Krystalnatten for 88 år siden blev gjort aktuel med opfordring til at behandle flygtninge med værdighed. Sameksistens deltog i fakkeltog den 9. november 2026 på Kultorvet i København.
Isabel Bramsen, Søren Werther Kjær Rasmussen, Mette Geldmann med barnebarnet Hannah, og Henrik Juul Rasmussen. Foto: Marianne Olsen
”Aldrig mere en Krystalnat!
Vi er fælles om at skabe sikkerhed og et værdigt liv
Minoriteters – ja alle menneskers – værdighed skal respekteres
Ja til mangfoldighed og sameksistens
– nej til vold, had og fjendskab”
Sådan genlød Københavns gader af årets paroler ved Krystalnatsinitiativets fakkeloptog mandag den 9. november 2026. Initiativets formand Mette Geldmann uddybede parolerne, da optoget samledes på Kultorvet:
”At stå op for flygtninges værdighed, liv og sikkerhed er den rette måde at ære mindet om de forfulgte, som nazisternes Krystalnat i november 1938 blev startskuddet til, og dermed også den systematiske udryddelse af mange millioner mennesker i Anden Verdenskrigs kz-lejre.”
Der går kun ganske få dage i foreningen Krystalnatinitiativet efter markeringen det ene år, før planlægningen til næste år begynder. Mette Geldmann, der leder initiativet, sørger i løbet af de næste dage, uger og måneder for at få enkelthederne på plads i et smukt mønster.
Således også i år, hvor formanden for byggefagenes Samvirke, Henrik Juul Rasmussen, indledte og førte forsamlingen gennem musik og taler:
”Historien er ikke skrevet på forhånd Den bliver formet af de mennesker, der engagerer sig, organiserer sig og står sammen,” begyndte han.
”Vi skal handle, når mennesker bliver gjort til syndebukke”
”Vi er samlet her i aften for at mindes Krystalnatten den 9. november 1938. Natten, hvor nazisterne satte ild til synagoger, smadrede jødiske butikker og hjem, mishandlede og dræbte mennesker alene på grund af deres jødiske baggrund. Tusinder blev arresteret og sendt i koncentrationslejre. Det var ikke tilfældige voldshandlinger. Det var organiseret terror, sat i værk af Nazisterne med myndighedernes accept og aktive medvirken.
”Krystalnatten blev et afgørende vendepunkt. Den viste, hvad der sker, når had, racisme og foragt for andre mennesker får lov til at vokse – og når et samfunds institutioner og myndigheder ikke længere beskytter dem, der bliver udpeget som fjender.
”Men vi mindes også alle dem, der dengang satte sig imod nazismen. Dem, der nægtede at bøje sig for hadet. Dem, der risikerede deres eget liv for at beskytte andre. Og vi mindes det løfte, verden gav efter Anden Verdenskrig: Aldrig mere!
”Vi skal handle, når mennesker bliver gjort til syndebukke. Når minoriteter bliver udpeget som en trussel. Når racisme og fremmedhad bliver gjort til politiske redskaber. Og når autoritære kræfter forsøger at gøre demokratiet til et tomt ord.
”Vi vil et samfund, hvor mennesker har råd til at leve, hvor der er ordentlige boliger, uddannelse og arbejde, og hvor alle har mulighed for at få indflydelse på deres eget liv.(…) Når vi oplever, at samfundet ikke leverer tryghed og værdighed, mister vi tilliden. Og så får de kræfter, der lover enkle svar, udpeger syndebukke og tilbyder autoritære løsninger, frit spil.(…)
”Fascismen må aldrig blive det normale. Det nytter at kæmpe, sagde Henrik Juul Rasmussen og mindede om midtvejsvalget i USA, valget i Ungarn og det nylig afholdte valg i Serbien, alle tre valg med håb for nye menneskevenlige kræfter.
Kender krigen; kæmper for freden
Efter indledningen og meget dybtfølt musik: ”Es Shient;Am Yisroel KhAY; The Jewish People Live” kom Mette Geldmann på scenen og hilste den store menneskemængde med velkomsten fra Krystalnatinitiativet.
