Adopterede ligestilles med danskere født i riget

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der ligestiller internationalt adopterede med danskere født i riget og undtager andre grupper fra opholds- og beskæftigelseskravene.

Undtagelser til opholds- og beskæftigelseskravene i kontanthjælpssystemet er nu stemt igennem Folketinget. Dermed vil internationalt adopterede og flere andre grupper ikke blive omfattet af lavere satser og arbejdspligt alene på grund af, at de står som indrejst i cpr-registret.

- Det afgørende for mig har været, at vi hurtigst muligt fik ændret loven, så adopterede og andre grupper bliver undtaget. Det kommer vi nu i mål med, inden loven træder i kraft, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse.

Undtagelserne træder i kraft 1. juli samtidig med det nye kontanthjælpssystem.

Udover internationalt adopterede er det fx børn født i udlandet af surrogatmødre og børn født under korte ophold i udlandet, der bliver undtaget for kravene. Undtagelserne er aftalt mellem aftalepartierne bag Aftale om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp og Aftale om en ny arbejdspligt med klare krav til borgere i kontanthjælpssystemet som ikke opfylder optjeningsreglerne.

- Jeg synes, at vi er landet på en god og balanceret løsning, og det er godt, at et flertal er enige om undtagelserne, samtidig med at vi holder fast i arbejdspligten, siger beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Forrige
Forrige

Forældre i sorg eller med indlagte spædbørn får bedre vilkår

Næste
Næste

UNICEF advarer om ubegribelige rædsler