Svend Løbner
30. aug. 20189 min
Som svensk roma har Hans Caldaras været flygtning i sit eget land.
Hans barndomserfaringer fik ham som voksen til at kæmpe mod fordomme og racisme
– med musikken og ordene som sine våben. Selv om romaerne siden er blevet en
anerkendt minoritet i Sverige, er fordommene imod dem stadig stærke, så kampen
er langtfra forbi, siger den 70-årige sanger og forfatter.
”Da jeg begyndte i en ny skole i Stockholm, besluttede jeg mig for
at skjule, at jeg var roma. Jeg kendte alle fordommene og var bange for, hvad
der ville ske, hvis de andre elever fandt ud af, at jeg var roma. Så jeg løj og
sagde, at jeg var italiener, og det virkede; jeg blev taget godt imod. Men
prisen var, at jeg måtte leve med skammen over at skjule min baggrund, følelsen
af at forråde min mor og den konstante angst for at blive afsløret.”
Hans Caldaras er svensk roma og en kendt og anerkendt sanger i sit
hjemland. Han begyndte at synge som seksårig sammen med sin mor og et stort
ensemble af musikere fra hans slægt. De rejste rundt i Danmark tre somre i træk
og optrådte på tivolier og markedspladser og i teatre og cirkus. Alle steder
blev de taget imod med nysgerrighed og begejstring.
”Mit første minde om Danmark var smagen af softice med
chokoladekrymmel og så den enorme begejstring, vi blev modtaget med overalt.
Sådan ville vi ikke blive modtaget i dag. Jeg bliver selvfølgelig positivt
modtaget her på Kulturmødet, men som roma er man udsat og ugleset mange steder
både i Sverige og Danmark. Fattige tiggere med romabaggrund bliver spyttet og
sparket på, og selv politikere, der burde vide bedre, taler om romaerne som et
problem, der bare skal fjernes. Men hvis man vil fjerne tiggerne, må man give
dem en anden mulighed for at overleve,” siger 70-årige Hans Caldaras, da netavisen Sameksistens.dk møder ham
på Kulturmødet på Mors, hvor han skal synge og optræde sammen med et
multietnisk orkester, der spiller romamusik, samt deltage i en paneldebat om
musikkens og kulturens potentiale som brobygger.
Hans Caldaras kender både til behovet for brobygning og muligheden
for, at musik og ord kan skabe broer over de kløfter af fordomme og
diskrimination, der prægede Sverige, da han blev født, og som stadig præger
Skandinavien, når det gælder romaernes forhold.
”Det gør mig bange og forstemt at høre og læse de ting, der bliver
sagt om romaer i dag, og det skræmmer mig, at Sverigedemokraterna står til at
få så mange stemmer. Tænk, at et parti, som i den grad baserer sin politik på
fremmedhad og på at gentage og forstærke fordomme, kan blive Sveriges
næststørste parti. Mange af deres vælgere og støtter er jo direkte racistiske,
og der findes også nynazister blandt dem. Deres idé om selv at være overlegne
og om at ville skabe et rent Sverige ved at holde ’fremmede’ ude og støbe alle
svenskere i samme form, minder uhyggeligt om nazismen,” siger han og tilføjer,
at romaerne i Sverige under 2. verdenskrig ikke fik rationeringskort og måtte
rejste rundt fra sted til sted og kæmpe hver dag for at overleve – og for at
undgå at blive deporteret til tyske koncentrationslejre. Også i efterkrigstiden
var forholdene for romaer så barske, at Hans Caldaras ikke tøver med at kalde
sine oplevelser som barn en erfaring af at være flygtning i sit eget land.
Hans Caldaras er født i 1948 i Sverige af en mor, der var roma, og
en far, der var svensk. Faren kendte han ikke, og han voksede op først på
børnehjem, siden sammen med sin mor og sin tre år ældre bror. Som romaer havde
de ikke ret til at bo fast noget sted, og de rejste rundt – først i telt, siden
i beboelsesvogn – og måtte typisk flytte til et nyt sted efter to-tre uger.
