Er vi på vej mod et digitalt diktatur?

Når alt kan spores, bliver vi reduceret til dataprofiler, som staten og store virksomheder kan bruge, analysere og – i værste fald – misbruge, advarer forfatter Ali Salim i dette debatindlæg.

Ali Salim er forfatter og samfundsdebattør. Privatfoto.

Debatindlæg af Ali Salim, Odense

Vi lever i en tid, hvor næsten alt i vores liv er blevet digitaliseret.

Vi handler, kommunikerer, arbejder, betaler og deler oplysninger på nettet. Hver eneste handling efterlader digitale spor, og samtidig ser vi et samfund, hvor overvågning i stigende grad bliver præsenteret som en nødvendighed. Kameraer med ansigtsgenkendelse sættes op, og vi får at vide, at de kun bruges til at bekæmpe alvorlig kriminalitet – men kan vi være sikre på, at det virkelig forholder sig sådan?

Retten til at været et frit menneske

Når jeg rejser denne bekymring, møder jeg ofte svaret: “Hvis du ikke har noget at skjule, har du heller ikke noget at frygte.”

Men det er et fejlagtigt og farligt argument. Privatliv handler ikke om kriminalitet. Det handler om retten til at være et frit menneske. Vi mennesker har behov for at kunne leve uden konstant at føle os overvåget og kontrolleret.

Så hvor blev retten til privatlivet egentlig af, og hvorfor skal vi som borgere acceptere, at den krænkes på denne måde?

Digitaliseringen har en pris

Vi er midt i en udvikling, hvor kontanter langsomt forsvinder, og hele vores økonomi bliver digitaliseret. Det betyder, at alle køb, betalinger og bevægelser kan registreres.

Det lyder måske praktisk, men konsekvensen er, at vi mister endnu et lag af anonymitet. Når alt kan spores, bliver vi reduceret til dataprofiler, som staten og store virksomheder kan bruge, analysere og – i værste fald – misbruge.

Er det virkelig det samfund, vi ønsker? Et samfund, hvor borgernes hverdag er gennemlyst, og hvor friheden til at være privat reelt forsvinder?

Fra retsstat til retsdiktatur?

Det er naturligvis rigtigt, at overvågning kan være et værktøj i efterforskningen af grov kriminalitet. Ingen ønsker at stille sig i vejen for, at politiet kan opklare mord eller terrorplaner. Men grænserne rykker sig. Det, der starter som et redskab mod de farligste forbrydere, ender ofte med at blive brugt langt bredere.

Hvis vi ikke stiller krav om klare grænser, risikerer vi at bevæge os fra at være en retsstat til at være et retsdiktatur – et samfund, hvor kontrol og mistillid erstatter frihed og tillid.

George Orwell advarede

Den engelske forfatter George Orwell beskrev i sin roman 1984 et samfund, hvor borgerne konstant var overvåget af “Big Brother”.

Mange læser den bog som en dystopisk advarsel – noget, der hører fantasien til. Men kig omkring dig: Kameraer med ansigtsgenkendelse, registrering af alle digitale spor, algoritmer, der analyserer dine data – det hele er allerede virkelighed. Spørgsmålet er, om vi vil lade Orwells advarsel blive til virkelighed i vores eget samfund.

Vi skal turde sige fra

Det handler i sidste ende om, hvilket samfund vi ønsker at leve i. Et samfund, hvor friheden til at være privat stadig eksisterer, eller et samfund, hvor vi uden videre accepterer, at staten kan følge med i alt, hvad vi gør?

Vi bør ikke lade os spise af med argumentet om, at overvågning kun er for vores egen sikkerhed. For sikkerhed uden frihed er ikke sikkerhed – det er kontrol. Hvis vi som borgere ikke sætter foden ned nu, vil udviklingen fortsætte, og vi vågner en dag op i et Danmark, hvor vi ganske enkelt ikke længere er frie.

Så spørgsmålet er: Er vi på vej mod et samfund bygget på tillid og rettigheder – eller mod et samfund, hvor vi alle bliver gjort til mistænkte i vores eget liv?

Det er en debat, vi bør tage, før det er for sent.