De lytter til hinandens fortællinger

Den 7. oktober for tre år siden blev Den Palæstinensisk-Jødiske Alliance dannet. Deltagerne har mod til at turde håbe på fredelig sameksistens.

Fra venstre: Alma, Noa og Aziz. Foto: Marianne Olsen

Den Palæstinensisk-Jødisk Alliance arbejder for fred og jødisk-palæstinensisk venskab. Det fik de Menneskerettighedsprisen for i 2025. Og arbejdet fortsætter.

Alliancen mødte den 8. oktober 2026 frem med tre repræsentanter til et enestående arrangement i Ubuntuhuset i København. Alma, Noa og Aziz fortalte deres historier hver for sig, og berettede hvordan fortællingerne ved vennernes hårde, realistiske viljes slid var blevet flettet ind i hinanden så blodsudgydelserne og krigeriskheden kan forvandles til bevidsthedens indsigt, et håb for verden.

Arbejder for en tostatsløsning

Mødet var arrangeret af New Outlook, den dansk-jødiske fredsbevægelse, der arbejder for en tostatsløsning med lige værdighed for palæstinensere og israelere i Israel og Palæstina. Den aften havde de inviteret Den Palæstinensisk-Jødiske Alliance, der præsenterer sig således:

”Vi fandt sammen i en tid, hvor mediebilleder og politiske fronter forsøgte at placere os på hver sin side. Men da vi lyttede til hinandens historier, blev vi mindet om, at solidaritet og menneskelighed kan bryde igennem de fortællinger, der vil splitte os ad. Denne aften deler vi nogle af de fortællinger, der har bevæget os, formet alliancer og styrket vores fælles kamp for menneskerettigheder og palæstinensisk frihed. Et arbejde, som vi er dybt taknemmelige for også er blevet anerkendt med Menneskeretsprisen 2025.(..)

Alma indledte mødet med en øvelse

Forsamlingen skulle på et stykke papir svare på spørgsmålet: ”Er der noget der blokerer dig for at være åben og nysgerrig?” papirerne med svaret blev krøllet sammen og kastet langt væk bag i lokalet, og så fortalte Noa og Aziz hvem de var, at det var den 7. oktober for tre år siden der havde fået dem til at danne Alliancen.

Siden er de rejst ud i landet og har fortalt i forskellige sammenhænge. De har være på Roskildefestival og på Folkemøde, og sådan vil de blive ved, for de har lært, at det er ved at lytte og fortælle, at de lærer hinanden at kende.

Noas historie

Noa fortalte om en tryg dansk barndom med skolegang i Carolineskolen [den eneste jødiske skole i Danmark] shabbat-middage, om besøg i Israel og et liv, hvor det i begyndelsen var lettere at lade være med at tage stilling til konflikterne i Mellemøsten.

Den 7. oktober kommer slagterierne som overfaldsmændene reklamerer med. De fotograferer og jubler over at have taget livet af de mennesker, de kunne komme til både at voldtage og slå ihjel.

En dag hørte Noa om en helt andens historie, den som Aziz også fortalte ved mødet. Noas dybe og forunderlige reaktion var et spontant ansvar han blev klar over at have for sin ven Aziz.

Aziz’ historie

Aziz fortalte om syv generationer i Palæstina, om sin palæstinensiske far og sin danske mor. Han fortalte om besøg i et Palæstina med de vidunderligste dufte af krydderier, af landskaber, der ledte tanken hen på Paradisets have – og om andre steder så ubehagelige, at han manglede ord for det. Til gengæld havde han billeder, som vi så – billeder af alle slags. Faktisk kender vi dem også fra andre steder i verden, f.eks. en dreng der står foran en kæmpestor tank og peger på den, og vi ved godt at den dreng ikke vinder. Ondskaben er virksom alle steder i verden.

Autoritet med plads til mod og tryghed

Der var tavst i rummet efter fortællingerne. Efterhånden fik Alma med sin stilfærdige autoritet deltagerne til at give udtryk for deres reaktioner, og det var tydeligt at Noa og Aziz blev hørt som to modige mennesker, ligesom det blev tydeligt, at de følte sig trygge, hvad der på ingen måde er en selvfølge.

Alliancens beslutsomhed og venskab havde også haft behov for psykologhjælp. Og de to går ikke med i demonstrationer. Deres lydhørhed over for den andens smerte gør dem sårbare: høje råb og aggressiv stillingtagen, der udelukker den anden part, afviser de.

”Jeg tør næsten ikke henvise til HÅB, skønt det er det, vi så gerne vil,” smiler Aziz.

Begrundelsen for Menneskerettighedsprisen

Ved overrækkelsen af Menneskerettighedernes hæderspris 2025, sagde Rasmus Grue Christensen dengang:

”Krigen i Gaza har ikke kun skabt splittelse i Mellemøsten, men også i vores eget samfund. Vi så – og ser desværre fortsat – hvordan hadet vokser. På gaderne, på sociale medier, i samtalerne. Vi ser, hvordan vores jødiske og palæstinensiske medborgere i Danmark bliver mødt med mistænkeliggørelse, diskrimination og trusler. Mange har trukket sig tilbage i frygt for at mærke hadet på egen krop (…) Men de ildsjæle, vi hylder i dag, har gjort det modsatte. De er trådt frem. De har rakt ud. De har mødtes (…)”

Alliancen ER håbet

Det kan godt være at fortællerne den aften var forsigtige med at henvise til HÅB. Det er i virkeligheden Alliancen og mennesker som dem, der er håbet for os alle sammen.

De sammenkrøllede papirer, hvor vi havde noteret vores fordomme, kom ikke frem. Der var ingen brug for dem.