Svend Løbner
24. okt. 20195 min
Af Svend Løbner
Det bankede hårdt på døren til en lejlighed i Budapest, hvor
Mira og andre unge fra den zionistiske ungdomsbevægelse gemte sig. Forinden
havde udlejeren prajet en politibetjent på gaden og peget op mod lejligheden.
Den unge pige flygtede ud gennem badeværelsesvinduet, og de
andre unge fulgte med og løb i hver sin retning til et skjulested i skoven, en
bunker, hvor Mira fremstillede falske identitetspapirer til flygtende jøder.
I 1943 var jøder jaget vildt, og ungarske myndigheder
samarbejdede med tyske nazister om at udrydde dem. Mira var heldig at befinde
sig udenfor byens jødiske kvarter, da myndighederne forseglede det og dannede
den ghetto, der skulle forarme den jødiske befolkning og sende de overlevende
med godstog til koncentrationslejre i Nazityskland.
Minder og følelser
Jeg møder Mira på en rejse i Israel tilbage i 2005. Mira
nærmer sig da de 90 år og fortæller sin historie roligt og intenst. Indimellem
kniber hun en tåre. Hun kan især huske synet, da flygtende jøder ankom til byen
fra andre lande, sultne og forkomne.
– Mange søgte tilflugt i synagogen, og midt i menneskemylderet så jeg en ung pige med sin lillesøster i hånden. De så helt fortabte ud. Jeg fandt senere ud af, at de var flygtet til fods hele vejen fra Warszawa til Budapest!
Mira har lært at sætte ord på sine minder og lade følelserne
få luft. Socialt fællesskab og individuel terapi på AMCHA – et center for
Holocaustoverlevende i Israel – har åbnet hende så meget, at hun kan stille op
til interview.
Men sådan har det ikke altid været. Fra hun ankom på ladet
af en lastbil til det daværende Palæstina i oktober 1944, til hun fik kontakt
med AMCHA, fortalte hun ikke om sine oplevelser til nogen. Tiden gik med hårdt
arbejde og kamp for at forsvare markerne i kibbutzen.
En ’kuffert’ af minder springer op
– Én ting er meget vigtig for Holocaustoverlevende, og den har endda et navn: Tavshedskoden. Man taler ikke om, hvad der er sket, fortæller Marga Janukovitch, der leder AMCHA i byen Netanya ved Middelhavet. AMCHA betyder ”dit folk” på jiddisch og er det kodeord, de flygtende jøder brugte i skovene, når de skulle finde hinanden. Ikke andre end jøder kan udtale ordet korrekt.
Margas mor måtte selv flygte fra nazisterne i Rumænien. Hun
slap ud af sin husarrest, efter at have bestukket en soldat fra det berygtede
SS-korps.
Marga fortsætter:
– Da de overlevende ankom til Israel som unge, havde de
meget travlt med at etablere familier, bygge huse og forsvare sig. Dengang
kunne de holde minderne inde i ”en kuffert” og forsøge at lukke og låse den.
Men kufferten kunne ikke lukkes helt. Der var stadig en åben sprække, og
efterhånden som de blev ældre, og modstandskraften blev svagere, begyndte disse
kufferter at springe op. De sprang op – helt ukontrolleret – med minder,
følelser, smerter og forfærdelige hallucinationer. I såkaldte flashbacks så de
sig selv i koncentrationslejren og kunne endda høre soldaternes ordrer og
fangernes skrig.
Et liv før og efter Holocaust
Men på AMCHA får de hjælp til at bearbejde deres traumer.
Som Marga Janukovitch udtrykker det:
– Før fyldte minderne fra Holocaust hele deres sind. Gennem
terapien får oplevelserne deres rette proportioner. De overlevende indser, at
de havde et liv før Holocaust, og de har et liv efter. Og det liv skal de nu
nyde sammen med deres børn og børnebørn.
AMCHA er nu vokset til tre centre og har kontorer i 18 byer
over hele Israel. I Netanya kommer omkring 400 Holocaustoverlevende hver uge.
Nogle til en ældreklub med andre overlevende, andre til individuel terapi, og
atter andre til begge dele. AMCHA’s unikke terapiforløb har vundet anerkendelse
hos sundhedsmyndighederne, og centrets psykologer holder ofte foredrag på
landets skoler.
