Svend Løbner
25. juli 20192 min
Af Marianne Olsen, lektor
Efter de sidste fire års fejlslagne politik burde den nye regering for længst være trukket i arbejdstøjet. Men hvad sker der?
De nye ministre udmærker sig i al for høj grad ved
vanetænkning. For det er vanerne fra de forløbne fire år, der ser ud til at
blive genoptaget.
Misbrug af sproget
Siden den daværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard,
forbød udtalelsen ’racistisk’ fra Tingets talerstol, skønt ytringen i frihed
skulle karakterisere nogle faktuelle racistiske provokationer fra en af hendes
partikammerater, fyger det fortsat med misbrug af vores danske sprog.
Det har været alt for let at løbe i ’de gamles’ fodspor og
tale om ’danskerne’, skønt der er en og anden på Tinget, der vil have lov til
at bestemme, hvem der er dansker, når statsborgerskabet er opnået. Men den går
altså ikke.
En ny retning?
Vælgerne har nu sammensat et Folketing, og der er dannet en
regering, som må forventes at føre landet i en ny retning, en retning, hvor
vores land er et land blandt andre lande i verden, et land, hvor vi ønsker at
tage os af hinanden, et land hvor du er lige så meget rets-subjekt, som jeg er.
Pressen har – på vælgernes vegne – henvendt sig til
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og spurgt, om vi vil tage danske statsborgere i
syriske lejre hjem til Danmark som hører til her. Vil man i givet fald
retsforfølge dem, som er forbrydere? Vil man tage deres børn hjem, så de ikke
bliver oplært til had i de lejre, der er betegnet som helvede?
For det er deres ret.
Et retssamfund?
Men Udenrigsministeren er ifølge Politiken ikke indstillet
på at hjemtage danske fremmedkrigeres børn fra lejrene i Syrien.
Kan man så sige, at Danmark er et retssamfund? Er det virkelig
det, når det er ikke enhver borger, der er rets-subjekt. Hvordan skal det
forstås, at man er dansk statsborger, men ikke noget rets-subjekt?