Svend Løbner
22. juli 20205 min
Af Birthe Munck-Fairwood
Mehdi Khoshqalb forsøger stadig at få hold på sin
livshistorie. For hvad var det, der skete den decemberdag for snart fire år
siden, da han landede i Kastrup Lufthavn og gik ind i statistikken som
uledsaget mindreårig asylansøger? Hvordan var det kommet dertil for en 17-årig
gymnasieelev fra Teheran, der voksede op i en kærlig og velfungerende familie?
Der er stadig manglende brikker. Men Mehdi Khoshqalb har
lært at leve med brudstykker. Og i dag forstår han mere end dengang.
Historien begynder i 2015, da flygtningestrømmen op gennem
Europa var på sit højeste. Det år modtog Danmark 2.144 børn og unge, der søgte
asyl alene uden en voksen. Langt de fleste var drenge over 15 år. En af dem var
Mehdi Khoshqalb.
På en aarhusiansk café fortæller han om en anderledes
ungdom. Om at blive meget hurtigt voksen og have ansvar for sit liv. I dag er
Mehdi Khoshqalb 21 år og taler flydende idiomatisk dansk med meget lidt accent.
Han har opholdstilladelse og læser på VUC. Han er også fast kirkegænger og har
en dansk kæreste. Men selv om fremtiden tegner lys, er Mehdi ikke færdig med
fortiden.
’Min familie var anderledes’
Det var ikke ham selv, der besluttede, at han skulle flygte.
Det var hans far. Og Mehdi Khoshqalb havde ikke set det komme. Helt til det
sidste troede han, at alt var i orden.
– Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt se, at min familie
var anderledes. Men dengang tænkte jeg ikke over det. Vi holdt for eksempel
ikke Ramadan. Men det var der så mange andre, der heller ikke gjorde.
– Da jeg var omkring 10 år gammel, begyndte mine forældre at
få nye venner. Somme tider kom de hos os og sad og læste og snakkede. Men jeg
levede i min egen verden på mit værelse med min playstation. Somme tider
forsøgte min far at fortælle mig historier fra Bibelen, men jeg var ikke
interesseret.
– For mig var livet normalt. Alt var godt. Min far var
afdelingschef i en større bank, så vi manglede ikke noget. Men der var begyndt
at ske ting. Det sidste år i Iran tog min far ikke længere på arbejde. Min
storebror, der læste på universitetet, havde pludselig lang læseferie. De
senere år var vi flyttet flere gange.
– Det var planen, at vi skulle på ferie i Italien. En dag
stod vi inde i en butik for at købe en kuffert til mig, da min fars telefon
ringede. Noget var galt. ”Lad os køre. Hurtigt. Skynd dig,” sagde min far. Han
kørte ud af Teheran og blev ved med at køre. Han fortalte, at naboen havde
ringet. Politiet havde været hos os. ”De har taget din mor og din bror. Vi kan
ikke køre hjem. Det er fordi vi har en anden religion end de andre.” Vi kørte
ud til en af hans venner, der boede fem-seks timer fra Teheran. Der skulle jeg
blive, indtil min far kom og hentede mig.
’Alt var kaos i mit hoved’
Det blev til næsten fem måneder, hvor Mehdi fik det stadig
dårligere psykisk.
– Alt var kaos i mit hoved. Jeg sov ikke om natten og fik
medicin. Så en dag kom min far sammen med min onkel. ”Du skal rejse,” sagde min
far. ”Din onkel vil hjælpe dig. Jeg prøver at hjælpe din mor og din bror.
Derefter kommer vi også.” Jeg spurgte, om han ikke kunne lide mig længere,
siden han sendte mig væk. Jeg husker tydeligt hans svar: ”Jeg gør det kun,
fordi jeg elsker dig.” Så kørte han. Det var sidste gang, jeg så min far.
– I dag ved jeg, at mine forældre var blevet kristne og var medlemmer
af en husmenighed. Begge dele var forbudt i Iran. Jeg nåede aldrig at spørge
dem, hvorfor de gjorde det. Nu er det for sent. Jeg ved ikke, hvor de er. Jeg
har prøvet alt. Efterlyst dem gennem Røde Kors. Alt muligt.
