Er der et håb til stede?

Færre fladskærme og mere global solidaritet. Det var nogle af pointerne fra klimaaktivist Elise Sydendal og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Nøddekær, da Oure Højskole afholdt dannelsesfestival.

Paneldeltagere taler klima, fællesskab og global solidaritet på dannelsesfestival.

Det er Grundtvig i praksis, når Oure Højskole hvert år inviterer til dannelsesfestivalen Resonans i det sydfynske sommerland. Det levende ord, fællessangen og fællesskabet er nemlig i centrum, når paneldeltagere og gæster sammen reflekterer over og diskuterer tidens store spørgsmål.

Det personlige møde er overraskende forfriskende. Særligt i en tid, hvor verdens begivenheder oftest når os gennem hver vores skærm og kan resultere i følelsen af isolation og afmagt.

”Og du skal ikke lukke dine øjne / og stå afmægtig, når det onde sker. / Men trofast mod hver kalden i dit hjerte / skal du forkynde, hvad du gemmer der.”

Thure Lindhart reciterer digtet “Men det bli’r atter stille”.

I tråd med højskoletanken begynder oplægget “Er der et håb til stede?” med disse ord af den folkekære digter Halfdan Rasmussen. Skuespiller Thure Lindhart reciterer digtet “Men det bli’r atter stille”, der blev nedfældet i 1944 under anden verdenskrigs besættelse.

Som et historisk ekko minder det os om, hvor galt det kan gå, hvis vi giver efter for fascistiske tendenser og tillader forbrydelser mod menneskeheden. I dag er truslen fra fascismen blevet ledsaget af truslen fra en global klimakrise.

Hvor efterlader det samfundet og den enkelte? Ikke mindst den næste generation af unge? Er der et håb til stede? Disse spørgsmål blev vendt på en af festivalens samtaler.

Håbet om en grøn fremtid

”Drømmen om at komme et trygt og bedre sted hen fylder meget for os. Det er motivationen for at blive ved,” lyder det fra Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, som åbner ballet.

Hun anerkender, at forbud og dystre fremtidsudsigter har fyldt meget i klimabevægelsen. Men det handler om at finde en balance mellem utopi og dystopi, siger hun:

”Det er vigtigt at forholde sig til den virkelighed, vi står i. Samtidig er vi nødt til at forklare, hvordan en grøn fremtid ser ud, hvor håbet står mere centralt. Det handlende håb, det må ikke blive passivt,” understreger hun.

”Things need to change, for things to stay the same. Vi kan sagtens producere og forbruge mindre og få nogle bedre liv. Vi får mere fritid, natur og tid med dem, vi elsker. Og så kan det godt være, vi ikke får den tredje fladskærm eller bil,” uddyber hun.

Elise Sydendal fra Den Grønne Ungdomsbevægelse.

For Elise Sydendal kommer afmagten ind, når der ikke bliver gjort noget ved problemerne:

”Når Israel kan begå folkemord mod den palæstinensiske befolkning, eller når vi ikke sørger for at udfase vores brug af olie og gas, så føler jeg mig skuffet og svigtet,” udtaler hun.

Men her kan fællesskabet hjælpe med at træde ud af afmagten, mener aktivisten:

”Kuren mod apati er at finde nogen, vi kan kæmpe sammen med,” konstaterer hun.

Det udløser bifald i salen.

Håbet i Østafrika

Med i panelet sidder også Jonas Nøddekær, der er generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp. Han ser blandt andet håb i ungdomsoprøret i Kenya og i magthaveres nervøsitet:

”Der sker utrolig meget i den østlige del af Afrika, som jeg vil pege på som håbefuldt. Der er unge og entreprenører, der stiller krav og har en vision om en anden verden end den, der blev fabrikeret lige efter 2. verdenskrig,” siger han og fortsætter:

”Det udfordrer. Og noget af det, vi ser fra magthavere nu, er en reaktion på, at de bliver udfordret. Jeg ser det faktisk som en håbefuld ting, at vi nu får en meget bredere global dialog. Potentialet ligger der for det, hvis man tør træde ind i det og tillade det.”

