Svend Løbner

30. apr. 20192 min

Her kan du lære om religionsfrihed online

Ifølge forskningscentret Pew lever 75 procent af verdens
 
befolkning i lande, hvor religionsfriheden er begrænset af staten, og hvor der
 
sker hadforbrydelser, vold eller terrorisme på grund af religiøse
 
forskelligheder.

Det vil en ny online læringsplatform lave om på ved at
 
oplyse civilsamfund og medier såvel som diplomater og politikere om tros- og religionsfrihed.
 
Hjemmesiden www.forb-learning.org er
 
oprettet af det Nordiske Økumeniske Netværk for Tros- og Religionsfrihed
 
(NORFORB). Hjemmesiden er på engelsk med mulighed for at vælge fransk, spansk,
 
russisk, arabisk, vietnamesisk, tyrkisk osv.

Gratis oplysning til bred målgruppe

På hjemmesiden kan parlamentarikere og embedsmænd blandt
 
andet finde relevant materiale og såkaldte ”værktøjskasser” til deres daglige
 
arbejde samt oplysninger om relevante kontaktpersoner og organisationer.

For lærere og andre undervisere ligger der
 
undervisningsmateriale og inspiration til øvelser og casestudier fra den
 
virkelige verden.

Medierne henvises til de såkaldte ”Camden principper” og
 
FN’s retningslinjer for journalistik, hvor der blandt andet står, at ”alle
 
medier, som er moralsk og socialt ansvarlige og selvregulerende, bør spille en
 
rolle i kampen mod diskrimination og for at fremme interkulturel forståelse.”

Hjemmesiden tilbyder desuden video- og tekstmateriale med
 
grafiske forklaringer til almindelige borgere på syv forskellige sprog. Alt er
 
gratis og kan benyttes af brugerne til at fremme tros- og religionsfrihed i
 
deres dagligdag verden over.

Inspirerer til fordybelse og reflektion

Under menupunktet ”Til teologisk og etisk refleksion” kan
 
man læse mere om tros- og religionsfrihed set fra hver af de fem
 
verdensreligioners perspektiv. Materialet kommer både fra forskellige
 
trossamfund og fra akademiske kilder og tager udgangspunkt i religionernes
 
skrifter, filosofiske og politiske tekster. Målet er at opfordre studerende,
 
forskere og religiøse medlemmer og ledere til at reflektere over
 
menneskerettigheder og religionsfrihed i en teologisk og etisk sammenhæng.

Ønsker man at komme helt i dybden og for eksempel læse FN’s
 
Menneskerettighedserklæring selv, ligger den under menupunktet ”I dybden”. Her
 
kan man også læse om FN’s forskellige organer, og hvordan de arbejder for at fremme
 
menneskerettigheder verden over.

Der er også statistisk materiale og officielle rapporter på
 
hjemmesiden. En hjemmeside, som nok er værd at studere, for som det lyder på
 
siden:

”Hvis du vil fremme og forsvare tros- og religionsfrihed, er
 
det afgørende, at du kender dine rettigheder.”

#religionsfrihed #oplysning #læringsplatform #menneskerettigheder #forblearningorg #NORFORB