Svend Løbner
20. nov. 20186 min
”Jeg vil så gerne arbejde, men jeg har så små hænder”. Sådan
sagde den 14-årige syriske flygtning Amir, da han skulle forklare, hvorfor han
bad om hjælp til at samle penge sammen til at betale for at få sine forældre
til Danmark. Amir er et af de flygtningebørn, der er kommet alene til Danmark,
har fået asyl og har fået ret til at blive familiesammenført med sine søskende
og forældre i Danmark. Men selv om Amir havde papir på, at hans forældre kunne
komme lovligt til Danmark og bo sammen med ham, var vejen til en genforening
lang. Nye regler betyder nemlig, at Amir – ligesom andre børn i samme situation
– selv skal betale for at få deres familie hertil. Og opholder ens forældre
eller søskende sig i en flygtningelejr i et nærområde til Syrien eller inde i
selve det krigshærgede land, er det hverken let eller billigt at få dem til
Danmark. Og som Amir sagde ”jeg har så små hænder”.
Amir er en af mange flygtninge, som Anne Lise
Marstrand-Jørgensen er kommet til at kende via sit engagement i bevægelsen
Venligboerne.
”Jeg har endda fået en syrisk søn, en ung mand, som blev skilt fra sin egen mor under flugten, og som er blevet en del af vores familie. Han blev gift for nylig med en kvinde fra Syrien, så nu er familien blevet udvidet med en svigerdatter,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens engagement i Venligboerne har bl.a. givet hende en syrisk ”søn”, Amer (til venstre) og flere nære venner, bl.a. Ahmad (til højre). De ses her ved en iftar-middag, et måltid man bryder fasten med ved solnedgang under den muslimske fastemåned, ramadan. (Privatfoto)
Også Amirs familie blev forenet i Danmark for nylig. Det skete efter, at en gruppe forfattere og andre kunstnere havde samlet penge ind ved en række arrangementer rundt om i landet. Forfattere med baggrund i både Danmark, Somalia og andre lande donerede bøger og læste gratis op, og de penge, tilhørerne betalte, gik til udgifter til billetter og andre formalia, der skal i orden, for at Amir og andre kan blive genforenet med deres familie.
”Når jeg står i lufthavnen og ser en familie blive
genforenet efter at have været adskilt i tre, fire eller fem år, er jeg ikke i
tvivl om, at det giver mening at være med i Venligboerne,” siger Anne Lise
Marstrand-Jørgensen.
Hun debuterede som skønlitterær forfatter i 1998 med
digtsamlingen ”Vandring inden ophør” og fik sit
store gennembrud i 2009 med romanen ”Hildegard”, der i 2010 blev fulgt op
af ”Hildegard II”. Siden har hun skrevet
en række romaner, senest ”Sorgens grundstof”, der udkom i 2017.
Det er en episk fortælling, der strækker sig gennem 200 års europæisk historie, fra Wienerkongressen i 1814-15, hvor stormagterne
forhandlede om Europas nyordning, til år 2015 i en flygtningelejr i Jordan. Et
storstilet romanprojekt, hvor historiske fakta blandes med magisk realisme,
og hvor de tre hovedpersoner – den jødiske forretningsmand Ben, den armenske
antikvitetshandler Hakob og slaveefterkommeren Grace – hver kommer til at leve
næsten 200 år. Undervejs væves deres skæbner sammen, og som minoriteter bliver
de alle tre udsat for udgrænsning, marginalisering og forfølgelse alene, fordi
de tilhører en bestemt gruppe.
”Jeg bruger deres historie til at undersøge, hvordan og hvorfor vi tilsyneladende som menneskehed ikke kan undgå at gentage grusomhederne, og hvordan glemsel og erindring spiller en rolle i den sammenhæng,”
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter
”De bliver ofre for den
farlige form for gruppetænkning, hvor mennesker bliver udgrænset alene, fordi
de tilhører en bestemt gruppe, som andre tilskriver bestemte egenskaber og
udpeger som en trussel. De bliver på den måde både bærere af og ofre for en
historie om lidelse og forfølgelse, som i udgangspunktet ikke har noget med
deres person at gøre. Jeg bruger deres historie til at undersøge, hvordan og
hvorfor vi tilsyneladende som menneskehed ikke kan undgå at gentage
grusomhederne, og hvordan glemsel og erindring spiller en rolle i den
sammenhæng,” siger hun.
Mens Anne Lise Marstrand-Jørgensen
har skrevet på romanen, har hun samtidig været aktiv i Venligboerne og har
deltaget flittigt i den offentlige debat om asyl-, udlændinge- og
integrationspolitik.
