Hvem er egentlig bange for forandring?
Udviklingschef Pernille Thorup udfører her en diskursanalyse af hvem, der må sige hvad med tilknyttede konnotationer – myndighederne eller borgerne.
Pernille Thorupo Foto: Svend Løbner
Af Pernille Thorup, udviklingschef i “Vi samarbejder i Tasiilaq”, Sustainable Now
I Lundeborg har vi gennem snart et år igen og igen måttet understrege, at vi ikke er imod udvikling. Vi vil gerne have turister, arbejdspladser og aktivitet i vores landsby, og vi vil gerne have, at der sker noget på den attraktive grund, hvor byggefirmaet Skanlux ønsker at bygge. Men vi ønsker også boliger, børnefamilier, ældre og andre nye borgere. Vi ønsker med andre ord at undersøge flere muligheder for byens udvikling – ikke færre.
Alligevel bliver kritik af Skanlux-projektet let beskrevet som bekymring, uro, usikkerhed og modstand mod forandring. Borgerne fremstilles som mennesker, der ønsker at fastholde det nuværende, mens bygherren, forvaltningen og de politikere, der støtter projektet, får lov til at repræsentere udviklingen og fremtiden.
Men hvad sker der, hvis vi et øjeblik bytter om på rollerne og anvender det samme sprog om de øvrige aktører, som så ofte anvendes om borgerne?
Man kunne så beskrive Skanlux som en bekymret bygherre, der er usikker på, om projektet kan tåle en ny lokalplanproces med offentlig debat og reel lokal indflydelse. Virksomheden fastholder den type store pool sommerhuse, den allerede kender, og har trods gentagne henvendelser ikke ønsket en egentlig dialog om projektets karakter, omfang og funktion, før projektet er endeligt fastlagt, og byggetilladelsen er givet.
Hvis vi brugte den sædvanlige beskrivelse af borgerne, kunne vi derfor sige, at Skanlux ikke er særligt interesseret i udvikling. Virksomheden ønsker blot at fastholde den forretningsmodel og den projekttype, den allerede har valgt, og viser modstand mod de forandringer, som en åben dialog med lokalsamfundet kunne føre til.
Man kunne på samme måde beskrive forvaltningen som bekymret for konsekvenserne af at genåbne sagen og urolig ved tanken om, at projektets status som hotel skal vurderes på ny. Senest har administrationen afvist vores anmodning om at standse den igangværende sagsbehandling, genoptage sagen, udarbejde en ny lokalplan og overveje et § 14-forbud. Administrationen har samtidig oplyst, at den ikke fandt anledning til at forelægge vores henvendelse til politisk beslutning.
Hvis vi psykologiserede forvaltningens handlinger, kunne vi sige, at den ønsker at fastholde det administrative spor, den allerede har investeret i, og er usikker på, hvad der vil ske, hvis sagen bliver åbnet igen. Måske er det forvaltningen – og ikke borgerne – der har modstand mod forandring.
Og man kunne beskrive de politikere, der fortsat støtter projektet, som bekymrede for at miste magten over processen. Måske er de urolige for at miste initiativretten og usikre på, hvad der vil ske, hvis borgerne får reel indflydelse på landsbyens udvikling. Måske frygter de, at processen så vil gå i stå, gå baglæns eller falde fra hinanden. Måske ønsker de at fastholde den kendte rollefordeling, hvor politikerne beslutter, bygherren projekterer, forvaltningen behandler, og borgerne bagefter får lov til at reagere.
Lyder det urimeligt?
Det er det også. Jeg ved ikke, om Skanlux er bekymret, om forvaltningen er urolig, eller om politikerne er bange for at miste magt og initiativret. Hvis jeg beskrev dem sådan, ville jeg tillægge dem følelser og skjulte motiver i stedet for at forholde mig til deres argumenter, interesser og ansvar.
Men det er præcis sådan, borgere ofte bliver beskrevet.
Når en bygherre fastholder sit projekt, kaldes det en forretningsmæssig beslutning. Når en forvaltning fastholder sin vurdering, kaldes det faglighed og kontinuitet. Når politikere fastholder en beslutning, kaldes det politisk mod og handlekraft. Når borgere fastholder deres kritik og foreslår andre muligheder, bliver de derimod beskrevet som en gruppe bekymrede, urolige og usikre mennesker med modstand mod forandring.
Den sproglige asymmetri er slående: Bygherren har en strategi. Forvaltningen har en faglig vurdering. Politikerne har en politisk prioritering. Borgerne har følelser.
Der er naturligvis ikke noget forkert i at have følelser. Bekymring kan være både velbegrundet og rationel, især når beslutninger får varige konsekvenser for ens hjem, hverdag og lokalsamfund. Problemet opstår, når følelsesordene bruges til at se bort fra argumenterne. Hvis borgernes modstand skyldes uro, usikkerhed eller manglende lyst til forandring, behøver man ikke længere undersøge, om de faktisk har en pointe.
I Lundeborg har borgerne ikke blot sagt, at de er bekymrede. De har rejst konkrete spørgsmål om, hvorvidt det foreslåede byggeri reelt er et hotel eller et projekt med kæmpesommerhuse, om projektet kan rummes inden for lokalplanen, og om natur, trafik og kulturhistoriske værdier er undersøgt tilstrækkeligt. De har fremskaffet dokumenter, sammenholdt oplysninger og kontaktet relevante myndigheder.
Samtidig forsøger borgere nu selv at tage initiativ til en professionelt faciliteret proces, der med udgangspunkt i en behovsanalyse skal undersøge flere mulige udviklingsveje for Lundeborg. Det er svært at få øje på forandringsmodstanden hos dem, der ønsker at åbne processen, undersøge alternativerne og invitere flere parter ind.
Den egentlige konflikt handler derfor måske slet ikke om udvikling over for stilstand. Den handler om, hvem der har ret til at definere udviklingen. Hvis kun Skanlux-projektet kan kaldes udvikling, bliver alle andre forslag automatisk fremstillet som modstand. Men et projekt er ikke udvikling alene, fordi en investor ønsker at gennemføre det, og et lokalsamfund er ikke forandringsangst, fordi det ønsker at undersøge, om noget andet kunne være bedre.
Måske er det afgørende spørgsmål derfor ikke, hvem der er for eller imod forandring. Måske er spørgsmålet, hvem der er villig til selv at blive påvirket.
For reel dialog indebærer altid en risiko: At man hører noget, der ændrer ens forståelse. At ens eget projekt må justeres. At initiativet ikke længere tilhører én selv. Og at udviklingen fortsætter i en retning, man ikke længere alene bestemmer.