Først efter at en borgerretsbevægelse blandt romaerne var vokset frem, fik
romaerne i Sverige mulighed for at bosætte sig og få adgang til
velfærdssamfundets institutioner i form af skoler, hospitaler m.m. Hans
Caldaras fik først som 10-årig mulighed for at komme i skole, da familien fik
et fast sted at bo i Malmö. Den første tid boede familien i beboelsesvogn, og
Hans Caldaras husker endnu, at hans første indtryk af skolen, da han trådte ind
i den store bygning i februar 1958, var varmen.
”Fra den dag løb jeg i skole hver morgen bare for at komme ind i
varmen,” fortæller han. ”Men jeg ville også gerne lære noget. En skolelærer
havde været på besøg i vores lejr nogle gange og havde lært mig alfabetet og
opfordret mig til at lære mig selv at læse ved at læse tegneserier. Så det
gjorde jeg. Da han kom tilbage to år senere, kunne jeg læse, og da jeg begyndte
i 1. klasse som 10-årig, blev jeg nærmest en slags hjælpelærer for de andre
børn. Da jeg gik ud af 10. klasse, var det med de højeste karakterer på
årgangen,” siger han og tilføjer, at hans mor hele hans barndom og ungdom
bakkede ham op i at få en uddannelse. ”Hun vidste selv, hvilken høj pris man
betaler, når man ikke kan læse og skrive og knap nok skrive sit eget navn. Så
når jeg ikke ville i skole, tog hun mig i kraven og nærmest slæbte mig derhen,”
siger han med at smil.
En del af skolegangen gav dog langtfra anledning til smil. Da Hans
Caldaras var 12 år, flyttede familien til Stockholm, og det var her han
besluttede at skjule sin baggrund.
”Jeg var for alvor begyndt at forstå, hvor stærk modviljen mod os
romaer var, så jeg opfandt et italiensk navn og gjorde alt, hvad jeg kunne, for
at ingen skulle opdage, hvem jeg virkelig var. Når min mor og jeg gik på gaden
sammen, gik jeg langt foran eller bagved hende, fordi jeg var sikker på, at
alle kunne se, at hun var roma, selv om hun sjældent gik i traditionelt
roma-tøj,” siger han.
Strategien virkede i første omgang. Hans var populær i skolen. Men
samtidig led han under dårlig samvittighed over for sin mor og skammede sig
over at fornægte sin baggrund. Og da nogle af klassekammeraterne en dag fandt
ud af, at han var roma, ændrede alt sig på et sekund. Han blev mobbeoffer og
mærkede nu for alvor antiziganismen (krænkelsen af romaer) på egen krop. Han
kunne have bøjet sig og have forsøgt fortsat at skjule sin baggrund, hver gang
han mødte nye mennesker. Men i stedet besluttede han sig for at stå ved, hvem
han var.
”Jeg husker det tydeligt. Jeg var 13 år og vidste med stor
klarhed, at jeg aldrig mere ville fornægte min baggrund,” siger han.
Han skiftede skole og oplevede nu, at han blev modtaget med
åbenhed og varme. ”Jeg fik lov at være den, jeg er. Først og fremmest Hans, et
menneske præcis som dig,” siger han. Men et menneske, der ved, hvad det vil
sige at være minoritet. At være udsat og til tider undertrykt. Og den viden har
han hele sit voksenliv brugt aktivt til at kæmpe for romaernes rettigheder og
bekæmpe fordomme og racisme.
