Islam skærper min kristne tro

Weekendavisens undersøgelse om danskernes modvilje mod islam afslører en nødvendig omstilling fra et lukket, monokulturelt Danmark til et åbent, flerkulturelt samfund, skriver redaktøren i dette personlige indlæg.

KLUMME: For nylig publicerede Weekendavisen en mildest talt chokerende undersøgelse af danskernes forhold til islam og muslimer. Hver fjerde dansker vil smide muslimerne ud af landet. Hver tredje vil forbyde islam. 

Der er meget at sige om sådan en undersøgelse. Hvorfor foretage den i første omgang? Hvordan er spørgsmålene stillet? Og hvor repræsentativ er undersøgelsen for den danske befolkning? Alligevel er det slående at en stor del af danskerne åbenbart har en modvilje mod islam og muslimer.

Det siger måske mere om dem end om muslimerne. Og mere om, at Danmark er i gang med en omstilling fra et udpræget monokulturelt Morten Korch-samfund til et mangfoldigt og flerkulturelt Danmark, hvor vi skal lære at forholde os til andre traditioner end den, vi er opflasket med i 1000 år.

Når vi erkender det, opdager vi, at andre kulturer og traditioner kan berige os. Ikke blot ved eksotisk mad, alternativt tøjdesign og sproglige finurligheder. Men også ved at kaste lys over den kultur og de traditioner, vi er vokset op med.

Jeg er selv vokset op i et multikulturelt og multireligiøst samfund, hvor antal kristne og muslimer var ligeligt fordelt, og hvor hinduisme, sikhisme og naturreligioner spillede ind i dagligdagen.

Den tanzaniske befolkning har en indbygget respekt for hinandens religiøsitet. Når mine forældre byggede kirker, skoler, og sundhedsklinikker var det muslimerne, der førte murerskeen, sikhen, der leverede vinduer, døre og inventar, og hinduen, vores købmand, vi altid kunne låne penge af.

Hvor svært kan det være?

I bagklogskabens lys må jeg konstatere, at mødet med det multireligiøse, især islam, har styrker mig i min egen kristne tro. Jeg glæder mig over vores fælles tro på Gud, vores fælles arv af visdom fra profeterne og vores fælles håb om, at det mirakuløse kan ske – om ikke før, så ved opstandelsen i efterlivet.

Men jeg ved også, hvorfor jeg er kristen. Jeg holder fast ved to gelændere i livets trappe. Det ene er inkarnationen, at Gud blev menneske i Jesus. Det andet er forsoningen, at Jesus ofrede sig for mine og alle menneskers synd. Begge dele er ikke en del af islam, men udpræget kristent.

De to gelændere forsikrer mig om, at den almægtige Gud altid er mig nær, endda indeni mig som hans barn. Og at jeg er tilgivet på forhånd, uanset hvad jeg roder mig ud i. For ja, Gud er ”den allernådigste og allerbarmhjertigste”, som indledningen lyder til næsten alle kapitler i Koranen. Men i Ny Testamente får jeg beviset. Som apostlen Johannes skriver: “Ingen har større kærlighed end den, der sætter livet til for at redde sine venner.”

Så kære muslimer: Tak, fordi I er her. For jeg må tilslutte mig biskop emeritus Steen Skovsgaards konklusion efter mangeårig præstegerning i det multireligiøse Gellerup ved Aarhus: ”Islam er sandpapir for den kristne tro.”

Og jeg tror, det også gælder muslimers forhold til kristendommen.

Klummen er bragt i Avisen Danmark.