Jødisk-kristent par: Vi har aldrig udskudt de svære samtaler

”Vi har fra begyndelsen talt om de svære
 emner, og det, der kunne give os udfordringer. Det har ikke ligget til os at
 udskyde den slags samtaler. For os har det snarere været en måde at lære os
 selv og hinanden bedre at kende. Vi har været nysgerrige efter at udforske det
 tværreligiøse felt sammen og finde frem til, hvor vi hver især står,” siger Siw
 Krasnik.

Gennem de seneste 30 år har hun dannet par
 med Claus. De bor i København sammen med den 19-årige søn, som går i 2. g.
 Deres tvillingedøtre på 25 år er flyttet hjemmefra og er begge studerende.

Pigerne kommer forbi flere gange om ugen og
 også til de jødiske højtider. Så finder Siw shabbatslys og andre religiøse
 genstande frem, som hører fejringen til, og de spiser mad, som er symbol på
 deres kulturelle baggrund. Synagogen i Krystalgade og den jødiske skole,
 Carolineskolen, er inden for overskuelig afstand, og der er også kort vej til
 det jødiske plejecenter Deborah Centret, hvor Siw Krasniks mor boede de sidste
 elve år af sit liv, og hvor Siw i dag er formand for bestyrelsen. Der kan
 beboerne leve den sidste del af deres liv i en kulturel og religiøs kontekst,
 de kender. De jødiske helligedage fejres, rabbineren kommer på besøg, og der er
 forståelse for, at traumer fra holocaust kan gøre alderdommen særlig svær for
 en del af beboerne.

I Siw Krasniks barndomshjem fyldte holocaust
 og jødernes historie meget. Hendes bedsteforældre kom til Danmark i starten af
 det 20. århundrede som følge af pogromer i Rusland og Østeuropa, og hendes far
 har gået på den jødiske drengeskole, der er forløberen til Carolineskolen, mens
 hendes mor voksede op i Norge i et religiøst hjem.

”Jeg er dansk-jødisk opdraget, har gået på
 Carolineskolen og var i min ungdom i det jødiske miljø. Jeg havde også
 legekammerater, der ikke var jøder, og det var mine forældre åbne over for,” fortæller
 hun.

Som ung mærkede hun et behov efter at udvide
 sin horisont, og hun var bevidst om at skabe nye relationer.

”Jeg har rejst meget og opfatter mig selv som
 kosmopolit, men samtidig forankret i det jødisk kulturelle. Den forankring har
 vi også forsøgt at give vores børn,” siger Siw, som netop er kommet hjem efter
 en rejse til Grønland i forbindelse med sit arbejde som lektor på et gymnasium.

I samarbejde med Claus finder hun vin, vand,
 saltstænger og mandler frem. Solen skinner, og det er oplagt at gå ned i den
 solfyldte baggård for at fortsætte samtalen.

Også Claus har siden ungdommen været optaget
 af verden uden for Danmark og har i forbindelse med sit arbejde inden for
 eksport rejst især i Asien. Som barn lagde han mærke til verdens mangfoldighed.
 

”Mit hjem var kulturkristent, min far ateist,
 og min mor var kristen, og hendes tro betød en del for hende i hendes sidste
 år. Jeg blev døbt og konfirmeret som de fleste andre, ellers betød religion
 ikke noget særligt for mig, før jeg mødte Siw,” siger han, og Siw uddyber:

”Forskellighederne mellem os var ikke et
 problem, snarere en mulighed for at få det bedste ud af situationen. Sådan så
 vi begge på det fra begyndelsen, og vi var begge indstillet på at indgå
 kompromiser. Vi har øvet os i at mærke efter, hvad der ligger vores hjerte
 nærmest og tage det med os i vores fælles liv, mens vi har ladet andet ligge.”

Et emne, der hurtigt kom på banen, var,
 hvordan de eventuelt kommende børn skulle opdrages, og hvilket religiøst
 tilhørsforhold de skulle have.

”Det var hurtigt klart for mig, at der kun
 var et svar på spørgsmålet om børnenes religion. Som jøde er børn af en jødisk
 mor per definition jøder, og det var vigtigt for hende at give den jødiske
 kulturelle ballast videre. Det havde jeg forståelse for,” siger Claus, der
 samtidig understreger, at han har fuld respekt for par, hvor den ene vælger af
 konvertere til jødedommen.

”Der er en del par, der vælger den løsning,
 og det kan selvfølgelig give nogle fordele. For mig har det aldrig været
 aktuelt. Det har ikke så meget handlet om tro, men om kulturelt
 tilhørsforhold,” siger Claus.

Siw supplerer: ”Børnene har gået på den
 jødiske skole, hvor de har fået en jødisk identitet og et indblik i det jødiske
 liv og kultur, men også et stort udblik. Carolineskolen giver børnene et
 ståsted, men også et udblik, en eksistentiel dannelse, som de tager med sig
 videre.”

