Svend Løbner
28. juli 20206 min
Boganmeldelse
af Marianne Olsen
Der er en grund til, at den danske regering ikke vil give adgang til arkiverne fra besættelsestiden, for de skammer sig gudsjammerligt over, hvor omfattende det danske samarbejde med tyskerne var. (Asger Aamund, s. 349)
Dette er en
god indgangsreplik til Michael Müllers bog Barn af besættelsen, der giver
en adgang til noget lige så værdifuldt som gamle arkiver: gamle menneskers
barneerindringer!
Et gammelt
Danmark vokser frem i læserens bevidsthed I løbet af 28 personlige fortællinger
om oplevelsen af den tyske besættelse 1940-1945. Michael Müller, der selv er
født i 1985, har sat sig for at kontakte folk, der enten er født under eller
ret kort tid før besættelsen. Han har taget sin diktafon med, så bogen gengiver
de 28 medvirkendes eget levende sprog.
Barneperspektivet
– nedskrevne optagelser
Vi får
besættelseshistorien og tiden derefter berettet fra barneperspektivet. De
medvirkende, som alle er kendte danskere, får så at sige lejlighed til at blive
som børn igen. Nogle oplever forældrenes tavshed, andre de voksnes åbenhed. ””Vi
tumler med nogle spørgsmål,” sagde min far, og det beundrede jeg ham for, fordi
han gav mig svar. Selv om det var en svær tid, var mine forældre gode til at
tale med os børn om, hvad der skete.” (Jytte Abildstrøm s. 33)
Nogle ser
verden fra et konservativt ståsted, andre fra et kulturradikalt.
Holdninger
til samarbejdspolitikken
I disse år,
hvor arkiver åbnes, bliver holdningerne til samarbejdspolitikken igen drøftet.
Det er også tydeligt i fortællingerne om forældrenes holdninger: Kjeld
Hillingsø fortæller: ”Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943,
åbnede min far sin næstsidste flaske champagne og udbrød: ”Endelig er vi kommet
i krig med tyskerne.” Han mente, at Danmark havde svigtet den 9. april” (161).
I hans
fortælling bliver det også tydeligt at man mente at tyskerne ville vinde
krigen. Den slags viser sig også i børnehøjde: ”Under besættelsen begyndte jeg
på Læssøesgades skole. I frikvartererne legede vi tyskerne mod englænderne. Vi
små blev sat til at være englændere og sikrede dermed tysk sejr. Længere inde i
krigen måtte vi små skifte til tyskerne, som blev besejret og taget til fange
under megen skubben og råben.”
Men også i børnehøjde dukker de (få) samvittighedsfulde undtagelser op der har en mere dybtgående retfærdighedsfølelse: ”Der var heldigvis en af de ældre elever, som fik samling på tropperne, for han syntes, at det var usselt at gå og banke på de små.” (162)
Det kan se
ud som om det handler om noget andet, men det gør det netop ikke.
Brud og modstand
Efter
bruddet med tyskerne i august 1943 kom modstandskampen for alvor i gang, og
håbet om at kunne tilhøre de allierede tog form. Det blev af den allerstørste
betydning for landet som nation: Dronningen fortæller om sin mor, at hun havde
sagt: ””Vi skammede os sådan.” Det glemmer jeg aldrig at hun sagde, fordi ens
forældre skal ikke skamme sig. (…) Jeg vil sige at min far indså, at
samarbejdspolitikken var den eneste vej, der var, mens min mor måtte indse det.
Det er nok sådan, man skal se det. Derfor følte de også, at de kunne være sig
selv lidt mere bekendt, da samarbejdspolitikken ophørte den 29. august 1943.”
(s. 14)
Den
franske skole
Den engelske
fejlbombning af den franske skole, hvor 83 børn døde, indtager en helt speciel
plads i besættelsestidens historie.
Merete
Cordes, der sammen med sine to søstre blev reddet den 21. marts 1945 fortæller:
”[..]mens jeg sad på skødet af min søster [..] kom bomberne; der lød en masse
brag, og hele bygningen rystede, inden der blev dødstille (s.57) Min søster tog
mig i hånden, og vi kravlede ud i skolegården sammen med fire andre piger. […]
På Betty Nansen Teatret havde også min ældste søster, Kirsten, søgt tilflugt.
[…] Da søster Margrethe[lærerinden] så, at vi tre søstre alle var uskadt, bad hun
os om at smutte hjem” [58]
Jøderne
Gennem hele
bogen lurer faren på jøderne: Nazismens ideologi hviler på en raceteori, der
intet har med virkeligheden at gøre, og Hitlers kamp havde som formål, at jøder
skulle væk fra Europa, ja, helst fjernes fra jordens overflade. Derfor kunne
man ikke, hverken i de år eller efter krigen, undgå at tage stilling til den fare,
der lurede på de medborgere, der var jøder. Ghita Nørbys forældre flyttede ud i
nogle jødiske venners hus, som de passede, mens ejerne måtte flygte til
Sverige.
