Svend Løbner
10. okt. 20193 min
Af Peter Øhrstrøm, professor i informationsvidenskab ved Aalborg
Universitet
I Danmark synes de allerfleste, at der naturligvis skal være
ægte religionsfrihed for alle, når blot den troendes frihed ikke krænker eller
truer andre menneskers frihed. Ifølge Grundlovens paragraf 67 har borgerne ”ret
til at forene sig i samfund for at dyrke Gud som de ønsker, så længe intet
læres eller foretages, som forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige
orden”.
Også på verdensplan burde den slags være ligetil. I
hvert fald fastslår FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne fra 1948 i
artikel 18: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed;
denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten
alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for
sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og
overholdelse af religiøse forskrifter.”
Men virkeligheden svarer mange steder i verden slet ikke
til denne smukke erklæring. Religiøs forfølgelse er et voksende problem i
verden. Millioner af mennesker forfølges alene på grund af deres tro, og for
mange af dem koster det livet. Det viser sig, at 80 pct. af verdens religiøst
forfulgte er kristne. I kirkens 2000-årige historie har ca. 70 millioner
mennesker mistet livet på grund af deres kristne tro. Heraf er 45 millioner
kristne blevet dræbt i det seneste århundrede. Og det er som om forfølgelsen er
vokset dramatisk efter terrorbegivenhederne i USA den 11. september 2001.
Hvordan slipper lande, som formelt har tilsluttet sig FN’s
Verdenserklæring bl.a. om religionsfrihed af sted med fortsat at tillade eller
ligefrem praktisere religiøs forfølgelse?
Sagen er, at religiøs forfølgelse kan tage mange former.Måske drejer det sig primært om et socialt pres, som har til formål fx at få
kristne til at opgive deres tro. Der kan også være tale om, at myndighederne
forskelsbehandler kirkerne, så de får svært ved fx at købe eller leje lokaler
til gudstjenester og kirkelige aktiviteter, hvilket typisk betyder, at kirken
må operere illegalt for overhovedet at kunne fungere.
Hertil kommer, at der i mange lande findes en forfølgelse af
kristne i form af en slags ”Berufsverbot”, der indebærer, at fx kristne kan
have meget svært ved at få gode jobs i det offentlige, selv om de har meget
fine faglige kvalifikationer. Ydermere er der lande, som gør det vanskeligt for
de troende at få juridisk hjælp og retssikkerhed, og lande, som praktiserer en
meget høj grad af kontrol og overvågning af den religiøse aktivitet, således at
et normalt kirkeliv hæmmes eller måske endda i praksis forhindres. Ydermere er
der lande, som ved lov begrænser og måske direkte forbyder egentlig mission fra
kirkerne med det formål at forhindre konvertering til kristendommen.
Det er bestemt ikke let at hjælpe verdens religiøst
forfulgte her fra lille Danmark. Men vi kan gøre mere for at værdsætte og
udvikle vores danske religionsfrihed, så den fortsat fremstår som et godt
eksempel. Desuden bør vi gøre, hvad vi kan, for at fremme trosfriheden verden
over. For naturligvis skal vi forsøge at handle på de forfølgelser og lidelser,
som troende medmennesker i udlandet udsættes for.
Den forrige regering bør roses for oprettelsen af et
ministerielt kontor, som skal registrere og fremme opmærksomheden på problemer
vedrørende trosfrihed. Ret anvendt kan dette kontor gøre en væsentlig forskel,
ikke mindst når dansk udenrigspolitik og international samhandel skal
tilrettelægges.
Hvis vi vil, kan Danmark gøre de religiøst forfulgtes vilkår
til et hovedtema i vort internationale samarbejde. Men den slags bliver kun
politisk virkelighed, hvis der er folkelig opbakning til det.
Derfor er det vigtigt, at vi både værdsætter vores egen trosfrihed
og gør vort til at sikre vore medmennesker i andre lande den samme frihed.
Klummen er også bragt i Nordjyske.