Ekspert i falskneri
Mira fortæller sin historie fra 1942-43, midt under Anden
Verdenskrig. Tyskerne ankom først til Ungarn i marts 1944, men antisemitismen
havde allerede holdt sit indtog i landet. Miras familie ejede en restaurant i Budapest.
Fordi der altid gik mange mennesker gennem restauranten, kunne hendes mor
skjule nogle af de flygtende jøder i deres hus – indtil de kunne
videretransportere dem til den skjulte bunker ude i skoven. Men myndighederne
beordrede den jødiske restaurant lukket og inddrog moderens
udskænkningstilladelse.
– Men min mor havde gode forbindelser. Hun kunne købe varer,
der ellers var rationerede, fx brød, mælk og kød, og disse varer kunne jeg så
transportere til en bunker i skoven, hvor vi skjulte de jødiske flygtninge,
fortæller Mira, der som ung zionist var gået under jorden og skjulte sig i en
lejlighed udenfor det jødiske kvarter – indtil hun måtte flygte ud i skoven
omkring byen.
Ligesom sin mor havde hun gode forbindelser og kunne skaffe
falske dokumenter til de jødiske flygtninge. Papirerne foregav, at de var
ungarske kristne i Budapest. På den måde kunne de bevæge sig frit og flygte
videre. Miras mor fik lavet et dokument, flyttede til en anden by og udgav sig
som kristen. Mira havde en søster, der også fik papirer og ophold på landet mod
en klækkelig betaling til en ungarsk bonde.
Konstant frygt
– Jeg levede i konstant frygt for mit liv, fortæller Mira,
der nu overnattede i skovene og var nødt til at bevæge sig rundt og lave noget
hele dagen.
En dag, da hun steg på sporvognen i Budapest, stod hun
pludselig ansigt til ansigt med en servitrice fra moderens restaurant, som de
havde fyret for hendes antisemitiske holdninger. Mira hoppede af sporvognen i
en fart, inden servitricen nåede at råbe efter politiet.
Mens Mira levede i skoven, fik hun lungebetændelse, og
hendes venner sendte hende af sted med en gruppe på 14 børn og teenagere. De
sprang alle på et godstog, men da de kom til et checkpoint, blev kun ni af
deres identitetspapirer godkendt.
– Fem børn og unge forsvandt, og jeg så dem aldrig mere.
Nazisterne tog dem, fortæller Mira og må igen knibe en tåre.
– Fordi de unge blev nervøse, opdagede militæret, at deres
papirer var falske og sendte børnene videre til nazisterne.
Mira og resten af børnene og de unge rejste videre og
krydsede grænsen til Rumænien til fods midt om natten. Hun ankom til Rumænien,
netop som nazisterne flygtede ud af landet, fordi det nu blev indtaget af
russerne.
Farefuld færd
Mira lavede nu rumænske identitetspapirer til sig selv og
sine ledsagere og flygtede videre til den rumænske grænse, hvor de kunne komme
med en fiskerbåd til Tyrkiet.
– Vi havde mad og vand til de seks timer, vi regnede med,
rejsen ville vare – men først efter 64 timer landede vi i Tyrkiet, sultne og
forfrosne, fortæller Mira.
Bådens motor brød sammen igen og igen, og hun mistænker, at
den var saboteret. Båden før dem blev skudt i sænk, og kun to af flygtningene
overlevede.
Mira ankom til Palæstina i 1944 på ladet af en lastbil
sammen med andre jødiske flygtninge til byen Ashkalon uden en øre på lommen.
– Men jeg havde overlevet Holocaust, fortæller hun stolt.
Mira fik først arbejde som barnepige for en familie i Tel
Aviv. Kort efter mødte hun sin kommende mand. Sammen flyttede de til en
kibbutz. Hun gravede de voldsomme minder ned i sin ”kuffert” – indtil den
sprang op af sig selv, og hun heldigvis kunne få hjælp hos AMCHA.
Artiklen er tidligere bragt i den kirkelige avis Udfordringen. AMCHA i Netanya er udvidet med overskud fra bogsalg i PALMA-forlaget i Danmark.