Jonas Nøddekær er generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

Håbet i fællesskabet

Jonas Nøddekær bakker op om Sydendals konklusion om, at der er muligheder i fællesskabet og dialogen:

”Det er nok der, jeg vil kigge hen: Hvordan skaber man nogle fællesskaber, hvor det ikke bliver en afrikansk vision, der kommer til at stå i modsætning til en europæisk vision?”

Det handler om at artikulere og udfolde visionen sammen og blive inspireret af hinanden, siger han.

”Der, hvor vi lykkes godt i Folkekirkens Nødhjælp, er, når vi får skabt nogle kulturmøder. Der opstår der noget, som kan være et alternativ til den dystopiske virkelighed.”

Håbet om global solidaritet

Her mener Elise Sydendal, at Folkekirkens Nødhjælp og Den Grønne Ungdomsbevægelse deler en central udfordring:

”Det er svært at skabe en empati og ansvarsfølelse, der rækker ud over de landegrænser, man er født indenfor,” siger hun.

”Det kræver, at vi får folk til at indse, at vi hænger sammen i denne her verden. Når vi udleder drivhusgasser i Danmark, er der folk, der dør andre steder på kloden. Vi har et ansvar og kan ikke lade som om, at vi kun skal passe på dem tæt på os,” siger hun.

Lisbeth Trinskjær er forperson for Højskolerne.

En af de måder, man kan skabe global solidaritet, er blandt andet gennem det personlige møde, mener forperson for Højskolerne, Lisbeth Trinskjær:

”Hvis vi skal have en solidaritet med noget, der foregår ude i verden, så er vi nødt til at møde nogle mennesker, der kan personificere det.”

Håbet om tættere relationer

Hun peger på, at det er blevet sværere at få elever fra det globale syd og verdens brændpunkter ind på højskolerne, fordi de ikke kan komme ind i landet. Flere højskoler sidder med tomme stipendier, konstaterer hun og spørger ud i salen:

”Kunne vi ikke udnytte, at det at have en international forståelse nu er blevet sikkerhedspolitik, og at det kan understøtte, at vi faktisk vil investere i andre end os selv?”

Salen klapper igen, og Sydendal bryder ind og supplerer:

”Det skal vi gøre. Men ikke fordi det gavner os selv, men fordi det er det rigtige at gøre,” lyder det.

Også for Folkekirkens Nødhjælp er det vigtigt at facilitere personlige møder med de mennesker, der bliver påvirket af verdensbegivenhederne, siger Jonas Nøddekær:

”Et af de samarbejder, der fungerer allerbedst, er, når vi gennem mange år har haft 2-3 efterskoler fra Danmark i Palæstina. Det har vi ikke kunnet siden den 7. oktober, men de tre efterskoler efterspørger at få lov igen. De har brug for at få de perspektiver. De har brug for at have en samtale med nogle af dem, der er udsat for de uhyrligheder, der foregår,” lyder det fra generalsekretæren.

Håbet om frihed

Samtalen fortsætter. Det samme gør oplæggene – 21 i alt. Modsat aviskronikker og tv-debatter er formen i virkelighedens verden noget mere løs. Men på dannelsesfestivalen er det idéudvekslingen og mødet i sig selv, der er i centrum. Engagementet i verden og hinanden. Samtalen som det demokratiske fundament.

Festivalen sluttes af med fællessang. Inden da opsummerer moderator Christian Have:

”Hvor er der blevet talt, og hvor er der blevet lyttet – og det er måske endnu vigtigere.”

Suset af omkring 1000 samsyngende stemmer mødes om teksten “Frihedens Lysdøgn” af Anne Vad, Julie Maria og Nikolaj Busk. Det bliver en fysisk manifestation af det fællesskab, der er opbygget mellem festivalgæsterne i løbet af dagen.

”Friheden bor i ideer, / der udspringer dér, hvor vi er, / så en horisont bli’r til flere. / For det er derude, det sker, / i tanke- og skabelsesrummet! / Alt nyt kommer klart for en dag. / Pist væk er alt skjult og formummet, / og tryghedens rumhavn lagt bag.”

Artiklen er oprindelig bragt i Globalnyt og formidles her med tilladelse.