Iransk sygeplejerske: Jeg vil bidrage til Danmark

Sareh Rezaei vil gøre alt for at gennemføre et evalueringsforløb, der kan give hende ansættelse som sygeplejerske på et dansk hospital.

Selv om hun kun har boet i Danmark i 10 måneder, taler Sareh Rezaei allerede flydende dansk. Som mange iranske sygeplejersker, der har fået deres uddannelse godkendt i Danmark, drømmer hun om at arbejde på et dansk hospital.

Men faglig ekspertise alene gør det ikke. For at opnå den nødvendige autorisation som sygeplejerske i Danmark skal hun først lære dansk på højt niveau og gennemføre en såkaldt evalueringsansættelse på seks måneder på et dansk hospital. Den 54-årige sygeplejerske fra Teheran har tre år til at gennemføre forløbet. Og hun vil gøre alt for, at det må lykkes.    

At hun skulle være sygeplejerske var ikke oprindelig planen. Som barn drømte Sareh Rezaei om at blive musiker. Hun lærte tidligt at spille det traditionelle iranske strengeinstrument santur, men efter den islamiske revolution i 1979 var det ikke længere muligt at få musikundervisning i den by, hvor familien boede.

- Mine forældre var meget bekymrede for situationen og turde ikke lade mig fortsætte med musikken. Der var heller ingen mulighed for senere at læse musik ved universitetet. I stedet valgte jeg de naturvidenskabelige fag, der gav mig mulighed for at læse til sygeplejerske, fortæller Sareh Rezaei, der arbejdede som sygeplejerske i Iran i knap 30 år, inden hun i februar kom til Aarhus på et treårigt autorisationsophold med henblik på en fremtid som sygeplejerske i Danmark.

Sareh Rezaei er en af de mange kvalificerede sygeplejersker fra såkaldte tredjelande, der i disse år søger om autorisation til at arbejde i Danmark. I 2023 blev 18 iranske sygeplejersker godkendt af Styrelsen for Patientsikkerhed, og i år forventes omkring 150 iranske sygeplejersker at opnå den eftertragtede autorisation, så de kan arbejde på lige fod med danske sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen.    

Et bedre liv

- Jeg har altid været glad for mit arbejde som sygeplejerske. Det er meget meningsfuldt at hjælpe andre og gøre en forskel for syge og fattige mennesker. Men efterhånden blev det meget svært. Situationen i Iran er ikke god. Vi har mange problemer, og livet er ikke stabilt. Jeg kom for at få et bedre liv. I mange år arbejdede jeg som sygeplejerske, men under corona-epidemien blev det meget slemt. Vi fik ingen hjælp fra regeringen. Tre gange fik jeg corona. Jeg besluttede at stoppe som sygeplejerske - men hvad så? Da en af mine venner rejste til Danmark og fortalte om mulighederne her, begyndte jeg at tænke. Jeg vil gerne hjælpe mennesker og har mange års erfaring som operationssygeplejerske og også fra medicinsk afdeling og intensivafdeling. Jeg besluttede at starte processen og søge om at få min iranske uddannelse anerkendt i Danmark. Det lykkedes, og dermed kunne jeg få opholdstilladelse i tre år, mens jeg søger om dansk autorisation. 

Hun indrømmer gerne, at det var en stor beslutning at forlade det land, hvor hun er født og opvokset og har boet i 54 år. Men hun har ikke fortrudt, at hun tog springet ud i det ukendte. 

- Somme tider spørger jeg da mig selv, hvad det er, jeg har gang i! Men det var det rigtige tidspunkt. Jeg var klar til at rejse. Mine to voksne døtre var ikke begejstrede. Mor, hvad er det, du gør? spurgte de. Mine forældre, der begge er gået på pension, forstod, at det ville være godt for mig at komme til et andet land. De voksede op under shahen og kan huske en tid, hvor livet var anderledes. De støttede ikke revolutionen, men de elsker deres land og vil ikke forlade Iran.   

I Danmark skal Sareh Rezaei forsørge sig selv, mens hun lærer dansk. Foreløbig arbejder hun i en iransk restaurant nogle dage om ugen.

- Lige nu er mine kolleger iranere, så det er kun gæsterne, jeg taler dansk med. Men jeg er også uddannet kosmetolog, og sammen med en veninde har jeg netop åbnet en lille salon, hvor vi håber at få danske kunder, fortæller hun. 

Lærer dansk i missionshus

Den iranske sygeplejerske med det vindende smil er klar til at gribe enhver mulighed for at forbedre sit danske sprog og bruge sproget sammen med danskere.

- Jeg går på sprogskole to gange om ugen og deltager i undervisningen i Stjernen mandag og onsdag.

Stjernen er et missionshus, drevet af Indre Mission.

- Jeg kan rigtig godt lide at komme her. Danskerne er meget søde og hjælpsomme, og jeg føler virkelig, at jeg lærer noget.  

Før hun kom til Danmark, kendte hun ikke noget til kristne kirker og organisationer. At Stjernen drives af en kirkelig organisation, har hun det fint med. Selv kommer hun ikke fra en religiøs familie. 

Savner familie og venner

Hverdagen i et nyt land byder på mange udfordringer. 

- Det er ikke så let at få danske venner. I Iran er det ikke svært at få nye venner. Iranere er meget sociale og viser deres følelser. Relationer er varme og intense. I Danmark er det lidt anderledes. Jeg ved endnu ikke helt, hvordan man får venner her. Jeg vil rigtig gerne lære flere danskere at kende og prøver at opsøge steder, hvor jeg kan tale med danskere. For mig er en ven en person, jeg kan stole på og snakke med om alt. Venner gør ting sammen og hjælper hinanden, siger Sareh Rezaei, der ikke lægger skjul på, at hverdagen langt væk fra familien med et nyt sprog og flere jobs kan være stressende.

Alligevel fortryder hun ikke sit valg.    

- Selvfølgelig savner jeg min familie. I Iran har vi tætte familiebånd. To-tre gange om ugen taler jeg med min familie på sociale medier.

- Jeg sætter utrolig stor pris på den personlige frihed, jeg har i Danmark. Her har jeg et privatliv og bestemmer selv over mit liv. Sådan var det ikke i Iran.

- Danmark mangler sygeplejersker. Jeg drømmer om en fremtid i Danmark, hvor jeg kan leve i frihed og bidrage til det danske samfund med min erfaring. Det vil være win-win.