Svend Løbner
15. aug. 20194 min
Af Michala Linn og Svend Løbner
Lyt til artiklen her:
Mere end 1 million danskere bor ifølge Danmarks Statistik alene. En tendens, der kun er steget de sidste fem år. Derfor undrer det ikke, når foreningen Mod Ensomhed konstaterer, at 350.000 danskere føler sig ensomme. Som reaktion er flere nu begyndt at leve sammen i bofællesskaber med fællesspisning, fællesarealer og fælles pligter.
Én af dem er Hans Erik Friberg. Siden 2011 har han boet med
sin hustru, Inge, i et såkaldt ”økumenisk klosterfællesskab”. Da muligheden for
at overtage et gammelt kloster i Taastrup bød sig, satte det tanker i gang hos
den i dag 56-årige iværksætter:
– Jeg længtes efter at leve på en anden måde, husker Hans
Erik Friberg. – Jeg ønskede at leve mere i et fællesskab i stedet for at leve i
ensomheden eller individualiteten, fortsætter han.
Måltidet skaber en nærhedssituation
Derfor sprang parret ud i projektet: Solgte deres villaejendom,
købte ”Klostergaarden” i Taastrup og grundlagde et fællesskab, der i dag tæller
12 personer mellem 20 og 70 år. Inge og Hans Erik Friberg er kristne, og derfor
var det naturligt at lade sig inspirere af klosterets historie og assumptionssøstrene,
der indtil 2011 havde drevet stedet:
– Vi har reformeret deres kloster. Vi vil nok kalde det et
moderne kloster, forklarer Hans Erik. – De væsentligste forskelle er, at vi har
taget cølibatet og de livslange løfter ud af det. Derudover har vi minimeret
tidebønnerne til to gange om dagen, fordi folk skal på arbejde. Men vi holder
fast i fællesskabet omkring bordet og bønnen, uddyber han.
Netop måltidet kan noget særligt i forhold til at skabe
intimitet mellem mennesker, mener Friberg:
– Måltider kan noget med fællesskab, og det behøver ikke
være en religiøs ting. Måltidet samler, fordi vi gør noget ud af
aftensmåltidet. Når vi så sidder der, kommer fortællingerne. Måltidet giver en
intimitet og nærhedssituation, forklarer han.
Derudover genererer fællesskabet et overskud:
– Når man kun skal lave mad tre gange om måneden og kan tage
imod et måltid de resterende 27-28 dage, giver det et ekstremt overskud,
konstaterer Hans Erik.
Modvirker ensomhed
Hans Erik Friberg genkender ’ensomhedsproblematikken’, som
han kalder det, fra dagligdagen:
– Vi har både haft studerende, som er flyttet hjemmefra og
havner i ensomhed, vi har haft singler i 30’erne og 40’erne som også lever i en
form som ensomhed – tilvalgt eller ej, og så har vi haft pensionister, som har
følt sig ensomme og har brug for at dele deres liv og tanker med andre,
forklarer Friberg.
– Når folk så kommer til stedet, er det ord, de bruger mest
til at beskrive det: Hjem. Det er hjemligt, fordi der altid er nogen hjemme, og
der dufter af mad. Her er man fortrolige, og man kan ikke gemme sig,
konstaterer han.
For ham handler fællesskab først og fremmest om at ’dele ud
af sig selv’:
– Jeg plejer at sige til folk, der flytter ind, at den
første øvelse går ud på at glemme sig selv og tænke på de andre. Og så blive
mange lidt forskrækkede, og det kan jeg godt forstå. Indtil jeg så fuldfører
sætningen og siger: ”Men det har jeg også sagt til de andre, så nu vil du få så
meget opmærksomhed, som du ikke har fået i mange år,” siger han med et glimt i
øjet.
Fællesskab og ro
Da vi møder de øvrige beboere, der netop har samlet sig
omkring aftensmaden, stemmer de i:
– Vi er broget flok og meget forskellige. Men det er
lærerigt at blive sat i et fællesskab, hvor man lærer af hinanden og rummer
hinanden, udtaler 53-årige Christina Bratkov.
– Ja, man møder mange spændende mennesker her, tilføjer
Christinas mand, Jørgen Bratkov.
Ellers er det primært roen, der tiltaler beboerne ved
klosterlivet:
– Her kan jeg finde noget af den ro, som ikke er ude i det
pulserende liv og arbejdslivet. Der er også nogle store praktiske goder ved
det: Det er billigere, og der er folk, der laver aftensmad, griner Maiken
Mortensen, der er midt i trediverne.
– Ja, der en særlig ro herude. Der er rart at være her.
Stikket bliver ligesom trukket ud, nikker 40-årige Tanja.
Fred med hinanden
Hans-Erik Friberg er inspireret af Benedict af Nursia, som
levede for over 1500 år siden, og sagde, at ”et kloster er et værksted, hvor vi
er sammen og arbejder på hinanden”.
– Målet er to ting: At leve i fred med hinanden, og at
forstå, at det sker under Guds nåde. Vi er meget optagede af at elske hinanden,
bære over, tilgive og støtte hinanden. Det bliver forsøgt implementereret i
hverdagen, forklarer Friberg.
Rent lavpraktisk fungerer det sådan, at eventuelle
problematikker skal tages op på de såkaldte ’klosteraftener’, hvor man også tager
fat på logistikken: budgetter, rengøringspligter og gæstebesøg:
– Vi holder det på jeg-fronten, hvis der så skulle være
noget. Altså, at: ”jeg bliver ked af det, når du går i bad kl. tre om natten,”
forklarer han.
– Men vi skal ud af skylden, skammen, smerten og sorgen og
ind og befinde os i den skabende dimension. Vi vil ind og skabe håb, liv,
mening, tryghed og glæde. Så jeg siger: ”Bare spring ud i det. Skab en
filmaften. Skab et måltid for andre”. Så begynder man at se sig selv som
medskaber af andres liv, og det er meningen med det hele, lyder det begejstret
fra grundlæggeren.
Læs mere om Klostergaarden på www.klostergaarden.net.