’Jeg græd og græd’
At Mehdis rejse ville ende i Danmark, vidste han ikke. Ingen
fortalte ham, hvor han skulle hen.
– Vi kørte nordpå i min onkels bil og standsede ved et hus,
hvor den mand ventede på os. Jeg skulle følges med manden til Tyrkiet, hvor min
onkel ville møde mig igen. Vi gik over bjergene om natten i mange timer. I
Tyrkiet kørte min onkel mig ud til en lufthavn, hvor vi mødte en kvinde, som
jeg skulle følges med. ”Hun vil hjælpe dig. Hun har papirer. Hvis nogen
spørger, siger du, at hun er din mor. Slut.” Så gik min onkel også. Den sidste,
jeg kendte.
Flyrejsen forløb planmæssigt, og en decemberdag i 2015 stod
Mehdi i København.
– Uden for lufthavnen ventede en bil på os. Jeg anede ikke,
hvor jeg var. Vi kørte længe rundt. Så blev jeg sat af på en vej med min
kuffert. Det var helt mørkt. ”Du skal gå den vej,” sagde de. ”Du skal blive ved
med at gå, til du kommer til en stor bygning med lys. Der ved de, hvad du skal
gøre.”
I Sandholmlejren i Nordsjælland blev Mehdi registreret som
uledsaget mindreårig asylansøger og sendt videre til et modtagecenter for børn
og unge.
– Jeg husker kun, at jeg bare græd og græd. Jeg følte mig så
alene og var bare så bange.
’Gud er min anden far’
Det første år tilbragte han på et børnecenter på Ærø.
– Vi kom lige før jul. En kirke inviterede os til
julegudstjeneste, og vi var nogle stykker, der tog med, selv om vi ikke vidste,
hvad det var. Det var første gang, jeg var inde i en kirke. Vi forstod ikke
noget, men kirkesangeren sagde velkommen, og bagefter var der kaffe og kage. Et
par uger senere kom kirkesangeren på besøg på centret. Jeg fortalte, at jeg
ikke var kristen, men at jeg havde brug for at vide, hvorfor kristendommen
betød så meget for min familie, at de var villige til at sætte alt på spil.
Det blev starten på mange besøg hos kirkesangeren og
samtaler med præsten.
– Om søndagen kom kirkesangeren og hentede mig, og så kørte
vi i kirke. Det var svært med sproget, men en dag hørte jeg præsten kalde Gud
for vores far. Jeg har altid haft et særligt forhold til min far. Han har
betydet rigtig meget for mig. Den dag skete der noget. Jeg begyndte at læse i
Bibelen og læste hele Det nye Testamente. At vi kan have en tæt og kærlig
relation til Gud som vores far talte stærkt til mig. Jeg havde fundet en anden
far, som både er far for mig og for min far.
’Jeg vil hjælpe andre mennesker’
Da Mehdi fik asyl og konventionsstatus i juni 2018, var
lettelsen ubeskrivelig. Året før havde han fået afslag. Efter to et halvt år
kunne han endelig begynde at opbygge et nyt liv. Da var han 20 år.
Fremtiden har han ikke travlt med at planlægge i detaljer.
Men han ved, at han vil læse videre.
– Jeg vil gerne bruge mit liv på at hjælpe mennesker, der
har brug for hjælp og forståelse. Andre har hjulpet mig. Nu vil jeg give noget
tilbage. Når jeg har sat mig et mål, giver jeg ikke op så let. Inden jeg fik
mit nuværende job, havde jeg sendt 400 ansøgninger og fået 400 afslag. Det er
vigtigt for mig at acceptere virkeligheden. At det er synd for mig, kan jeg
ikke bruge til noget. Jeg er nødt til at tage ansvar for mit liv. Det er
vigtigt for mig at acceptere virkeligheden.
I dag bor Mehdi i Højbjerg ved Aarhus, hvor han snart afslutter HF enkeltfag og sideløbende arbejder i en større butikskæde.
– Folk siger til mig, at jeg er meget integreret. Det er nok
også rigtigt. Men hver dag tænker jeg på min familie. Mit største ønske er en
dag at få min familie herop. Så vil alt være godt.
Birthe Munck-Fairwood leder Tværkulturet Center i
København. Artiklen er bragt i centrets avis Nyt på tværs.