Bent
Fabricius -Bjerre giftede sig efter krigen med en jødisk kvinde: ”Jeg havde
flere jødiske bekendte, blandt andre en jødisk pige, som jeg mødte i Tisvilde
og blev gift med efter krigen. (..) Hendes far ville ikke rejse til Sverige
under jødeforfølgelsen i 1943; han mente, at det var under hans værdighed at
flygte, så han tog i stedet sit eget liv.” (s. 103)
Ellers havde
den kendte musiker været upolitisk og var gået mere op i sit spil. Men musikken
kunne altså ikke beskytte ham mod nazismen: ”I 1941 indspillede jeg min første
plade, efter at jeg havde vundet en konkurrence. Pladeselskabet hed Odeon,
der oprindelig var en tysk koncern, som samarbejdede med det engelske
pladeselskab His Master’s Voice. Da jeg skulle indspille pladen, havde
direktøren for pladeselskabet en bog, der hed Juden in der musik. Han
måtte ikke indspille melodier, som jøder havde skrevet, og eftersom jøderne
havde skrevet næsten al den gode musik, fandt vi på at sætte falske
komponistnavne på pladeomslaget.” (100)
Europæere
med selvstændig tænkning
Selv om
antisemitismen er latent i hele Europa, er der også fornuftige folk, der tør
tænke selv og for hvem et menneske er et menneske.
Det
fortæller Bent Melchior om i sin beretning: ”Om lørdagen holdt jeg fri fra
skole, der holdt jeg sabbat, og da min klasselærer, Bruno Thomsen, blev klar
over, at jeg skulle fejres den kommende lørdag, bad han mig om at holde et
foredrag for klassen om, hvordan bar Mitzvah foregik. Det var et fint
træk af ham; der var ikke noget tys-tys, fordi jeg var jøde. Det stod åbent og
klart. (213)
Om dansk
politik siger Bent Melchior, at det kunne jo næsten kun blive tysk sejr, efter ”at
tyskerne erobrede land efter land.” (215)
Hans egen
historie er heldigvis almindelig kendt, men netop i dag, hvor det offentlige
rum er fyldt med så megen religiøs intolerance, er det øjenåbnende at se Biskop
Plum i Nykøbing Falster mindet som den der lever Bibelens ord, da han viser
’sine flygtninge’, inden de rejser, at han kender og ærer deres højtid Yom
Kippur.
Bent
Melchior: ”Du skal elske din næste som dig selv, og du skal elske den fremmede
som dig selv. Det tager jeg meget bogstaveligt. Der er ikke tale om et
kærlighedsforhold, men et solidaritetsforhold – en solidaritet med den svage og
den, der ikke har fået chancen. Vi er ofte hurtige til at dømme, fordi vi ikke
sætter os ind i den andens situation; det er en lærdom, som jeg har fået fra
Anden verdenskrig og Holocaust. Ingen skal blive slæbt til dødskamre igen.”
(229)
Undtagelsen
Som i den
rigtige verden uden for bøgerne, er der også inde i denne bog en undtagelse:
Herbert Pundik har selv skrevet sin beretning. Men det er et så vigtigt bidrag,
at læseren har al grund til at glæde sig over at få det med: ”En gammel dame
bryder gennem en tysk afspærring, går over pladsen og snubler, med vilje eller
ej, over et kabel, rejser sig og udstøder en strøm af ukvemsord rettet mod
tyskerne.” (s.265)
Og om
flugten: ”Man er ikke den samme efter at have gennemgået en sådan oplevelse.
Måske i dagtimerne, men i hvert fald ikke om natten, når drømmene tager over […]
Jeg husker, at jeg vendte mig om, inden vi forsvandt under dæk. Inde på
stranden lå Nikolaisen og hans kone på knæ i sandet, med hænderne samlet i en
stille bøn for vor frelse.” (272).
Senere kom
han hjem med den danske brigade og var fangevogter for Frøslevlejren, ”der i
sejrens anledning var blevet omdannet til fangelejr for tyskere og deres danske
håndlangere. Jeg husker ikke den periode som fangevogter med stolthed. Den
afslørede, i hvert fald for mit vedkommende, hvor skræmmende tyndt det
kulturlag er, der adskiller vore normer om anstændig livsførelse fra de
primitive instinkter, vi har fået i arv. Tyskerne havde tabt krigen, nu skulle
de ydmyges af en 17-årig dreng udstyret med en maskinpistol og en 9 mm Husqvarna-pistol.
[…] Som voksen, minus maskinpistol og revolver i bæltet gjorde jeg mit for at
bøde for min opførsel, ved at fremme forståelsen for det nye demokratiske
Tyskland.” (275)
”Gud
overlevede ikke krigen. I hvert fald ikke min gud. Hitler-regimet havde dræbt
seks millioner af mine trosfæller. Halvanden million var børn. Antisemitismen,
jødehadet, der er en sygdom, som mange ikke-jøder lider af, men som jøderne dør
af, havde forfulgt dem, endnu før Europa blev kristent, helt tilbage til
romerne. Den har drevet mine bedsteforældre på begge sider på flugt fra deres
russiske oprindelsesland til henholdsvis Tyskland og Danmark.” (277)
En helt
særlig kommunikation
Michael
Müllers veloplagte og venlige nysgerrighed er enhver journalists ideal, og når
videbegæret som her møder gamle folks fortælleglæde, kan verden åbne sig. Det
er hvad der sker i denne bog, som anbefales på det varmeste til alle, der gerne
vil vide noget om at være menneske og medmenneske dengang – og til alle tider.
Michael
Müller: Barn af Besættelsen, Gyldendal, 351 sider.