Siw har gået på Carolineskolen og har også
 været aktiv i skolens bestyrelse i en årrække. Samtidig har Claus bakket op om,
 at børnene har fået en jødisk identitet.

”Jeg tror, at det er vigtigt med et ret klart
 udgangspunkt, når man skal fungere i en multikulturel og multireligiøs verden.
 For os har det været et godt og logisk valg, at børnene er jødiske,” siger
 Claus.

Siw supplerer: ”Det har været vigtigt for mig
 at give den kulturelle identitet videre. Jeg er også samlingspunkt for
 familien, når de jødiske højtider skal fejres. Så kommer min bror og hans
 familie. Jeg kan de traditionelle retter, hønsekødssuppe, steg, sveskekompot,
 kartoffelpandekager til vores lysfest, chanukka, osv.,” forklarer Siw.

På vinreolen ligger også nogle flasker jødisk
 vin, lavet af druer, der ikke også anvendes til kristen altervin, og som der
 derfor med sikkerhed ikke er bedt kristne bønner over. ”Dem har vi liggende,
 hvis vi får familie og venner på besøg, der efterlever dette,” forklarer Siw.

Omtrent halvdelen af deres omgangskreds er
 jødisk, og i hjemmet står en del jødisk litteratur, både erindringer fra
 holocaust og skønlitteratur af forfattere med jødisk baggrund. Også den
 dansk-jødiske journalist Martin Krasniks seneste bog ”Fucking jøde!” står på en
 af bogreolerne i stuen.

På et chatol i en anden stue står en
 chanukka-stage, som Siws forældre fik i bryllupsgave, og ovenover hænger et
 maleri af ortodokse jøder på vej til synagogen, også en gave, forældrene fik
 til deres bryllup. Ellers er der kun få religiøse genstande synligt fremme.
 Bønnebøgerne ligger gemt væk i et skab, og på døren ind til lejligheden hænger
 et lille klistermærke, som gør det ud for en mezuzah, en kapsel, der indeholder pergament med en bøn fra 5.
 Mosebog, og som anbringes på dørkammen til jødiske hjem, og et æble, der
 symboliserer ”det runde og søde ”. Et symbol på og en del af madtraditionen for
 det jødiske nytår Rosh Hashana.

”Jeg har ikke behov for at have religiøse
 genstande stående fremme eller bære religiøse symboler. Jeg synes naturligvis,
 at det er forkert, at unge mænd ikke kan bære kalot eller mænd og kvinder kan
 bære jødestjerne uden at blive chikaneret. Jeg har ikke behov for at skilte med
 mit tilhørsforhold, og jeg går heller ikke i synagogen et bestemt antal gange
 om året, men når hjertet banker for det,” siger Siw.

”Faktisk er det ofte Claus, der husker mig
 på, at vi skal en tur til kosher-slagteren, når en jødisk højtid nærmer sig,”
 tilføjer hun med et smil.

Claus har siden, han mødte Siw, jævnligt
 besøgt synagogen i Krystalgade. Siw går ligeledes med i kirke, når Claus’
 familie inviterer til bryllup, dåb, konfirmation eller begravelse. Hun deltager
 også i jule- og påskefrokoster, men ønsker ikke at fejre juleaften.

”For mig er symbolikken i den danske
 julefejring for kristen og for tysk. De seneste år har Claus deltaget i
 julegudstjeneste i Marmorkirken. Vi spiser julemad herhjemme, for det vil Claus
 gerne have, men vi danser ikke om juletræ eller synger salmer,” siger Siw.

Til gengæld har familien udviklet en
 tradition for, at de hvert år den 4. maj og igen juleaftensdag tager i
 Mindeparken og mindres ofrene for 2. Verdenskrig. Efterhånden er denne aften
 også en markering for at mindes mennesker, der bliver ofre for religiøst
 betingede krige nu-til-dags.

Siw og Claus blev fra begyndelsen taget godt
 imod af hinandens familier, og Claus udviklede et fortroligt venskab med Siws
 far, der med tiden fortalte sin svigersøn om sin tid i kz-lejr.

”Jeg var et af de ganske få mennesker, han
 fortalte om den tid, og i det hele taget var det en gestus, at han åbnede sig
 for mig, for han var ellers mest tryg i det jødiske miljø,” siger Claus.

Siw nikker: ”Da Claus mødte min far, forærede
 min far ham en kalot som en anerkendelse og velkomst til det jødiske liv
 velvidende om, at Claus ikke ville konvertere. Det har givet stor respekt, at
 Claus har bakket op om børnenes jødiske opvækst og har været med i synagogen
 ved navngivning bar mitzvah osv., og det har gjort mange ting lettere. I
 begyndelsen var det min far, der tog Claus med, men efterhånden som min far
 blev ældre og mere svagelig, skiftede rollerne.”

”Det jødiske miljø kan være ret lukket, og
 jeg bliver nok aldrig fuldtud en del af det. Jeg tror, at jeg er kommet så tæt
 på, som man kan komme som ikke-jøde,” siger Claus.

