Svend Løbner
5. jan. 20186 min
Kortlægningen af moskéer er
en videreførelse af en tilsvarende kortlægning fra 2006 af de 115 moskéer, der
dengang var i Danmark. Den nye kortlægning omfatter 160 moskéer og muslimske
bedesteder mindst 10 andre steder, som ifølge forskerne kan betegnes som
en moské, men hvor det ikke har været muligt at få bekræftet eller afkræftet dette
indtryk. Derfor vil det ”være mest rigtigt at sige, at antallet af danske
moskéer ligger omkring 170.”
En moské defineres som “et sted, hvor der mindst en gang om
ugen foregår offentlig salat (betegnelsen for de fem muslimske tidebønner).”
Stigningen i antallet af moskéer svarer til stigningen i antallet af
danske muslimer, der anslås at være steget fra omkring 200.000 i 2006 til
omkring 300.000 i 2017. Det betyder ifølge rapporten, at antallet af
muslimer per moské i Danmark svarer til antallet af folkekirkemedlemmer per
sognekirke.
I undersøgelsen
er moskéerne dels delt op i forhold til, hvilken gren af islam de tilhører. 138
af de 160 moskéer er sunni-moskéer (86 %), mens der er 20 shia-moskéer (13 %)
og 2 Ahmadiyya-moskéer (1 %).
Hovedparten af moskéerne
har også en etnisk tilknytning, selv om moskéen som bedested er for alle, og
derfor gennemgår rapporten også, hvad der kendetegner de tyrkiske, arabiske,
pakistanske, somaliske, bosniske, irakiske, iranske og afghanske moskéer.
Nedenfor gengives
i korte punkter nogle af resultaterne af kortlægningen af danske moskéer.
Sunni-moskéer:
• Der kommer
mellem 21.500 og 25.500 mennesker til fredagsbøn i de 138 sunni-moskéer i 2017
– mod 10.000-15.000 deltagere i 105 moskéer i 2006.
• Der deltager
mellem 5.900 og 8.900 i de fem daglige tidebønner i de 138 sunni-moskéer i 2017
– mod 1.300-2.400 deltagere i 105 moskéer i 2006.
• Næsten
tre-fjerdedele af sunnimoskéerne afholder deres fredagsprædikener på
modersmålet hos den etniske gruppe, der fylder mest i moskéen, mens den sidste
fjerdedel har enten delvise eller hele prædikener på dansk til tider eller
altid. Halvdelen af de moskéer, hvor fredagsprædikenen holdes på et andet
sprog, gives der et dansk resumé af talen.
• 40 % af de
sunni-moskéerne er godkendt som trossamfund. Hovedparten af disse er tyrkiske
eller pakistanske moskéer.
Shia-moskéer:
• De
shiamuslimske moskéer samler omkring 250-400 til bøn i hverdagen og 500-1.000
om torsdagen og/eller fredagen (afhængig af hvilken af de to dage moskéerne
afholder deres store ugentlige fællesbøn).
• I to af de 20
shia-moskéer har man dansk opvoksede imamer, der har brugt op til otte
år på at studere i Iran eller Irak.
• Ingen af
shia-moskéerne har prædikener eller foredrag kun på dansk. Der er dog fire
steder, hvor det i større eller mindre grad er almindeligt med dansksprogede
taler.
• Tre shia-moskéer
er godkendt som trossamfund.
Ahmadiyya-moskéer:
• De to
Ahmadiyya-moskéer har tre aflønnede imamer, to i Hvidovre og en i Nakskov. To
af imamerne er herboende, hvilket adskiller dem fra de andre muslimske miljøer,
hvor aflønnede imamer (med et par enkelte undtagelser) altid er på visum fra
udlandet, mens den tredje er svensk statsborger.
• Omkring 150
deltager i fredagsbønnen i Hvidovre, og der er 15-20 deltagere til fredagsbøn i
Nakskov. Begge steder holdes fredagsprædikenen på dansk.
• Hver af de to moskéer
samler hver især 25-35 bedende i hverdagen.
I rapporten spørger
forskerne, om det stigende antal danske muslimer der deltager i fredagsbøn og
bruger moskéerne til bøn i hverdagen er udtryk for en voksende religiøsitet?
Umiddelbart peger
de på, at den stigende deltagelse i fredagsbøn svarer nogenlunde til stigningen
i antallet af muslimer, og de konkluderer, at tallene ”ikke umiddelbart
(giver) anledning til at sige, at danske muslimer skulle være blevet betydeligt
mere religiøse” i de seneste ti år.
Modsat peger de på, at deltagerantallet ved de daglige
bønner er steget så kraftigt, at de – netop i kraft af deres ikke-obligatoriske
karakter – lader sig tolke som udtryk for et stigende religiøst engagement.
”Bøn i moskéen er nu ikke længere blot en ugentlig
begivenhed, men i stigende grad en daglig for flere danske muslimer,” skriver
de – og tilføjer, at der måske hele tiden har været en sådan efterspørgsel, som
i øget omfang kan imødekommes, fordi der er kommet flere moskéer, og at flere
moskéer har åbent i hverdagene.
En anden konklusion er, at moskéerne i øget omfang ejer
deres egne lokaler, at de har fået flere uddannede imamer, og at flere moskéer
er blevet godkendt som trossamfund.
Rapporten peger samtidig på, at der i dag – ligesom i 2006 –
ikke findes ”en bredt repræsentativ paraplyorganisation” for danske muslimer,
selv om der eksisterer flere af den slags organisationer. I flere år var
Muslimernes Fællesråd den største paraplyorganisation med omkring 30.000
medlemmer, men efter at Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse forlod rådet, er det
nu Dansk Muslimsk Union, der anses for den at være den største
paraplyorganisation med sine 10.000 medlemmer.
