Svend Løbner
26. aug. 20193 min
Af Rahima Abdullah
Jeg havde fornøjelsen af at deltage i et arrangement, hvor
20 unge med kurdisk baggrund, der lever i Danmark som syriske flygtninge, blev
fejret. De har været her i gennemsnit ca. fire år.
Nu er de alle sammen blevet studenter og skal starte på
forskellige uddannelser i september. Nogle af dem vil læse til ingeniør, andre
vil læse forskellige fag indenfor sundhedsvæsenet og mange andre forskellige
spændende uddannelser, som vil gøre Danmark til et rigere og stærkere land.
Under festen deltog mange velintegrerede kurdere sammen med
deres børn for at vise deres støtte til de seje unge mennesker, men også for at
motivere deres børn til at gøre det samme, altså at være aktive i samfundet.
20 unge syrere med kurdisk baggrund blev fejret som studenter. De har været i Danmark i fire år og skal starte på forskellige uddannelser i september. Foto: Rahima Abdullah.
Lad os være lidt realistiske. Staten har indtil videre betalt
meget for at give disse seje unge sprogkursus og SU i løbet af deres gymnasiale
uddannelser. Og staten kommer til at bruge flere penge på dem, når de starter
på universitetet. Kun hvis de får lov til at færdiggøre deres uddannelser og
kommer ud på arbejdsmarkedet, så vil de begynde med at bidrage til samfundet,
både i forhold til arbejdskraft, men også når de kommer til at betale skat. For
med tid kan de, ligesom andre danske borgere i dette land, tilbagebetale alle
de penge, de har fået i SU og meget mere end det.
Men hvis de pludselig bliver sendt hjem på et tidspunkt,
imens de er under uddannelse, så vil de unges fremtid blive ødelagt, og staten
vil ikke få nogle af de penge, der blev brugt på at få dem til at blive
integreret i samfundet. Hvis hjemsendelsen sker, efter at de har færdiggjort
deres uddannelser, så kan de jo bare tage til et andet land og arbejde, mens
staten ikke får noget ud af det.
Det er det, det handler om, når man taler om at udvise folk,
der er integreret, i stedet for at give dem lov til at bidrage til det samfund,
der tog imod dem. Det handler også om at mishandle folk, når man lader dem leve
i usikkerhed og uvished.
Man skal være god til at skille mellem folk, der er aktive i
det danske samfund, og folk, som ikke gider at blive en del af dette samfund.
De unge, der står her, levede hver dag i usikkerhed, mens de læste på
gymnasiet. Usikkerheden og følelsen af en ubekendt fremtid vil også leve med
dem i deres liv på universitetet. De alle sammen på midlertidigt
opholdstilladelser, ligesom mig. De kan aldrig opnå permanent opholdstilladelse.
For i dag har man pligt til først at bidrage fire år på det danske
arbejdsmarked ved at arbejde minimum 30 timer om ugen. Det er et af de mange
krav, som gør det umuligt for folk, især studerende, at opnå permanent
opholdstilladelse.
Men er det rimeligt, at man arbejder 30 timer ved siden af
studiet for at opnå sikkerheden i sin tilværelse? Kan man nå det? Hvad er det,
man i virkeligheden skal tænke på under studiet? Skal man tænke på så vidt
muligt at blive klogere på sit fag, eller skal man tænke på, hvordan man får energi
til at arbejde 30 timer ved siden af studiet?
Det gør ondt, at kravene for at opnå permanent ophold og
dansk statsborgerskab ikke helt hænger sammen med, om man er integreret eller
ej. Nogle har været her i rigtig mange år, men taler ikke godt dansk og er på
kontanthjælp. De er alligevel blevet danske statsborgere. Andre er ekstremister
på en eller anden måde og ikke har respekt for det danske samfund. Alligevel er
de danske statsborgere. Vi møder også folk, ligesom dem her, som gerne vil det
danske samfund, har taget Danmark til sig og gør alt for at blive en del af
Danmark og bidrage til samfundet, men som alligevel ikke er danske statsborgere
og risikerer at blive udvist i morgen. Hvis disse unge dropper universitetet og
arbejder med fx rengøring, kan de på denne måde få en stor chance for at opnå
permanent ophold. Men den chance er der bare ikke, når de vælger at tage en
videregående uddannelse, selvom vi mangler sygeplejersker, ingeniører og
mennesker til andre vigtige funktioner i vores samfund.
Jeg ønsker de seje unge mennesker alt held og lykke i fremtiden. Jeg glæder mig til at følge deres videre færd på livets lange vej. Og jeg glæder mig til, når jeg om mindre end 2 år skal tage studenterhue på og vise, at jeg kan og vil.
Rahima Abdullah går i 2.g på Herningsholm Gymnasium. Læs hendes historie her.