Hvorfor skal palæstinenserne betale prisen for nazisternes jødeudryddelse?

”Nakba – øjenvidner til katastrofen” er sjælden dokumentation af zionisters grusomheder mod palæstinenserne. De mange fortællinger rummer også håb og kampmod.

Sjældent er forskellen mellem systemverden og livsverden blevet præsenteret så tydeligt. Systemverden repræsenteret ved staten Israels militsers angreb på palæstinensiske landsbyer 1947-49. Livsverden fremvist til hudløshed gennem palæstinensernes angst, kamp, flugt og truende håbløshed, da deres landsbyer blev bombet og de blev tvunget på flugt af zionistiske militser.

Hvorfor skal palæstinenserne betale prisen?

”Nakba – øjenvidner til katastrofen” (Solidaritet 2026) er dokumentation på dokumentation af den israelske stats overgreb på den palæstinensiske befolkning op til i dag. Hvad skal vi med mere dokumentation?

Nogle siger, konflikten er kompliceret. Bogen Nakba viser, at den er ganske enkel. En fremturende besættelsesmagt indtager landområde efter landområde uden hensyn til indbyggerne.

Og efterlader palæstinenserne med undren:

”Nazisterne har skadet jøderne på en forfærdelig måde. Men det er nazisterne, som skal betale prisen, ikke palæstinenserne, som ikke har noget med den sag at gøre,” udtaler Rachid Alhaje, s. 204.

Massakren i Deir Yassin

I ”Nakba – øjenvidner til katastrofen” har Bernt Hermele samlet hjerteskærende skildringer af menneskers lidelser. Magter vil have mere magt og bruger de mest voldelige metoder til at få fuld kontrol.

”Så indtraf massakren i Dayr Yasin, som lå som nabo til Ayn Karim. Mennesker på flugt strømmede til vores landsby,” konstaterer Jamil Jalal ´Aql, s. 77, om den begivenhed, der eskalerede volden og fordrivelsen.

”Dayr Ya-Sin er en arabisk-palæstinensisk landsby uden for Jerusalem, der i april 1948 blev angrebet af de jødiske terroristgrupper Irgun Zevai Leummi og Sterngruppen. Ca. 250 civile palæstinensere blev dræbt, skriver lektor dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen på Lex.dk.

Begivenheden dokumenteres af vidner: ”Vi hørte rygter om en massakre i Dayr Yasin. Vi blev bange og flygtede til Balad al-Shaykh… Jeg var gravid i femte måned… (I Baalbek i Lubnan) fødte jeg Sa’ada, mi første barn, en pige, men hun klarede sig kun i et døgn. Jeg havde ingenting at varme hede med,” fortæller Safia Muhammad Alawis, s. 77.

Mænd over 16 år skudt

Og grusomhederne fortsætter: ”Haganah angreb fra tre sider… Mændene, de som var 16 år og ældre, skulle stille op i en række på stranden. En soldat piskede dem, som ikke holdt rækken lige. Soldaterne marcherede væk med dem, ti ad gangen, et par hundrede meter længere henne ad stranden. Der blev de skudt,” fortæller Muhammad Zarra, s. 101,103.

Og hjerteskærende er det at læse om flugten: ”Vi forberedte os på at flygte, men min morfar var blevet dræbt, og vi forstod, at vi var nødt til at efterlade hans lig… Min mormor forsøgte at begrave ham, men det lykkedes heller ikke rigtig, så hyænerne kom om natten og åd ham,” fortæller Amina Hassan Banat, s. 133.

”Jøderne og vi var venner”

Hvordan kunne det komme så vidt? Det fremstår surrealistisk al den stund, at jøder og palæstinensere havde levet i fred og fordragelighed indtil da.

”Inden al-Nakba mærkede jeg ikke noget til spændinger mellem os og jøderne. Derimod var der stærke modsætninger mellem englænderne og de palæstinensiske modstandsfolk,” fortæller Fayis ´Auda, s. 66.

