Svend Løbner
17. juni 20203 min
Af Svend Løbner
Hvad har interviewteknik med Black Lives Matter at gøre? Jo,
at det hele handler om at lytte ordentligt efter.
Black Lives Matter er blevet en global protestbevægelse
efter mordet på George Floyd i Minneapolis, USA. En hvid politibetjent holdt
den sorte mand nede med sit knæ i over otte minutter, mens manden gispede efter
vejret og trak sit sidste suk. Hændelsen blev filmet på video og står nu som
symbol på over 400 års racisme og diskrimination mod sorte i USA.
Når bevægelsen også spreder sig til Danmark, skyldes det at
racismen også florerer her – fra skældud og spyt på gaden til systemisk
racisme, der gør, at folk med mørk hudfarve og eksotisk klingende navne har
meget svært ved at få arbejde.
Inden vi hvide majoritetsdanskere går i forsvarsposition og
erklærer, at vi hver især bestemt ikke er racister, så lad os lære af den
journalistiske interviewteknik: Lyt ordentligt efter, hvad folk siger!
Jeg trækker på den prisvindende Politiken-journalist Nils
Thorsens fine bog Klangen af et menneske (Ajour 2008):
Indstil dig på input – ikke på output. Der er ikke
noget mere irriterende end en selvsmagende journalist, der er så imponeret over
at have fået et interview med en kendt kulturpersonlighed, at han eller hun
absolut også skal fortælle om egne meritter og holdninger. Som journalist er du
til for at lytte og skal kun spørge ind for at kunne lytte endnu mere og helt
få afdækket en given problematik.
Lyt til hele mennesket – ikke kun ordene. Se ind i
øjnene, følg blikket, læg mærke til mimik osv. Den nonverbale kommunikation siger
meget mere end selve ordene. Det hjælper dig til at ane glæden, lysten, vreden,
apatien, og giver indgangsvinkler til nye spørgsmål. Hvor går vi glip af meget,
hvis vi ikke mærker stemningen, men blot slavisk følger vores forberedte spørgsmål.
Lyt til pauserne – ikke kun talestrømmen. Hvorfor
standser interviewpersonen op lige her? Hvorfor kredser personen rundt om en
hændelse, uden at fortælle, hvad den egentlig drejer sig om? Hvad er det, der
ikke bliver sagt, og hvorfor? Hvis journalisten er for hurtig og bryder ind i
pauserne, kommer guldkornene ikke frem, og interviewet bliver overfladisk og
uinteressant.
Det handler om at lytte til klangen af personen for om
muligt at kunne forstå og beskrive de spor i sjælen, som måske for altid
definerer personens liv og virke. Her er, hvad jeg mærker, når jeg interviewer afrodanskere
og andre, som skiller sig ud fra majoriteten:
Min egen uvidenhed om, hvad det vil sige at være en
minoritet, der skiller sig ud med sin hudfarve. Jeg er selv vokset op som
hvid i en sort sammenhæng og blev naturligvis bemærket og behandlet anderledes.
Men jeg var en del af den privilegerede elite og mærkede kun irritationen over
ikke at kunne blende ind og gå i fred. Hvad sorte oplever i hvide Danmark er
chokerende. Verbale overgreb, spyt og skub på gaden og den mere subtile
diskrimination på arbejdsmarkedet. Det har jeg lært nu, hvor sorte tør tage
bladet fra munden og fortælle om deres oplevelser. Og når jeg indstiller mig på
input og lytter ordentligt efter.
Jeg lægger også mærke til blikke og kropssprog –
eller rettere, at sorte ofte lader blikket vige, ofte undskylder sig, ofte er
overdrevent høflige – måske af frygt for at støde, måske for at sikre sig
retten til blot at være med i samtalen. Jeg har ikke rigtig opdaget det før,
selv om jeg boet blandt afrikanske venner og interviewet et hav af afrikanske
kilder. Jeg mistænker, at en rest af kolonialismen stadig ligger som et
dæmpende og tyngende åg på deres skuldre.
Og så opdager jeg, hvor meget tavshed betyder – ikke
blot tavshed mellem ordene fra en interviewperson, men min egen og
majoritetssamfundets tavshed, når vi ser overgreb på helt almindelige
menneskerettigheder. Hvorfor siger vi ikke til? Hvorfor griber vi ikke ind?
Hvorfor gør jeg det ikke? I de mange fortællinger fra sorte medborgere har jeg
lært hvor meget den form for tavshed betyder. Den betyder at de føler sig ladt
i stikken, nedvurderet som uværdige og efterladt i en værre position end at en
tilfældig idiot råber ad dem på gaden.
Alle vores afrodanske medborgere holder et spejl op og
viser, hvordan vi er og handler mere eller mindre bevidst. Ikke blot nogle få
idioter i skoleklassen eller nattelivet. Men os alle i tavsheden – enten på
gaden eller i samfundet som helhed.
Nils Thorsens interviewteknik kan lære os at lytte. Black
Lives Matter kan hjælpe os at forstå. Og de mange fortællinger, som nu kommer
frem, vil forhåbentlig fremkalde et så klassisk begreb som ”anger” hos os alle,
så vi siger racismen midt imod og giver alle minoriteter lige adgang og
muligheder.