”Det manglende vedvarende og stabile samarbejde skyldes
formodentligt forskellige opfattelser i forhold til såvel teologi som kultur,
men mindst lige så ofte påpegede repræsentanter fra moskéerne på personlige
intriger og stolthed som stående i vejen for opnåelsen af resultater. Det er da
også værd at huske på, at der potentielt findes en større mangfoldighed blandt
danske muslimer som gruppe end i resten af den danske befolkning, da muslimer i
Danmark har baggrunde i dusinvis af forskellige lande verden over,” hedder det
i rapporten.
Forskerne mener, at det etnisk bredest funderede og
vedvarende samarbejde på tværs af muslimske foreninger findes i Dansk Islamisk
Begravelsesfond, som står bag driften af den muslimske gravplads i Brøndby, der
blev indviet i 2006. Fonden rummer nemlig medlemmer fra såvel de tyrkiske,
arabiske, somaliske og pakistanske moskémiljøer.
Den første kortlægning, ”Moskéer i Danmark”, fra 2006 blev
udarbejdet efter ”tegningekrisen”, der fulgte i kølvandet på Jyllands-Postens
offentliggørelse af en række Muhammed-tegninger i 2005. Den nye kortlægning
kommer i kølvandet på tv-serien ”Moskéerne bag sløret”, der blev sendt på TV2 i
marts 2016, og hvor der i fire udsendelse blev sat et kritisk lys på nogle få
moskéer i Danmark, ikke mindst Grimhøjmoskéen og Fredens Moské i Aarhus.
Den nye kortlægning er også delvist finansieret gennem de
politiske initiativer, et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, blev enige om i en aftale den
31. maj 2016. Heri står der, at der ”skal gennemføres en opdatereret
undersøgelse af moskéer i Danmark i stil med den kortlægning, der blev udført i
2006, som vil gøre det muligt at få et videnskabeligt baseret, tidssvarende
overblik over, hvordan moskéerne i 2016 er organiserede, samt detaljerede
oplysninger om, hvem der kommer i moskéerne.”
I rapportens indledning understreges det, at ”der i den
efterfølgende kontrakt mellem Kirkeministeriet og Aarhus Universitet blev lagt
vægt på forskningsfriheden i forbindelse med projektet”.
Aarhus Universitets Forskningsfond bevilligede i 2016 60.000
kroner til den nye kortlægning, og der blev afsat 200.000 kroner på finansloven
for 2017 til projektet
I rapporten skriver forskerne videre, at dokumentarserien på
TV2 både har været en hjælp og en udfordring i forhold til at udføre
kortlægningen.
”På den ene side resulterede den i en økonomisk bevilling,
der muliggjorde en ny undersøgelse, mens den på den anden side unægteligt har
bidraget til en vis mistro og skepsis i dele af de muslimske miljøer, hvilket i
nogle tilfælde har vanskeliggjort kontakten til moskéerne betragteligt og i
andre tilfælde direkte har betydet, at foreningerne ikke har villet stille op
til interview. Det har derfor ikke været muligt at genskabe den samme høje
svarfrekvens på 95 procent som i 2006, men gennem stor ihærdighed og omfattende
hjælp fra muslimer aktive i moskéerne og andre forskere, er det alligevel
lykkedes at opnå en svarfrekvens på 71 procent fra de 160 moskéer, som er
medregnet i denne rapport, hvilket må betragtes som meget tilfredsstillende,”
skriver forskerne i rapporten.
Kortlægningen kommer
også ind på spørgsmålet, om moskéerne spiller en rolle i forhold til
radikalisering, som er et emne, der har haft stort politisk bevågenhed i de
seneste år.
Det lykkedes kun
forskerne i den tidsbegrænsede periode, der var til kortlægningen, at
interviewe en af de moskéer, der særligt har været i flere politikeres og
mediers søgelys, nemlig Grimhøjmoskéen i Aarhus. Herudover refereres til et par
undersøgelser fra 2010, hvor konklusionen bl.a. er, at ”radikale
budskaber sjældent blev udbredt af moskéerne som sådan (det vil sige moskéens
ledelse og imamer), men cirkulerede ved aktiviteterne, der blev arrangeret i
moskéerne.”
Samtidig viser
kortlægningen, at der i mange moskéer er en stor bekymring for radikalisering.
”Radikalisering er en stor bekymring for de fleste moskéer
og er en del af forklaringen på, at nogen moskéer finder det attraktivt at få
“statsautoriserede” imamer fra for eksempel Tyrkiet, Marokko eller Bosnien,
hvoraf i hvert fald de to første klart har meldt sig ind i kampen mod
radikalisering. Argumentet er, at der i Danmark mangler en instans, som kan
garantere, at imamerne ikke har radikale holdninger,” hedder det i rapportens
konklusion.
En moské defineres som “et sted, hvor der mindst en gang om ugen foregår offentlig salat (betegnelsen for de fem muslimske tidebønner).”
Kilde: Moskéer i Danmark II
• Moskéer
i Danmark II
i Danmark II
#Ahmadiyyamuslimer #Grimhøjmoskeen #DanskMuslimskUnion #FredensMoské #MoskéeriDanmark #LeneKühle #moskeer #muslimskgravplads #DanskTyrkiskIslamiskStiftelse #MalikLarsen #sunnimuslimer #shiamuslimer #Moskéernebagsløret #DanskIslamiskBegravelsesfond #MuslimernesFællesråd