Den som redder ét menneske, redder et helt univers

Hans Lynges ”Den usynliges vilje” rummer både den arktiske og den europæiske erkendelse. Det er en fælles viden om livets og lidelsens vilkår.

Hans Lynges korte roman ”Den usynliges vilje” på 93 sider indeholder flere verdener. Romanen afdækker menneskets vilkårs verdener, der indebærer flere kulturer – og bringer den sandhed for dagen, at den som redder ét menneske, redder et helt univers.

I denne roman bliver flere universer holdt frem til inspiration og ydmyg eftertanke.

Handling og refleksion

Hovedpersonerne er to brødre, den ældste, Saamik, der er en udholdende og dristig storfanger og den yngste, Ulloriaq, som er helt anderledes, altid med et glimt i øjet, og altid glad. De er vokset op hos kærlige forældre, men en grusom sandhed kommer til dem udefra, at deres kærlige far er deres biologiske fars morder, men som med sin ugerning havde befriet deres mor for en voldelig og grusom ægtemand, da brødrene var så små, at de kun husker et varmt og lykkeligt hjem.

Den usynlige viljes nådesløse krav

Nu ser vi Den Usynliges vilje, som viser sig i stedets normer, forlange at den gode stedfader bliver dræbt, og det ved han godt selv: han må henrettes. Brødrene må opfylde stedets normer, og hvordan skulle den gamle, så god og kærlig han også er, kunne prøve at forhindre de unge i at dræbe ham? Det skal gøres for at faderens sjæl kan få fred. Og deres mor må selv bestemme over sin fremtid.

 ”Nu sad hun pludselig over for børn, som hendes egene gerninger havde gjort til dommere, uden at kunne bede om nåde. For er der en bøn, der aldrig har lydt hos vores folk, hvis liv var undergivet samme vilkår som de vilde dyrs, så er det denne ”nåde””.

”Stormene, kulden, menneskene som lever af at dræbe dyrene, forfædrenes tro… alt sammen er det uforeneligt med begrebet nåde.” Hun forsvinder, drukner.

Men hvad er den Usynlige vilje – er der en anden virkelighed?

Men var det nu også Den Usynliges vilje? Det er hele romanens omdrejningspunkt. Deri opstår samtalen mellem den gamle kultur og den nye. I første omgang mellem den glade Ulloriaq og hans fortvivlelse over at have dræbt et menneske, han holdt af.

Mens Saamik træder til side i handlingen, for han er selv en handlingens mand uden mange ord eller tanker, må Ulloriaq tage den udåd, som han jo skulle udføre, på sig, og læseren får beretningen om en af Grønlands vise, Uusaqqaks tænkning, der siger ”Al sand visdom bor langt fra mennesker, ude i den store ensomhed og kan kun opnås gennem lidelse; thi kun lidelser og afsavn kan åbne menneskets sind for det som ellers henligger i det skjulte.”

Her skal ikke røbes mere, men blot peges hen på en kerne der rummer både den arktiske og den europæiske erkendelse. Det er en fælles viden om livets og lidelsens vilkår, der selv i det materialistiske Danmark holdes frem for os, både i fastetidens ritualer og i det politiske vanvid, der netop i år omgiver os.

Spiren i lidelsen

Lidelsen og ensomheden i den grusomme natur viser hen til en samtale mellem de to kulturer, da der kommer endnu et menneske til, et menneske, som både deler ensomheden og bryder den. Hvordan det går Ulloriaq og Saamik må man selv læse.

Hans Lynge (1906-1988) skriver og illustrerer på egen mættede erfaring. Han kender både den ældgamle kultur og den nytilkomne, og hans fortælling vidner overvældende om, at enhver religion er blanding at det oprindelige og det tilkomne.

Læseren erfarer i dette værk, at når to mennesker samtaler for alvor, ændrer de sig begge.