En vigtig inspirationskilde og samarbejdspartner i den kamp har
været hans mors kusine, Katarina Taikon, der blev en ledende figur i romaernes
borgerretsbevægelse i Sverige, og Katarinas søster, Rosa, der også deltog i
borgerrettighedsbevægelsen og blev en højt anerkendt sølvsmed. Katarina Taikon
inspirerede Hans Caldaras til at gøre karriere inden for musikken og til at
kæmpe for minoriteternes menneskerettigheder. Fra Hans Caldara var omkring 19
år, turnerede han og Katarina Taikon Sverige tyndt og fortalte om deres liv som
romaer og talte for romaernes ret til at leve et liv med samme muligheder som
alle andre borgere i Sverige. Udgangspunktet for deres kamp var bl.a. Katarina
Taikons selvbiografiske bøger ”Zigenarska”
fra 1963 og ”Zigenare är vi”
fra 1967. Også hendes børnebøger om romapigen Katitzi kom til at gøre en stor
forskel for almindelige svenskeres viden om og syn på romaerne.
Hans Caldaras, der også af en musiklærer i skolen blev opfordret
til at gøre sangkarriere, fik sin debut allerede som 19-årig med tv-optræden og
pladeindspilning, hvor han sang på svensk med sigte på Svensktoppen. Herefter
fik han mulighed for at medvirke i tv-serier, musicals og teaterforestillinger
som sanger og skuespiller mange steder i Europa, og i 1978 lavede han musikken
til tv-serien ”Katitzi”, der
var lavet over Katarina Taikons børnebøger.
”Dengang var musikscenen i Sverige mere multikulturel end i dag. Alle
vidste, at jeg var roma, men ingen stillede spørgsmålstegn ved, at jeg sang på
svensk eller repræsenterede Sverige ved internationale konkurrencer og
festivaler,” siger han.
I 1972 blev han den første i Sverige, der indsang en plade på
romanes, romaernes sprog, og det kom til at betyde et afgørende skifte i hans
karriere.
”Romamusikken har altid ligget hos mig som en familieskat. Min mor
var en stor sangerinde, og hun lærte mig mange af sangene, og jeg opsnappede meget
selv hen ad vejen. Jeg var seks år, da jeg optrådte første gang, og fra jeg var
syv, turnerede jeg tre somre i træk med det store slægtsensemble rundt om i
Danmark. Så jeg lærte tidligt, at musikken var en måde at overleve, men også en
måde at nå mennesker med, som ellers ville møde én med fordomme og fornægtelse.
Musikken kan nå ind til selv de hårdeste hjerter,” siger Hans Caldaras og
tilføjer, at det at synge på romanes for ham giver mulighed for at udtrykke
følelser, han ikke lige så let kan udtrykke på svensk.
”Sproget og musikken er kulturelt farvet, og romaernes musik har
altid været et middel til overlevelse – både økonomisk og mentalt. For mig har
musikken været en måde at få luft for de erfaringer, jeg har gjort mig med
undertrykkelse og racisme, men også for glæden. Havde jeg ikke haft den
mulighed for at udtrykke mig, var jeg blevet et forkrøblet menneske, tror jeg.
Musikken har været mit primatskrig og min måde at kommunikere på,” siger han.
Og han er overbevist om, at hans storebror, ville have fået et
lettere og bedre liv, hvis også han havde fået mulighed for at udtrykke sig
frit gennem ord og musik.
”Han var 13 år, da vi begyndte i skole, så det var på en måde for
sent for ham, og han mødte ikke lige så mange mennesker, som hjalp og støttede
ham. Det blev hans hårde skæbne. Da han døde for tre år siden, var han fysisk
meget slidt og så 30 år ældre ud end mig, fordi han havde vendt alt det indad,
som jeg har udtrykt gennem sangen,” siger Hans Caldaras.
Musikken og det talte og skrevne ord har hele tiden været hans
våben i kampen for at sikre romaer anerkendelse og ligeberettigelse i Sverige
og resten af verden. Han har undervist, holdt foredrag, sunget og skrevet sig
ind i mange svenskeres hjerter, og selv om der stadig i Sverige hersker mange
fordomme om romaer, ved han – af helt personlig erfaring – at hans kamp har
gjort en forskel.
”Jeg møder stadig mennesker, som husker mig og de ting, jeg
fortalte, da jeg holdt nogle af mine første foredrag i 1960’erne. For mange var
det et stort chok at høre, hvordan romaerne i Sverige er blevet behandlet
gennem tiden, og det gjorde indtryk på dem, fordi de fik indblik i det via en
personlig beretning. At høre og læse historiske fakta er én ting, at møde et
menneske, der har oplevet disse fakta på egen krop, er noget andet,” siger Hans
Caldaras.
I 2002 udkom hans erindringer på bogform under titlen ”I betraktarens ögon”, og i 2015 kom
bogen i ny, opdateret udgave. Siden årtusindskiftet har Hans Caldarsa desuden –
sideløbende med sin sangkarriere – engageret sig i internationalt arbejde for
romaers rettigheder og mod racisme. Han har desuden siddet i den svenske regerings råd for romaspørgsmål, været leder og kulturansvarlig
i Romskt kulturcentrum i Stockholm og været ansat på Forum för levande historie
som pædagog og underviser.
Desuden er han medinitiativtager til et
netværk for EU-migranters rettigheder, og de seneste års tid har han i
debatindlæg i svenske aviser kraftigt kritiseret de politikere, der har
foreslået et totalforbud mod tiggeri for at forhindre fattige romaer fra bl.a.
Rumænien i at tigge på gaden.
”Det er rent hykleri at tale nedsættende om tiggerne og sige, at
de bør søge efter arbejde i stedet. De her mennesker har ikke andre muligheder.
De kommer fra lande, hvor de bliver undertrykt og lever på sultegrænsen, og
selv i Sverige må de kæmpe hårdt for at overleve. Vi ser endda svenske
pensionister og unge mennesker, som samler flasker og tigger på gaden for at få
råd til mad. De sociale forskelle er blevet enorme i Sverige, og det ændrer man
ikke ved at forbyde tiggeri,” siger Hans Caldaras og tilføjer med skarp stemme,
at man i så fald også burde forbyde kollekten i kirkerne om søndagen og allefacerne fra de godgørende organisationer og deres ”tiggeri”.
Hans Caldaras understreger, at der er sket forbedringer i
romaernes forhold i Sverige, siden han som barn måtte rejse fra lejrplads til
lejrplads med sine slægtninge. Især anerkendelsen som nationalt mindretal i
1999 – på linje med sverigesfinner, jøder, samer og tornedalboere – har været
et afgørende skridt for romaerne, påpeger han.
”Det gav os mulighed for at bevare og styrke vores kultur og
sprog,” siger han.
Men den politiske udvikling i Sverige bekymrer ham, og han er overbevist
om, at det personlige møde – som musikken ofte kan åbne op for – er den eneste
vej frem mod et mere åbent samfund.
”Vi må møde hinanden og forstå, at vi alle blot er mennesker. Vi
skal alle dø, og til den tid har vi lige så lidt med os, som da vi kom ind i
verden – uanset hudfarve, kultur og social status.”
Men fælles for os alle er også, understreger han, at vi møder
hinanden med fordomme.
”Jeg har også fordomme, og jeg kunne også være blevet racist. Når
man har levet som flygtning i sit eget land og er blevet mødt med skilte på
butikker og restauranter, der siger ”romaer, nej tak”, vil det ikke være
underligt, hvis jeg var kommet til at hade svenskere. Men det kan jeg ikke, og
det skyldes alene de svenskere, som gennem min opvækst gjorde det modsatte af
alle de andre. Det var dem, der besøgte vores lejr og inviterede min bror og
mig med hjem og gav os kaffe og smørrebrød eller inviterede os hjem til jul, så
vi kunne opleve et par timers varme og julestemning. Det kan jeg aldrig glemme,
og på samme måde håber jeg, at jeg har åbnet andres hjerter blot en smule.”