplevelse af, at de – på grund af Folkekirkens særstatus –
bliver betragtet som andenrangs-kirker.
Som den sidste af de fire hovedudfordringer skriver Heiner Bielefeldt,
at den danske regering skal spille en ledende rolle i at videreudvikle et
retfærdigt og rummeligt samfund, hvor medlemmer af forskellige trossamfund
såvel som mere sekulært orienterede mennesker kan føle sig hjemme.
Han advarer i den forbindelse mod en snæver tolkning af Grundlovens
paragraf om religionsfrihed: ”Borgerne har
ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med
deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod
sædeligheden eller den offentlige orden.”
(§ 67 i Grundloven)
”Paragraf 67 skal ses i lyset af de europæiske og internationale
standarder for religions- og trosfrihed , som er meget bredere end ordlyden af
artikel 67,” skriver FN-rapportøren.
Han går samtidig i rette med ”nogle hårde udtalelser, der for nylig er
kommet fra ledende politikere om behovet for at udøve mere kontrol med
religiøse samfund, især muslimske organisationer”.
Disse udtalelser kan antages, at ”indikere et skift baglæns”, advarer
FN-rapportøren og tilføjer: ”Udtalelserne er helt klart blevet opfattet sådant
af medlemmer af forskellige religiøse minoriteter.”
”Ifølge de europæiske og internationale standarder, som Danmark har tilsluttet
sig, skal begrænsninger af religions- og trosfriheden, hvis de skønnes
nødvendige, opfylde en række kriterier, som er langt mere specifikke end den
generelle formulering “sædeligheden eller den offentlige orden” i
paragraf 67 i forfatningen,” hedder det FN-rapportørens rapport.
Herefter følger et afsnit med kommentarer til den kommission, som i
øjeblikket er i gang med at revidere kriterierne for at anerkende trossamfund.
FN-rapportøren skriver, at kommissionen også formodes at komme med
forslag til, hvordan det kan gøres muligt at fjerne en anerkendelse fra et
trossamfund, og at dette har forårsaget en vis nervøsitet blandt religiøse
mindretal. Han skriver, at det endnu engang illustrerer behovet for en
gennemsigtig og åben dialog.
FN-rapportøren håber videre, at de nye kriterier også vil gøre det
muligt at anerkende livssyns organisationer, som ikke er baseret på en tro på
Gud. Han tilføjer, at det gældende krav i dansk praksis om, at trossamfund skal
have en form for tro på en transcendent magt ikke stemmer overens med den
europæiske og internationale forståelse af religions- og trosfrihed, der har
udviklet sig som en menneskeret, der beskytter identitetsdannende
overbevisninger mere bredt.
FN-rapportøren noterer, at der har været konflikter i nogle asylcentre.
Han skriver, at det er forbundet med meget stress og frustrationer at leve i et
asylcenter, og at spændinger – uanset om baggrunden er pladsmangel,
sprogbarrierer, en usikker fremtid mv. – nemt kan eskalere, og at religiøse
eller kulturelle spørgsmål måske også indblandes.
Heiner Bielefeldt har ingen førstehåndsindtryk fra besøg i asylcentre,
men han har fået oplyst, at de ansvarlige for asylcentrene typisk har en
forsigtig tilgang til religion.
”Dette kan have mange fordele. Bagsiden er imidlertid, at folk ikke har
et sikkert rum, hvor de kan udøve deres religiøse praksis, og staten bør i
størst mulig grad sikre dette også på asylområdet,” skriver FN-rapportøren.
Heiner Bielefeldt foreslår, at Danmark afskaffer blasfemi-paragraffen (§ 140 i straffeloven). Han skriver, at det i betragtning af, at Danmark er kendt for at værdsætte ytringsfriheden meget højt, var en overraskelse, at den tidligere SR-regering i 2015 besluttede at bevare blasfemi-bestemmelse, selv om den ikke har været anvendt i flere årtier.
Det ser heller ikke ud til, at regeringen kan forestille sig blasfemi-bestemmelse
anvendt i praksis, undtagen under meget begrænsede omstændigheder, fx
afbrænding eller anden vanhelligelse af en hellig bog som Bibelen, Koranen
eller lignende, skriver Bielefeldt i rapporten.
Han henviser til “Rabat handlingsplanen” fra 2012 som – uden
at benægte behovet for restriktive foranstaltninger i ekstreme tilfælde – opfordrer
staterne til at ophæve de resterende blasfemilove. Handlingsplanen blev
udarbejdet i regi af FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder i oktober 2012 i
Rabat i Marokko. Rabat handlingsplanen fremhæver brugen af ikke-restriktive
foranstaltninger for at imødegå tilskyndelser til hadforbrydelser, fx ved en
pædagogisk indsats, en fair repræsentation af mindretal i offentlige medier
samt solidaritet-aktioner for at støtte individer og samfund, der er mål for
hadforbrydelser.
Under besøget i Danmark fra den 13. til den 22. marts havde Heiner
Bielefeldt møder med flere ministerier, med blandt andet kristne, muslimske og
jødiske trossamfund samt med organisationer i civilsamfundet m.fl. Ud over
København har opholdet omfattet besøg i Aarhus, Haderslev og Odense
(Vollsmose). Den endelige rapport fra besøget bliver offentliggjort i foråret
2017.
• FN-rapportør opfordrer Danmark til at fremme en mere åben ”danskhed”, Sameksistens.dk, 22-03-2016
• Freedom of religion: UN expert urges Denmark to move towards a more inclusive ‘Danishness’, OHCHR.org, 22-03-2016
• Preliminary findings of Country Visit to Denmark by Heiner Bielefeldt Special Rapporteur on freedom of religion or belief, OHCHR.org, 22-03-2016