Svend Løbner
22. juni 20184 min
Både på verdensplan, men især i Europa, bliver religiøse
mindretal i stigende grad chikaneret af nationalistiske partier og
organisationer. Det fremgår af en ny analyse fra den amerikanske tænketank Pew
Research Center, der for niende gang har undersøgt, hvordan det står til med
religionsfriheden rundt om i verden. For andet år i træk konstaterer
tænketanken, at begrænsningerne af religionsfriheden generelt er øget i forhold
til året før. Analysen bygger på oplysninger fra 2016, som sammenlignes med
forholdene i 2015.
I mange lande indskrænkes
religionsfriheden af myndigheder, politiske partier, foreninger eller enkeltpersoner
med nationalistiske holdninger. Typisk søger disse nationalistiske grupper og
enkeltpersoner at begrænse indvandringen af religiøse og etniske minoriteter, eller
de opfordrer til at undertrykke eller endog eliminere en bestemt religiøs
gruppe for at forsvare en dominerende etnisk eller religiøs gruppe i samfundet,
som de mener er truet eller under angreb, skriver Pew Research Center sammenfattende
i analysen.
I rapporten
omtales først de nationalistiske partiers angreb på religionsfriheden.
I 2016 forekom
der politiske angreb på religiøse gruppes rettigheder i 11 % af de 198 lande og
områder med selvstyre, der indgår i analysen. Det er en markant stigning i
forhold til 2015, hvor den slags angreb kun blev konstateret i 6 % af landene.
De
nationalistiske partiers chikane af religiøse mindretal finder især sted i
Europa. I 33 % af de europæiske lande udformede nationalistiske partier i 2016 politiske
erklæringer, der var vendt mod religiøse mindretal. Det er en stigning på 65 %
i forhold til 2015, hvor det skete i 20 % af landene.
Danmark er et af
de 15 europæiske lande, der er med på listen.
Som eksempel på
nationalistisk lovgivning nævnes ”frikadellesagen” fra Randers Kommune, hvor et
flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti i januar 2016 besluttede, at
der skal serveres svinekød i alle kommunens institutioner, herunder skoler.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører i Folketinget, Martin Henriksen, udtalte i
den forbindelse, at forslaget ville bevare dansk kultur, og at partiet
“kæmpede imod islamiske regler og misforståede hensyn, der dikterede, hvad
danske børn skulle spise”.
I analysen nævnes
flere andre eksempler:
I Holland krævede
Geert Wilders, der er leder af Frihedspartiet, en “af-islamisering”
af Holland, og at asylansøgere fra islamiske lande skulle nægtes adgang til
landet. Han ville desuden forbyde muslimske kvinder at bære tørklæder
offentligt, lukke alle moskéer og forbyde Koranen.
I Frankrig udtalte
Marine Le Pen, der er leder af partiet National Front, at hun ville opretholde
forbuddet mod religiøs påklædning og religiøse symboler på offentlige steder,
fordi hun specifikt vil “kæmpe imod, at politisk islam vinder frem”.
Analysen fra Pew
Research Center nævner 15 europæiske lande, hvor nationalistiske partier eller
myndigheder i 2016 chikanerede religiøse mindretal.
I 14 af de 15
lande var angrebene vendt mod muslimer. I fire af disse lande, var angrebene
også vendt mod jøder, og i et land desuden mod andre ”ikke-kristne”.
I det 15. land
var angrebene rettet mod Jehovas Vidner. Det var i Bulgarien, hvor Jehovas
Vidner rapporterede om, at to nationalistiske partier kørte en kampagne imod
deres religion. De to partier var Nationalfronten for Bulgariens Frelse og Den
Interne Makedonske Revolutionære Organisation, der sammen har dannet en
patriotisk alliance.
Analysen viser
videre, at antallet af lande, hvor nationalistiske grupper, foreninger mv. bekæmper
religiøse mindretals rettigheder, er steget fra 27 lande i 2015 til 32 lande i
2016.
25 ud af de 32
lande er europæiske lande, heriblandt Danmark.
I Tjekkiet organiserede
gruppen Block Against Islam omkring 20 anti-islamiske demonstrationer rundt om
i landet i 2016. Gruppen er imod, at muslimske flygtninge får lov at komme ind
i landet, og den opfordrer til begrænsninger for det muslimske samfund.
Krænkelserne af religiøse grupper omfatter:
• fysiske overgreb, arrestationer og tilbageholdelser af personer,
• vanhelligelse af kirker, moskéer, templer og andre tilbedelsessteder,
• diskrimination af religiøse grupper i forhold til beskæftigelse, uddannelse og bolig,
• verbale angreb på medlemmer af en religiøs gruppe.
Kilde: Global Uptick in Government Restrictions on Religion in 2016, Pew Research Center, 21-06-2018
• Pew Research Center fra siden 2007 udarbejdet et årligt indeks for omfanget af religiøse begrænsninger rundt omkring i verden. De religiøse begrænsninger deles op i to grupper:
1. Restriktioner fra statens side (af regeringen, i forfatningen eller andre love).
2. Krænkelser på grund af fjendtligheder i civilsamfundet (sociale fjendtligheder) – fx chikane og/eller fysiske overgreb på personer, hærværk mv.
• I begge tilfælde udregnes der et indeks på en skala fra 0 til 10 – jo højere tallet er, desto mere omfattende er begrænsningen af religionsfriheden.
• Pew Research Center har på baggrund af et omfattende forarbejde fundetfrem til en objektiv og gennemskuelig metode, der kan bruges til at registrerebegrænsninger af religionsudøvelsen i et land. Fx om en regering begår overgrebmod et religiøst mindretal, eller om der er religiøse grupper, som ikkeanerkendes som lovlige. Et andet spørgsmål kan være, om grupper i samfundet hindrer et trossamfund i at praktisere deres religion, eller om en religiøs gruppe hindrer andre religiøse grupper i at udøve deres religion. Disse registreringer foretages på baggrund af oplysninger fra en række forskellige kilder.Undersøgelsen, der omfatter 2015, bygger primært på informationer fra 18 kilder samt to ekstra, når det gælder forholdene i USA.
• De indeks, der beregnes for omfanget af begrænsninger af religionsudøvelsen, inddeles i fire kategorier: Nemlig i lande med en ”megethøj”, ”høj”, ”moderat” eller ”lav” grad af begrænsninger.
• Undersøgelsen omfatter 198 lande og selvstyrende områder, som tællermere end 99,5 % af verdens befolkning. Blandt landene er 192 af de 193 nationer, der er medlem af FN. Den eneste undtagelse er Nordkorea, hvor der er omfattende begrænsninger af religionsfriheden. Men Nordkorea er et meget lukket land, og derfor er det ikke muligt for Pew Research Center at få alle de oplysninger, der skal bruges for at kunne udarbejde et indeks for landet.
• Ud over de 192 lande omfatter undersøgelsen seks områder med selvstyre: Kosovo, Hong Kong, Macau, De Palæstinensiske Områder, Taiwan og Vestsahara.
Kilde: Global Uptick in Government Restrictions on Religion in 2016, Pew Research Center, 21-06-2018
• Global Uptick in Government Restrictions on Religion in 2016, Pew Research Center, 21-06-2018
• Krænkelser af religiøse grupper og trossamfund – på globalt plan (baggrund), Sameksistens.dk, 26-06-2018
#buddhister #krænkelserafreligionsfriheden #ateister #hinduer #jøder #kristne #muslimer