Svend Løbner

22. nov. 20195 min

Jøder besvarer hærværk og terror med åbenhed

Af Svend Løbner og Michala Linn

Hvordan reagerer man som minoritet, når ens gravsteder
 
bliver vandaliseret og man bliver mindet om forsøg på udslettelse.

De fleste ville nok lukke sig om sig selv og holde sig
 
udenfor offentlighedens søgelys.

Men danske jøder har besluttet det diametralt modsatte. Få
 
dage efter hærværk mod 84 jødiske gravsteder i Randers og chikane af dansk-jødiske
 
borgere i Silkeborg den 9. november, inviterer Det Jødiske Samfund i København
 
til åben synagoge.

”Med oplysning kan had forebygges. Jødisk Informationscenter
 
tilbyder undervisningsmateriale. Skoleklasser kan booke besøg og
 
undervisningsforløb,” skriver samfundet på Twitter den 12. november.

– Den eneste vej frem er gennem oplysning og information om
 
danske jøder og jødedom generelt, sagde formanden for Det Jødiske Samfund Henri
 
Goldstein umiddelbart efter de antisemitiske hærværk og chikanerier i
 
forbindelse med mindedagen for Krystalnatten, hvor tyske nazister for 81 år
 
siden øvede hærværk mod jødiske butikker og ejendomme.

Har interesse i at åbne op omkring det jødiske

Det Jødiske Samfund – eller Det Mosaiske Trossamfund, som
 
det også hedder – inviterer nu til åben synagoge i Krystalgade i København den
 
8. december.

Vi tog forskud på glæderne og opsøgte projektleder i Jødisk
 
Informationscenter Jonathan Harmat. Centret ligger i en sidebygning ved siden
 
af synagogen, som er skarpt bevogtet af soldater og politi.

Og det viser sig, at Det Jødiske Samfund bevidst har valgt
 
åbenheden som et våben mod antisemitismen og dens voldelige følger.

– Informationscentret blev oprettet i kølvandet på
 
terrorangrebet på synagogen i februar 2015 og har kørt i fire år nu. Hele
 
bevæggrunden er derfor at informere bredt om det jødiske, fordi der florerer
 
antisemitisme i vores samfund. Der er en uvidenhed omkring jøder og generelt om
 
andre kulturer og religion – vi er jo næsten blevet religiøse analfabeter i
 
vores samfund i dag, siger Jonathan Harmat og tilføjer:

– Jeg tror, at vi kan nedbryde fordomme ved at skabe
 
forståelse og åbenhed omkring det, vi gør. Vi har været en lukket menighed: Man
 
kan ikke rigtig se noget ude fra på Krystalgade. Så vi har haft en interesse i
 
at åbne op omkring det jødiske.

Jonathan Harmat tager imod omkring 800 skolelever hver måned og viser dem rundt i synagogen. Foto: Svend Løbner.

Vigtigt at skelne mellem myter og virkelighed

Du nævner, at der er en række fordomme, som kan blive til
 
had eller ligefrem antisemitisme…

– Vi har jo alle sammen fordomme, og dem prøver vi at
 
imødegå ved at besvare spørgsmål, i stedet for at folk går rundt med deres
 
forudindtagede holdninger.

Kan det forebygge antisemitismen?

– Det tror jeg helt bestemt. Vi oplever rigtig mange forudindtagede
 
holdninger til, hvad det vil sige at være jøde. Det kunne være: ”Jøder er rige”
 
eller ”Jøder holder sig for sig selv.” Og så er der meget i forhold til Israel-Palæstina-konflikten.
 
Det kan give anledning til antisemitisme, hvis man siger: ”Alle jøder er
 
zionister” eller ”Alle jøder er Israel.” Jødedom er en verdensreligion. Der
 
findes jøder på alle kontinenter. Der findes også jøder i Israel, men vi bliver
 
nødt til at skille det ene fra det andet, så vi kan have en informeret samtale.

Jøder er danske og samtidig en religiøs minoritet

Jøderne er en af de ældste minoriteter i Danmark. De første
 
jøder kom til Danmark for omkring 400 år siden i 1622. Danske jøder fik
 
rettigheder ret tidligt – i 1814. Så i den forstand er vi jo bare danskere, og
 
for de fleste af os er dansk vores modersmål, fortæller Jonathan Harmat og
 
kommer ind på forholdet mellem religion og danskhed:

– Der har tidligere været en tendens til at sige, at
 
danskhed og kristendom går hånd i hånd. Sådan er situationen ikke længere. Vi
 
er et bevis på, at man godt kan have en anden religiøs eller kulturel baggrund
 
og stadigvæk være dansker. Jødisk kultur bliver jo også påvirket af den danske.
 
