Svend Løbner
9. aug. 20186 min
”Det slår mig, hvor stor forskel der er på den måde, man har talt
om indvandring på i de seneste fem årtier. Der er forskel på, om man diskuterer
indvandrere og flygtninge som mennesker, der har problemer, eller en gruppe,
der er et problem. Og det præger stadig diskussionerne,” siger lektor Heidi Vad
Jønsson, Syddansk Universitet, der er forfatter til bogen ”Indvandring i
velfærdsstaten”
”Siden 1980’erne er indvandring blevet diskuteret med følelserne
udenpå tøjet. Emnet indrammes af nogle meget højtråbende fløje og en smal
midterbane. Og det er lidt af et minefelt at navigere i. Emnet er derfor både
vanskeligt og spændende,” fortsætter Heidi Vad Jønsson.
I bogen beskriver forfatteren vigtige perioder i de seneste godt
50 års indvandringshistorie i Danmark. Det første nedslag er midten af
1960’erne, hvor de første gæstearbejdere kom til Danmark. Det sker med
udgangspunkt i fortællingen om den tyrkiske svejser Melvüt Kurt. Han fik i 1965
arbejde i Fredericia, da Shell-raffinaderiet skulle opføres. Det skete dog ikke
uden videre. Den lokale fagforening var imod, at der blev ansat udenlandske
arbejdere i stedet for danske til opgaven. Men da fagforeningen blev overbevist
om, at der ikke var ledige danske svejsere, som beherskede den særlige røntgensvejseteknik,
der skulle bruges ved opførelsen af raffinaderiet, blev der åbnet for, at
Melvüt Kurt og flere af hans landsmænd med samme uddannelse kunne blive ansat.
Fagbevægelsen frygtede, at arbejdsgiverne ville bruge udenlandske
gæstearbejdere som billig arbejdskraft. Der var også intern uenighed om,
hvorvidt udenlandske medlemmer af fagforeningerne skulle have samme rettigheder
og beskyttelse som danske. I tilfælde af fyringer skulle udlændinge så
afskediges først, eller skulle der gælde lige rettigheder for alle uanset
nationalitet? Det var nogle af de spørgsmål, der blev drøftet allerede i
1960’erne.
Indvandringen fortsatte år for år, og det rejste flere spørgsmål.
Der blev i stigende grad sat fokus på gæstearbejdernes sociale og boligmæssige
forhold – og på at aktiviteter i fritiden. Flere savnede deres familie i
hjemlandet, og det førte til de første familiesammenføringer. Det hang også
sammen med synet på gæstearbejderne, som senere ofte blev omtalt som
”fremmedarbejdere”. Nogle arbejdsgivere så primært gæstearbejderne som en
arbejdskraft – eller måske blot som en arbejdskraftreserve, som man kunne
ansætte, når der var brug for det, og afskedige, når behovet ikke længere var
til stede. Andre – som fx den daværende forbundsformand og senere statsminister
Anker Jørgensen – så dem som mennesker. Han skrev i en rapport med titlen
”Samme vilkår” blandt andet: ”… For alle bliver det også mere og mere klart, at
fremmedarbejderne ikke får den behandling, de som mennesker kan gøre krav på”.
”For fagbevægelsen handlede fremmed- eller
gæstearbejderspørgsmålet altså om to ting. På den ene side skulle politikken
sikre kontrol med import af udenlandsk arbejdskraft, og de udenlandske
arbejdere skulle have samme løn- og arbejdsforhold som danske. På den anden
side skulle man beskytte de arbejdere, der kom til Danmark,” skriver bogens
forfatter om situationen omkring 1970. I slutningen af året blev der indført en
”lille indvandrerstop”, som betød, at udenlandske arbejdere ikke længere kunne
rejse ind på turistvisum og søge arbejde. Det blev i 1973 – som reaktion på
oliekrisen og de økonomiske vanskeligheder, den medførte – udvidet til et
fuldstændigt stop for nye arbejdstilladelser til udenlandske gæstearbejdere.
Historien om Melvüt Kurt er – som den beskrives i bogen – også
historien om en indvandrers vellykkede integration i det danske samfund.
”Melvüt Kurt fik kontakt med mange danske unge og lærte hurtigt
sproget. Derfor blev han et vigtigt bindeled mellem tyrkiske gæstearbejdere og
danske virksomheder i Fredericia, og da gæstearbejdere og deres familier i
1970’erne bosatte sig mere permanent i byen, spillede ægteparret Kurt en vigtig
rolle for familiernes integration. Melvüt Kurt kom til at sætte sit præg på det
nye tyrkisk-danske miljø i Fredericia, da han sammen med sin arbejdskollega
Maksut Hendem etablerede en af Danmarks første tyrkiske kulturforeninger i
1974. Den tyrkiske forening stod bag en moské, og i foreningen kunne
gæstearbejdere fra Tyrkiet mødes og få danskundervisning, deltage i religiøse
højtider og fester og dyrke fritidsinteresser. Dermed blev Melvüt Kurt og andre
tyrkiske gæstearbejdere og indvandrere en del af både det danske samfund og det
lokale fredericianske samfund, mens de samtidig bevarede og udviklede deres
tyrkiske kulturbaggrund,” skriver forfatteren om Melvüt Kurts aktiviteter ved
siden af arbejdslivet.
Et andet vigtigt nedslag i de seneste årtiers udvikling på
udlændingeområdet er vedtagelsen af udlændingeloven i 1983, som sikrede
udlændinge en væsentlig bedre retsstilling og retsbeskyttelse, end de hidtil
havde haft. Før havde justitsministeren og fremmedpolitiet haft vide beføjelser
til at træffe afgørelser om opholdstilladelser og udvisning af udlændinge. Det
blev ændret med udlændingeloven, hvor der blev skrevet en række rettigheder ind
i loven, blandt andet i forhold til familiesammenføring.
