Svend Løbner
5. mar. 20193 min
”Det er tåkrummende at overvære regeringens forkrøblede håndtering af den offentlige sektor. Ministrene kaster om sig med historier om “uforklarligt” sygefravær og dertil opstramninger af sygefraværspolitik og arbejdsvilkår, mens de undlader at tage pulsen på den alvorlige stress, der har ramt vores lille land. Den enten bevidste eller ubevidste negligering er ikke bare uansvarlig. Den er nedbrydende for os som mennesker og vores samfund som helhed,” indleder Zainab Nasrati sin fortælling. Hun er BSc.med. ved Københavns Universitet og Program director i forlaget og nonprofitorganisationen Ordskælv.
Zainab Nasrati skriver videre:
”Min mor er skolelærer. Den dygtigste af slagsen. Hun er
ansvarsbevidst, ihærdig og nytænkende. Hun tager arbejdet med hjem, når
forberedelsestimerne diffunderer ud af lærerværelset, for hendes samvittighed
nager hende, hvis ikke hun er klar til at give sine elever et fuldt udbytte,
hver gang hun møder op. Hun er også kærlig, rummelig og overbærende. Ikke
sjældent hører jeg hende have en fortvivlet sjæl i røret, inden hun kan slukke
læselampen ved sengen for at lægge sig til at sove. Sommetider kan jeg høre, at
det drejer sig om en elevs præstationsangst og eksamensfrygt, andre gange er
der tale om mistrivsel i hjemmet, fraværende forældre, mobning og det der er
værre.
På de hårde og konfliktprægede dage, mærker jeg en
kortslutning i elektriciteten derhjemme. Dagligstuen er gråbetonet, fordi hun
er påvirket. Og det er hun, fordi hun er menneske. Det på trods af, at hun gør
sit bedste for at skjule det og lægger vægt på at være nærværende og tilstede,
når vi er omkring hende. Hun arbejder på højtryk for at løse problemet. Mails
til den involverede elev, mails til forældrene, mails til skolelederen og en
sms til kollegaen. Men arbejdsbyrden er umenneskelig, og de danske skolelærere
er ansat til at være maskiner, der skal løbe stærkt og holde tempoet
kontinuerligt. Der er ikke plads til hverken mere eller mindre end det
planlagte, og når året er omme, er et godt stykke af sommerferien et kapløb i
forsøget på at sætte sig op til succes i det kommende år.
Min mor er et eksempel af mange, men de personlige
fortællinger er dem, der mangler at blive inkluderet i regeringspolitikken.
Helt konkret har min mor i mange år undervist i fag, der gør hendes virke
omfattende. Fransk, biologi, matematik og fysik. Det betyder, at hun har
udskolingselever mellem hænderne og hvert år skal gøre de unge mennesker klar
til eksamener og den store verden, der følger. Når man har et fag som fransk,
betyder det også, at hun skal forholde sig til mange forskellige hold, fordi
hvert hold kun har tre lektioner om ugen, det vil altså sige 110 elever om ugen
alene i fransk. Men timerne skal jo gå op og en fuldtidsstilling i det
offentlige er bestemt ikke vurderet på andet end timer og resultater.
Glæden lyser ud af hende, når eleverne har haft
aha-oplevelser. Postkort, breve og plancher fra hendes klasser pryder hendes
skrivebord eller fæstnes til vores allerede godt dekorerede køleskab. Der skal
en stor rund magnet til at holde sammen på det hele – både deres gaver og vores
feriebilleder, huskesedler og morgenbøn. Men klasseundervisningen er langtfra
det, der fylder mest i skolelærernes arbejde. Den tid, der engang var sat af
til at sikre god forberedelse og kvalitet i undervisningen, er erstattet med
timer i afrapporteringer, underretninger, møder, digitale kurser og et hav af
planlægning, ledelse og kollegaer imellem.
Mennesket bag er gjort til biroller i deres egne historier,
og de knokler for at leve op til deres roller. Jeg ved min mor gør. Hun brænder
for at formidle viden og investerer i sine elever. Hun lægger mere hjerteblod
og sjæl i sit arbejde, end der er givet tid til. Og det er da netop også, hvad
der har gjort, at hun blev stresset og nødsaget til at hive stikket for sit
helbreds skyld.
Min mors sygefravær har resulteret i den berygtede
tjenstlige samtale, som i dag er måden, man følger op på en sygemeldt
medarbejder. Men modsat så mange har hun endelig fået lov at gå ned i timer –
selvfølgelig på egen bekostning. Hun er vellidt af sine arbejdsgivere og
kollegaer, og de har givet hende plads til at genfinde roen og glæden ved det,
hun laver. Kigger man sig om i landets mange klasseværelser, er der tyndet ud,
og langt de fleste af dem, der har meldt sig syge, er aldrig vendt tilbage.
Jeg ønsker mig inderligt, at den usammenhængende og hektiske
galimatias og mundsvejr, der hersker over politikerne, holder inde til gavn for
lidt lytten og menneskelighed. Vi elsker vores familie, som vi savner, mens vi
er væk det meste af dagen, men har ikke overskud til dem, når vi kommer hjem.
Vi er dygtige til vores arbejde, men løber så stærkt, at vi bliver syge af det.
Tidsånden har været stresset i så lang tid, at symptomerne er blevet til at
smage i luften. Jeg kan mærke den i mine lunger, når jeg trækker vejret.”
• Ordskælv(Facebook)