Det eneste tidspunkt, hvor det for alvor har
 været svært for Claus, var, da deres søn skulle omskæres.

”Vi havde talt om det, og vi havde besluttet,
 at han skulle omskæres. Det hører med, også selv om det er det kulturelt-jødiske
 og ikke det religiøse, der betyder noget i vores familie,” siger Claus. Selv om
 han var indstillet på, at Isak skulle omskæres, var det et hårdt øjeblik at
 skulle igennem.

”Overrabbineren stod i vores køkken og sleb
 kniven, og inde i stuen sad 50-60 mennesker samlet for at fejre begivenheden.
 Jeg var lige ved at tage min søn i favnen og stikke af med ham. Jeg sagde til
 overrabbineren, at han lige måtte give mig et minut. Så tog vi en snaps hver og
 stod og talte sammen i fem minutter. Så gik han ind og foretog omskærelsen. Så
 var det slut, og det var gået godt,” husker Claus.

Da børnene var små, fortalte Siw og Claus
 bibelhistorier for dem, som kristendommen og jødedommen har til fælles bl.a.
 Abraham og Sara, Kain og Abel og om Samson.

”Vi har også inddraget kulturhistorien. Vi
 har besøgt Amsterdam og set Anne Franks hus, læst hendes dagbog og set
 tv-udsendelser og film om holocaust. Vi har ikke givet dem identitet som ofre,
 men forsøgt at fortælle dem, hvilke værdier vi sætter højt, og hvordan disse
 værdier kan blive truet,” siger Siw.

”Vi har vist dem Frihedsgudinden i New York
 og fortalt dem, hvordan jøderne blev afvist, da de kom sejlende dertil i
 slutningen af 2. Verdenskrig. Det har givet dem en bevidsthed om, hvordan
 jøderne har overlevet, og hvor meget respekten for det enkelte menneske
 betyder.”

Især da børnene gik på Carolineskolen, kom de
 ofte hjem og fortalte om undervisningen, som dannede udgangspunkt for gode
 samtaler i familien om det fællesmenneskelige, understreger Claus.

”For mig er religionen især en historie, jeg
 tror på, fordi den giver mig værdier og pejlemærker. Dem vender jeg tilbage
 til. Her er de ti bud en vigtig ballast,” siger han.

Sidste år var de på en fælles rejse til Israel,
 hvor de besøgte Jerusalem og Tel Aviv. Især Jerusalem var en stærk oplevelse
 for dem begge.

”Vi stod i religionernes kryds- og spændingsfelt. Vi besøgte Grædemuren, Gravkirken og Yad Vashem-mindesmærket for de jødiske ofre for holocaust, og vi oplevede, at der var plads til os begge og vores individuelle og fælles historie,” siger Siw.

De er indstillet på, at deres børn måske vil
 finde kærester og ægtefæller, som hverken er jødiske eller kristne.

”Vi har opdraget vores børn til at forholde
 sig åbent og dynamisk. Det er også min holdning til det jødiske. Det nytter
 ikke at lukke sig inde, for så dør menigheden ud. Vi må åbne op, også for
 personer, som ikke har jødisk mor, men har en jødisk tilknytning på en eller
 anden vis i slægten, fx i form af en oldefar, farfar eller far, og vi må også
 åbne dørene for ikke-jøder,” siger Siw.

Claus synes ikke, at en kommende svigersøn
 eller datters religiøse eller kulturelle baggrund er afgørende: ”Uanset hvem,
 mine børn kommer hjem med, må jeg klappe hælene sammen og bakke op. Det er en
 livsholdning, jeg ikke kan gå på kompromis med, og sådan som samfundet udvikler
 sig, bliver det tværreligiøse ægteskab noget, mange skal prøve kræfter med,”
 siger han.

”Ja, vi er på forkant. Vi er et eksempel på
 den gode integration,” smiler Siw.

• Dansk-indisk par: Vores tro bygger bro over kulturelle forskelle
 par: Vores tro bygger bro over kulturelle forskelle, Sameksistens.dk,
 03-09-2018

• Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 2): ”Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det skal være nemt”
 par (Petrea & Ahmed 2): ”Vi har jo ikke valgt at være sammen, fordi det
 skal være nemt”, Sameksistens.dk, 08-02-2018

• Dansk-tamilsk par: Religion har været det mindste problem for os
 par: Religion har været det mindste problem for os, Sameksistens.dk, 12-04-2016

• Kristent-muslimsk par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten
 par: Det bankende hjerte var stærkere end frygten, Sameksistens.dk,
 12-10-2015

• Kristen gift med muslim: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en ateist”
 gift med muslim: ”Det ville være meget sværere for mig at være gift med en
 ateist”, Sameksistens.dk, 28-09-2015

• Kristent-muslimsk par (Petrea & Ahmed 1): Kirken var den største trussel mod kærligheden
 par (Petrea & Ahmed 1): Kirken var den største trussel mod kærligheden,
 Sameksistens.dk, 21-09-2015

#jødiskkristentpar