Udlændingeloven indeholdt også en ”de facto-bestemmelse”, som gav
mulighed for, at asylansøgere i visse situationer, kunne få asyl, selv om de
ikke opfyldte kriterierne i FN’s flygtningekonvention. Samtidig begyndte der at
komme flere flygtninge til Danmark: Bådflygtninge fra Vietnam, irakiske og
iranske flygtninge (pga. af Irak-Iran-krigen), tamilske flygtninge fra Sri
Lanka og palæstinensiske flygtninge fra Mellemøsten.
Der foregik en heftig debat forud for vedtagelsen af
udlændingeloven – og den forstummede ikke, da loven var vedtaget af et næsten
enigt Folketing. Kun Fremskridtspartiet stemte imod. Loven var kun to år
gammel, da den blev ændret første gang. Det var i 1985, hvor udlændingemyndighederne
fik mulighed for at afvise asylansøgere uden at sende sagen videre til
Flygtningenævnet, hvis deres asylsag – efter en vurdering hos Dansk
Flygtningehjælp – blev anset for at være ”åbenbart grundløs”. Ændringen blev
indført for at lette behandlingen af asylsager på et tidspunkt, hvor et stigende
antal flygtninge søgte asyl i Danmark. Ændringen blev vedtaget af den daværende
Firkløverregering (Venstre, Konservative, Centrum-Demokraterne og Kristeligt
Folkeparti) sammen med Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet, mens SF,
Radikale Venstre og Venstresocialisterne stemte imod. Det markerede en politisk
skillelinje, som siden har præget debatten om dansk udlændingepolitik, hvor
Socialdemokratiet både har været med til at lempe og stramme
udlændingereglerne. Generelt er udlændingeloven – og integrationsloven, der
blev vedtaget 15 år efter udlændingeloven – blevet strammet, sådan at det i dag
er langt vanskeligere at få asyl, familiesammenføring, permanent
opholdstilladelse og dansk statsborgerskab, end det var, da ”verdens mest
humane udlændingelov”, som den blev kaldt, trådte i kraft i oktober 1983.
Skildringen af den politiske debat er også et vigtigt fokuspunkt i
bogen. Det gælder både modstanden på højrefløjen mod både indvandring og
integration – kanaliseret via Den Danske Forening, Fremskridtspartiet og senere
Dansk Folkeparti og andre aktører. Det gælder også den interne debat og
uenighed i Socialdemokratiet, hvor de ledende politikere på Christiansborg i
flere år især blev kritiseret af partiets borgmestre og kommunalpolitikere på
den københavnske vestegn og i de store bykommuner. Blandt andet om begrænsning
af antallet af nye udlændinge og om en mere retfærdig fordeling mellem
kommunerne, så integrationsopgaven ikke blev overladt til nogle få kommuner. På
den borgerlige fløj ønskede Venstre og Konservative en mere restriktiv politik,
så færre udlændinge fik adgang til Danmark. Heroverfor stod Radikale Venstre,
SF og Venstresocialisterne (senere Enhedslisten), der var forkæmpere for de
retskrav, udlændinge var sikret i udlændingeloven.
Og så var der kulturaspektet, hvor der også var markante
uenigheder mellem fløjene, som bogens forfatter beskriver det i bogen: ”Mens
venstrefløjen så flygtninge og indvandrere som en kulturel berigelse, så den politiske
højrefløj indvandring og især muslimske indvandrere og flygtninge som en
trussel mod dansk kulturtur og den danske nation.”
Forfatteren nævner også, at det religiøse aspekt især er kommet
til at fylde med i debatten i de seneste år.
Selv om de politiske partier i 1980’erne og 1990’erne var vildt
uenige om udlændingepolitikken, så blev udlændinge aldrig et valgtema. Det
skete først i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen havde afløst Uffe
Ellemann-Jensen som formand for Venstre. Ved folketingsvalget i november 2001
gjorde Anders Fogh Rasmussen flygtninge til et valgtema, og flere iagttagere
har peget på, at det var en af grundene til, at Venstre sammen med Konservative
og Dansk Folkeparti fik flertal i Folketinget. Efter valget gennemførte disse
partier en række stramninger af udlændingeloven.
Siden har udlændinge været et centralt tema i den politiske debat
– både i valgkampe og i debatten mellem valgene.
Heidi Vad Jønssons bog om 50 års indvandring i den danskevelfærdsstat giver et rigtig godt indblik i de beslutninger, der er truffettilbage i tiden. Den giver således et godt afsæt for at forstå baggrunden forden debat, der foregår i dag, og for selv at deltage i den.
Heidi Vad Jønsson:
Indvandring i velfærdsstaten
Aarhus Universitetsforlag, 2018
100 sider, illustreret
Vejledende pris: 100 kroner.
”Indvandring i velfærdsstaten” er den 10. bog i projektet ”100 Danmarkshistorier”, der udgives af Aarhus Universitetsforlag. Når bogprojektet er afsluttet, vil det rumme 100 bøger. Hver bog er på 100 sider og koster 100 kroner. Bøgerne skrives af forskere fra universiteter, arkiver og museer. De fortæller hver især om særlige emner fra Danmarkshistorien. Tidligere er der udgivet bøger om Grundloven, det første fængsel, fri porno, Danmark i krig og flere andre emner. Bøgerne udgives i et større projekt, som også omfatter onlinespillet Dyst! Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden.