Tykaktivisme, kropspositivet og ny måde at tænke sundhed på

Kronik af Dina Amlund

Tykaktivisme, kropspositivet og ny sundhedstænkning. Mange
 tror, at disse er spritnye fænomener. At der først skete en forståelse for og
 et ønske om plads til kropslige forskelle efter de sociale mediers indtog. Men
 den debat, der lige nu kører mellem Sundhedsstyrelsen og Dansk Selskab for
 Almen Medicin, har været længe undervejs.

Historien for at tænke positivt omkring tykhed er længere
 end de fleste tror. Tykaktivismen går tilbage til 1960ernes oprørske tid med de
 mange forskellige bevægelser, som kæmpede for lighed og frihed.

I 1967 mødtes 500 mennesker i Central Park i New York. De
 brændte bøger og blade med slankekure og spiste kage. Det er den tidligste
 tykaktivistiske happening, man kender til. 1967 var et vigtigt år. Udover
 begivenheden i Central Park, kunne man læse et læserbrev i The Saturday Evening
 Post om udskamning af tykke mennesker. Den havde rubrikken ”More People Should
 be Fat” og var skrevet af Lew Louderbeck.

Tykaktivismens historie

Louderbeck blev efterfølgende kontaktet af William Fabrey,
 som i 1969 stiftede NAAFA, National Association to Advance Fat Acceptance.
 Sidste år fejrede NAAFA 50-års jubilæum i Las Vegas. Fabrey lægger i dag sit
 virke i the Council on Size and Weight Discrimination. Han er ikke tyk, men han
 stiftede for alvor bekendtskab med tykfobien, da han giftede sig med en tyk
 kvinde.

Siden slutningen af 1960erne begyndte tykaktivismen at spire
 rundt omkring i USA. Og som den voksede sig større og stærkere og tykkere,
 bredte den sig også udenfor USA. En af mærkesagerne indenfor tykaktivisme er
 sproget. Fat og fatness på engelsk, tyk og tykhed på dansk er de neutrale ord,
 når vi taler om tykke mennesker. ”Overvægtig” og ”fedme” er ikke neutrale ord –
 det er ord, som er sygeliggørende og andetgørende.

En de tidlige grupper i USA var the Fat Underground, som
 dannedes i 1972. En feministisk gruppe, som skrev essays, digte, sange, malede
 og på anden måde beskæftigede sig med tykhed og tykfobi. En af de helt store
 tykaktivistiske stemmer udenfor USA er britiske Charlotte Cooper. I 1998 skrev
 hun ”Fat & Proud” og i 2016 kom ”Fat Acitvism: A Radical Movement”. Hun har
 derudover skrevet romanen ”Cherry” i 2002.

I over 50 år er der blevet stillet spørgsmålstegn ved den
 normative sundhedsdiskurs og dennes forbindelse til den socialt konstruerede
 tykfobi. I 1982 skrev Bob Schwarts bogen, ”Diets Don’t Work”, som handler om at
 for at være sund, skal man droppe fokus på vægttab og i stedet fokusere på
 intuitiv spisning. Vægten kan med fordel udelades, når man beskæftiger sig med
 sundhed.

Sundhed og tykhed

Allerede i 1950erne var der forskere, som konstaterede, at
 slankekure ikke virker – de tykke personer, der taber sig, tager simpelthen det
 hele på igen. I 1990erne blev der været stillet meget kritiske spørgsmål
 indenfor forskning i vægt. Bl.a. undersøgelser af bestemte befolkningsgrupper
 og villet vægttab, som viste risici forbundet med vægttab, som gik stik imod
 alle de konventionelle antagelser om vægt og vægttab.

Udover forskning, der forholder sig kritisk til
 konventionelle negative idéer om tykke kroppe, er der også forskning, som
 forholder sig positivt til tykhed. Health at Every Size er en gren indenfor
 sundhedstænkning, som fastslår, at sundhed og tykhed ikke udelukker hinanden.
 Hovedværket indenfor denne litteratur er Lindo Bacons ”Health At Every Size”
 fra 2008. Bacon er fysiolog og ph.d. med års forskning i sundhed og tykhed bag
 sig. Dr. Bacon bruger i dag sin tid på at formidle sin viden, og har mange
 videoer på YouTube, og er aktiv på Facebook og Twitter. Bacon formidler på en
 meget tilgængelig måde.

Man kan læse mere om teori og praksis bag konceptet Health
 at Every Size på dansk hvis man søger på ”vægtneutral sundhed”. En af de
 førende stemmer indenfor dette er autoriseret klinisk diætist Inger Bols, som
 arbejder med vægtneutral sundhed og intuitiv spisning med klienter, deltager i
 den offentlige debat og afholder kurser.

At sundhed og tykhed ikke udelukker hinanden, ligesom tykhed
 og skønhed ikke udelukker hinanden, er meget populære kæpheste blandt
 tykaktivister og kropspositive aktører. Samtidig er det vigtigt at understrege,
 at skønhed og sundhed ikke er noget, tykke mennesker skylder samfundet. Sundhed
 og skønhed bør være en privat sag – men det kan ikke undgå at blive politisk,
 da begge konstruktioner bruges som våben mod tykke mennesker.

Kropspositivet versus Tykaktivisme

Body Positivity, på dansk kropspositivitet, er ligesom
 tykaktivisme heller ikke et nyt fænomen. Begrebet Body Positive stammer fra
 dengang verden var ved at gå til i frygt for og had til HIV/AIDS. I USA var der
 allierede, som ville vise sympati og alliance med personer, som var
 HIV-positive. Disse allierede kaldte sig BODY positive. Det er fantastisk, så
 meget der er sket indenfor medicin, uddannelse og forståelse siden dengang –
 ikke at vi er fuldstændig fri af HIV/AIDS-fobien i dag, men vi er heldigvis
 langt fra 1980ernes panik.

I 1990erne var der ikke længere behov for det samme
 allianceskab. I midten af 1990erne var der tre kvinder i USA, som tog de nu
 ubrugte ord, ”BODY positive”, ind i den udvikling af sproget og kropssynet, som
 vi kender i dag. Deb Burgard grundlagde platformen kaldet ”Body Positive”, fra
 hvilken hun arbejder med psykoterapi og aktivisme på forskellige måder. Connie
 Sobczak og Elizabeth Scott stiftede ”The Body Positive”, som er et fællesskab
 og en virksomhed, som tilbyder forskellige typer workshops og undervisning.

Fælles for dem er, at de arbejder med individet, som skal
 lære at elske sig i selv i denne verden, som ellers lærer os at stræbe efter
 den normative definition af perfekthed. Der er en særlig forståelse for tykhed
 og tykfobi hos Burgard, Sobczak og Scott, men deres fokus er konsekvent på
 individet – tykt eller tyndt – at det skal lære at være tilfreds i egen krop.

Forskellen mellem kropspositivitet og tykaktivisme er præcis
 dette fokus på individet. Kropspositivitet beskæftiger sig ikke meget med
 strukturerne i samfundet, men lærer individet at elske sig selv. Det er meget
 nemt for samfundet at acceptere en ny tilgang til kroppe, som handler om at
 ansvaret ligger hos individet: elsk dig selv! Vi har et individbaseret samfund,
 som foretrækker at personer med andethed(er) selv tager det fulde ansvar for at
 lære at elske sig selv. Derfor er kropspositivitet blevet så populært. Det er
 noget sværere for samfundet at acceptere tykaktivismen, som ikke handler om at
 individet har ansvar for at elske sig selv – men at samfundet har ansvaret for
 ikke at hade tykke mennesker. At samfundet skal stoppe sin tykfobiske struktur
 ved f.eks. at ændre i sproget.

Kropspositivitet er – selvfølgelig – positivt. Det er
 brugbart for alle, som er vokset op i en verden, som lærer en at hade og frygte
 ens egen krop. Men kropspositivitet skal ikke stå alene. Vi kan se hvordan den
 individbaserede kropspositivitet alt for let inkorporeres i den
 konsum-orienterede verden, som bygger på sundhed, skønhed, og andre
 menneskeskabte hierarkier. Tykaktivismen handler om at nedbryde strukturer og
 er mindre nem at kapitalisere.

Bedre tider varsles

Der sker uendeligt meget indenfor tykaktivisme og
 opfattelsen af tykke kroppe i dag. I Danmark har vi f.eks. De Tykkes Befrielsesfront,
 som stiftedes i 2006, og FedFront, som dannedes i 2017. De er stærke stemmer i
 kampen mod tykfobien. Der er mange kropspositive aktører, som bringer
 tyk-repræsentation på banen.

Forkæmpere for identitetspolitik og andre på venstrefløjen
 får i højere og højere grad forståelse for at tykke mennesker placeres langt
 nede i de menneskeskabte hierarkier, som skal brydes ned. Mode- og kulturprodukter
 begynder at inkludere tykhed i nogen grad. Medier, uddannelsessteder og
 politiske organisationer begynder at kigge mod tykaktivismen.

Netop nu har vi et meget tiltrængt opgør mellem Dansk
 Selskab for Almen Medicin (DSAM), som er de praktiserende lægers videnskabelige
 sammenslutning, og Sundhedsstyrelsen (SS). SS vil have de praktiserende læger,
 andre sundhedsfaglige og kommunalt personale i f.eks. jobcentre, bo-,
 aktivitets- og samværstilbud til at opspore (det er SSs eget ord, ”opspore”) de
 tykke borgere og sende dem i vægtreduceringsprogrammer.

Det vil DSAM under ingen omstændigheder skrive under på. Formanden for DSAM har udtalt, at tykke borgere skal have lov at gå til lægen med hvad de nu har brug for at gå til lægen med, uden det skal handle om vægten. En anden repræsentant fra DSAM har sagt til pressen i flere omgange, at SS bør droppe målsætningen ”slanke kroppe” og i stedet indføre et mål, der hedder ”glade, stærke og funktionelle kroppe”.

Dina Amlund er tykaktivist og cand.mag. i Moderne Kultur.
 Dina har beskæftiget sig indgående med tykfobi som struktur i samfundet og
 kulturen med fokus på sproget, repræsentation og stereotyper i kulturprodukter,
 den vestlige kulturs historie og kropsideal m.m.