”Jeg ser jo tendenser
til den gruppetænkning og marginalisering, som har ramt jøder og andre i Europa
i århundreder, i vores debat herhjemme om muslimer,” siger hun. ”Det føler jeg
mig forpligtet til at opponere imod. Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at
handle og ytre os, når vi ser og oplever noget, vi synes, er forkert. Som forfatter
har jeg tilmed den fordel, at jeg har lettere adgang til den offentlige debat
end så mange andre og har let ved at formulere mig. Så det har været helt
naturligt for mig at blande mig i debatten,” siger hun.
Om sit engagement i
Venligboerne siger hun: ”Det handler vel i høj grad om at kunne sætte sig i den
andens sted, og for mig er det ikke svært at sætte mig i det andet menneskes
sted, når jeg fx ser en ung mand, der er flygtet hertil. Det er en nærliggende
tanke for mig, hvordan jeg som hans mor ville ønske, at han blev modtaget.”
Men hvordan er så
sammenhængen mellem hendes engagement i civilsamfundet og den asylpolitiske
debat og hendes virke som skønlitterær forfatter?
”For nogle år siden blev
jeg spurgt om det, og da var mit svar, at jeg i udgangspunktet ikke blander
politik og kunst. Jeg er jo det samme menneske, når jeg mødes med mine syriske
venner eller skriver et debatindlæg om forholdene i asylcentrene, som når jeg
skriver på en roman. Men jeg har opfattet den politiske roman som en form, der
hørte fortiden til. Som en form for litteratur, hvor en forfatter brugte den
fiktive form som dække for at forsøge at proppe sine holdninger ned i halsen på
nogen. Den form for politisk litteratur finder jeg stadig uinteressant,” slår
hun fast.
”Men da jeg tilfældigt
mødte en syrisk kvinde, som viste sig at være bror til en af Syriens største
forfattere, Khaled Khalifa, ændrede noget sig. Jeg sad sammen med en kvinde,
hvis bror havde risikeret alt for sin kunst. Jeg havde læst en af hans romaner, ”Hadets lovsang”, en på alle måder vidunderlig bog. Det er en
bog, som beskæftiger sig med undertrykkelsen i Syrien i 1980’erne, hvor han
analyserer sin samtid og tager livtag med de politiske forhold. Det fik mig til
at ændre holdning og gav mig den tanke, at jeg måtte skrive en bog, som på en
eller anden måde behandler nogle af de store spørgsmål, der gemmer sig under
nutidens asylpolitik. Det er spørgsmål om Europas grænser, vores
identitetshistorie og vores tendens til kollektivt at fortrænge fortidens grusomheder
og derfor ikke være klar over, når vi er ved at gentage dem,” siger hun.
”Vi kan som individer nogle gange være nødt til at fortrænge eller glemme lidelsen for at overleve, men som samfund og stat må vi aldrig gøre det, for så gentager vi vores fejl.”
Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatter
Ud af disse overvejelser
og massevis af research voksede bogen ”Sorgens grundstof”, og ud af den voksede en erkendelse hos Anne Lise Marstrand-Jørgensen
af, at vi ”må skelne mellem individet og staten, når det kommer til
forpligtelsen til at se grusomheden og lidelsen i øjnene og erindre.”
”Vi kan som individer
nogle gange være nødt til at fortrænge eller glemme lidelsen for at overleve,
men som samfund og stat må vi aldrig gøre det, for så gentager vi vores fejl,”
siger hun.
Blandt andet derfor
deltager hun i den offentlige debat, og derfor forsøger hun at gøre en forskel
i praktisk handling. Fx ved sammen med andre Venligboere at arrangere
kunstauktioner og oplæsninger for at samle penge ind, så Amir og andre
flygtningebørn kan blive genforenet med deres familie i Danmark.
”Venligboerne fungerer
som et kæmpe netværk, hvor alle byder ind med det, de kan. Vi kan lynhurtigt
mobilisere folk, og når alle yder lidt, kan vi gøre en forskel, som har stor
betydning for mennesker som Amir,” siger hun.
”Man skal hverken over-
eller undervurdere sin egen betydning. Ingen af os kan redde hele verden, men
vi kan gøre en forskel, som har en betydning. Den, der kørte toget til
Auschwitz, havde en enorm betydning, selv om han var en brik i det store spil.
Og selv om det ikke er det samme, der foregår i dag, må vi ikke fralægge os
ansvaret for at handle, når vi ser noget, der kalder på, at nogen gør noget,”
siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.
Noget af det, Anne Lise Marstrand-Jørgensen, holder af ved Venligboerne er, at det ikke er en forening, hvor danskere hjælper nytilkomne flygtninge, men en bevægelse og et netværk, hvor alle kan bidrage med noget, og hvor mange flygtninge selv er aktive med at hjælpe andre. Her ses hun sammen med en med-venligbo, Juan fra Syrien. (Privatfoto
#Sorgensgrundstof #AnneLiseMarstrandJørgensen #KhaledKhalifa #Venligboerne