Hvad er dansk-jødisk mad? Jamen, det er smørrebrød, som er kosher. Vores
 
identitet favner begge dele. Man kan være 100 procent jøde og 100 procent dansk
 
på samme tid, fastslår Jonathan Harmat.

På den anden side er jøder også en minoritet, indrømmer han.

– Vi er en religiøs minoritet, der har nogle specielle
 
ritualer og en bestemt tro. Der kan der også opstå nogle problemer, hvor
 
majoritetssamfundet kan synes, at de er anderledes, gammeldags eller
 
barbariske. Jeg tænker specielt på kosher og omskæring. Kosher-slagtning blev
 
forbudt i Danmark i 2012, og sidste år havde vi den store debat om omskæring. I
 
jødedommen omskærer man drengebørn, hvis de ellers er raske, på ottendedagen.
 
Det er jo en ting, som er beskyttet af grundloven – vi har ret til
 
religionsfrihed, men i dag bliver det taget op på ny. Det er en situation, hvor
 
vi godt kan føle os mere som en minoritet, end vi ellers gør.

Danner dialogkorps med muslimer

Mærker I så et særligt fællesskab med andre minoriteter i
 
Danmark, fx muslimer?

– Som jøder har vi en lang erfaring med at bo blandt andre
 
folk. Det har vi gjort i 2000 år, siden templet blev ødelagt i Jerusalem, og
 
indtil 1948. I tidens løb har det ofte været med negativt fortegn. Jøder har
 
levet som andenrangsborgere og først sent fået lige rettigheder. Dér kan vi
 
måske lære muslimerne nogle ting.

“Vi er bogens religion allesammen,” siger Jonathan Harmat og ser op mod symbolet for den jødiske Tora, som er led i Gamle Testamente og henvises til fra Koranen. Foto: Svend Løbner.

– Vi har mange ting tilfælles – også med kristendommen. Vi
 
er bogens religion alle sammen, men jødedom og islam er ens på den måde, at de
 
er lovreligioner. Mange af vores riter og praksisser finder pendanter i islam.
 
Det kunne være spiseregler, renhedsforskrifter, daglige bønner; der er mange
 
punkter, hvor vi kan lære noget af hinanden.

Nogle gange slår vi i Jødisk Informationscenter pjalterne
 
sammen med andre minoriteter – særligt med muslimer. Vi oplyser om, at man godt
 
kan leve i harmoni. Det har vi historiske eksempler på, fx i Marokko og
 
Andalusien i gamle dage, hvor jøder og muslimer levede i forholdsvis fred og
 
fordragelighed, og hvor den jødiske og muslimske elite af rabbinere og imamer inspirerede
 
hinanden og arbejdede sammen om at løse fælles teologiske problemstillinger og
 
blev inspirerede af hinanden.

Jødisk Informationscenter indgår i såkaldte dialogkorps, som
 
er halvt muslimske og halvt jødiske, og tager ud på skoler sammen. Centret laver
 
talks og events med imamer og deltager i ”Tro i Harmoni” og ”Din tro, min tro.”

– Når vi er på folkemødet og taler med unge muslimer, finder
 
vi ud af, at vi har meget til fælles: De semitiske sprog, gudstjenester osv. Så
 
der er mange kontaktflader, fortæller Jonathan Harmat.

Tora og tradition: Tag godt imod fremmede

I samtalen kommer vi også ind på Europas og Danmarks stramme
 
flygtningepolitik, som han mener er ”uhensigtsmæssig”:

– I jødedommen og den arabiske kultur har man en kultur for
 
gæstfrihed. Du finder det hos beduinerne også. I den kultur må man ikke spørge,
 
hvem der kommer til én inden for de første tre dage. Det er ligegyldigt, om det
 
er fjenden, der kommer. Personen skal have vand og mad og hvile. Når vi møder
 
folk, der flygter, skal vi møde dem som mennesker. Det kan vi lære af vores
 
tradition og vores historie. Der står i vores Tora, at ”du skal behandle de
 
fremmede godt, for du var selv fremmed i Egypten”. Og den fremmede er også en
 
ikke-jøde. Det er ikke din nabo. Det er den fremmede. Så det er en moralsk
 
påmindelse om, at vi selv var fremmede, vi kan selv blive fremmede, så når den
 
fremmede kommer, skal vi behandle personen med respekt.

Fremmed eller ej: Synagogen åbner for besøg søndag den 8.
 
december, og her kan interesserede få indblik i religionen, der er tæt knyttet
 
til både kristendom og islam. Til hverdag tager Jødisk Informationscenter imod
 
skoleklasser – og 800 skoleelever tager imod tilbuddet hver måned. Og lærerne
 
kan supplere deres viden med undervisningsmateriale på Jødisk
 
Informationscenters hjemmeside.