Svend Løbner

19. maj 20201 min

Integrationspris til afvist asylansøger

Ahmad Omidi er netop blevet tildelt Tværkulturelt Centers
 
integrationspris 2020. Prisen, der består af et krus, et diplom og en kurv,
 
blev i år overrakt af Tværkulturelt Centers bestyrelsesformand Inge With
 
Johannesen på Tværkulturelt Centers repræsentantskabsmøde i Fredens Kirke på
 
Østerbro fredag den 15. maj.

Tidl. overrabbiner Bent Melchior holdt en tale via internettjenesten
 
Zoom til Ahmad, hvor han blandt andet sagde, at han selv som tidligere
 
flygtning kendte til at blive betragtet som sårbar, og at Ahmad på forbilledlig
 
vis har taget kampen op, for at komme ud af sin sårbare situation.

Han tilføjede også, at han håbede at de to en dag kunne
 
mødes, så Ahmad kunne få knuset, der hører med til kruset, skriver
 
Tværkulturelt Center på Facebook.

Ahmad er kurder og bor på Udrejsecenter Sjælsmark sammen med
 
sin kone Kobra og to børn Atena og Aydin.

Prisen fik han blandt andet fordi, han på trods af familiens
 
svære situation som afviste asylansøgere, har formået ikke bare at være en god
 
familiefar, men også at være til stor opmuntring og hjælp for andre mennesker,
 
skriver Tværkulturelt Center og tilføjer:

– Han er en brobygger mellem kulturer og mennesker og
 
stiller altid op med en hjælpende hånd hvor han kan, med imponerende overskud,
 
både som tolk, praktisk hjælp til arrangementer og i kirken.