”Før levede vi med værdighed og ære i vores land. Vi plejede at invitere jøderne ind, vi delte vores mad med dem,” fortæller Fayza ´Abd Bayrakji, s. 199.

”Jøderne og vi var venner. De kunne komme til hest og drikke kaffe hos min far. Der var ingen konflikt. Så kom de andre… Uroen begyndte at sprede sig. Så kom krigen,” fortæller Amna ´Aydi, s. 76.

”De var født i Filastin,” fortæller ´Abdallah Shahada, s. 65. ”Nogle gange kaldte vi dem patriotiske jøder. De var ikke som europæiske jøder, ikke som zionisterne, ikke som Haganah” (israelsk milits-red.).

”Zionister har ødelagt mit liv”

Og ja, spændingerne steg: ”Der boede jøder i nabolandsbyen Ramat HaKovesh, og vi havde en overenskomst med dem: vi ville ikke røre dem, og de ville ikke røre os. Men i 1948 kom lederne fra Ramat HaKovesh til vores landsby og sagde, at de ikke længere kunne kontrollere situationen på grund af de jødiske styrker, Haganah, Lehi og Ezel,” siger Safia Hassan Shbayta, s. 93.

Og det får palæstinenserne til at skelne skarpt mellem jøder og israelere. ”Jøder og arabere levede i fred i Filastin. Men zionisterne, som kom fra Europa, har ødelagt mit liv. Jeg hader zionister, men ikke jøder,” siger Fayis ´Auda, s. 206.

Det fører til fine refleksioner i bogen: ”Til sidst indså jeg, at jeg som palæstinenser fortsat skal betale prisen for Vestens grusomheder mod jøder og andre,” siger Claudette Habesch, s. 187.

”Briterne lovede Filastin bort med Balfour-deklarationen i 1917. Men hvordan kan gæsten love hjemmet bort til andre gæster?” supplerer Mofid al Sadek, s. 206.

Håb giver brændstof til kamp

”Når man står op om morgenen og sætter den højre fod ned, ved man ikke, om den venstre følger efter,” lyder det ærligt fra Samia Nasir Khurry, s. 15. Hun fortsætter s. 17: ”Trods det er jeg håbefuld. Når noget er forkert, kan det ikke fortsætte for evigt.”

Håbet lever også i Fawziyya Mustafa, s. 199: ”…det blev min drøm at få min sande nationale identitet, som sikrer mig min værdighed og sletter begrebet flygtning. Begrebet flygtning er meget fornedrende.”

Og håbet giver brændstof til kampen – også på utraditionelle måder. Her fortalt af Widad Kawar, s. 153:

”Jeg begyndte at købe resterne af deres (kvindernes-red.) dragter, et ærme her, et livstykke der. Jeg havde egentlig ikke råd, men jeg ville bevare mindet om dengang, deres klæder var smukke og tråden blank… De broderede klædningsstykker er en vigtig del af vores kulturarv.”

Nu finder der også en intifada-kjole. Det hele begyndte i al-Khalil, hvor piger demonstrerede med det palæstinensiske flag. Israelsk militær tog flagene fra dem. Så gik pigerne hjem og broderede det palæstinensiske flag på deres tøj.”

Billeder næsten ikke til at bære

”Nakba – øjenvidner til katastrofen” er illustreret med Cato Leins autentiske fotografier af de personer, der bliver interviewet. Blot at se ind i øjnene på de medvirkende gør stort indtryk. At se skrammerne, arrene og de mange års lidelser i deres ansigter er næsten ikke til at bære.

Men det skal vi. For den detaljerede dokumentation i ord og billeder skal holdes fast og holdes højt, så de grusomheder, den israelske stat fortsat påfører det palæstinensiske folk en dag får en ende.

Bernt Hermele & Cato Hein
Nakba
– øjenvidner til katastrofen
Solidaritet, 2026