Hun greb forsamlingen med beretningen om sin egen undfangelse ved besættelsens slutning og forældrenes overstrømmende glæde:
”Den lykkelige tilværelse, tilliden, modet og den stærke vilje til at skabe mening og leve, brændte som en ild i min familie og udviklede en stærk handlekraft. Og måske også i særlig grad på grund af vores store tab af familie under krigen, drabet på min familie i Polen, Tyskland og Frankrig. Vi skulle leve, måske i dobbelt forstand også for de dræbte, der døde alt for tidligt under krigens rædsler, og som ikke havde fået mulighed for at leve. Æret være deres minde!
”Og netop fordi jeg kender til krigens rædsler, kæmper jeg i dag for fred! Når vi samles i dag, er det ikke kun for at mindes ofrene for nazisternes ugerninger. Også her til lands hører nedsættende bemærkninger om indvandrere og flygtninge til daglig kost. Men lad os stå vagt om vores humanistiske værdier, om ytringsfrihed, medmenneskelighed og demokrati!
”Lad os sammen skabe lys i mørket og tænde lys i hinandens øjne! Give hinanden værdi – give hinanden værdighed! Være bevidste om, at vi bærer andres liv i vores hænder.”
Passivitet koster menneskeliv
Herefter blev det postdoc Søren Werther Kjær Rasmussens tur til en tale, der bar præg af hans passionerede, grundige forskning. Han henviste først til filmen Den svenske forbindelse, som kan ses på Netflix. Filmens hovedperson, Gösta Engzell, havde op til 1942 været medansvarlig for at afvise flygtninge. Søren fortalte bl.a. om ”40.000 polske jødiske børn. Mange af disse børn døde i Hitlers udryddelseslejre.” Senere, blev Engzell den mand, hvis arbejde reddede 30-40.000 mennesker forfulgt af nazisterne grundet deres race. Engzell og hans handlinger var imponerende.
Og han fortsatte:
”Det som ændrede Engzells indstilling var imidlertid to møder i sommeren 1942. Det første var et møde mellem Engzell og den svenske diplomat Göran von Otter, der fortalte Engzell om et tilfældigt møde han havde haft i et tog med den tyske SS-officer Kurt Gerstein. Gerstein havde netop været vidne til gasningen af hundredvis af jøder. På trods af sin høje og betroede stilling i det tyske nazistiske system, var Gerstein så rystet, at han ønskede at dele sin viden med omverdenen for at stoppe drabene.
”Det andet møde Engzell havde, var med en lettisk jødisk flygtning, Hillel Storch, som fortalte i detaljer om forfølgelsen af jøderne i Letland. Hvordan folk sultede i ghettoerne, hvordan familier blev splittet ad, og hvordan folk blev deporteret til lejre, hvor de forsvandt.
”Disse to møder gjorde en forskel for Engzell. Han indså, ifølge ham selv, at spørgsmålet om at hjælpe ofre forfulgt af nazismen ikke bare handlede om at trække tiden indtil andre trådte til og hjalp. At det ikke nyttede at vente, til forholdene blev bedre for de forfulgte i det tyskbesatte Europa. For tøven, afvisning og passivitet kostede menneskeliv. Denne erfaring ændrede Engzell, og den kom til at ændre svensk immigrationspolitik.
”Passivitet koster menneskeliv. Når forfølgelserne tager til – når forbrydelserne finder sted –så er der ikke råd til at afvente. Der er ikke råd til at håbe på, at problemerne løser sig selv. For det koster menneskeliv. Dem der har forbindelserne, mulighederne, evnerne, den rigtige viden – de kan gøre en forskel, hvis de vælger at handle i stedet for at være passive.”
At ville fred for alvor
Isabel Bramsen er kendt som fortaler for ikkevoldelig modstand mod krig. Hun afsluttede talerrækken. Efter oplæsning fra bogen Jordens Lykkeligste mand af Eddie Jaku, hvor han fortæller om den tortur, nazisterne havde underkastet ham, så han var blevet et ’ingenting’, henvendte hun sig direkte til forsamlingen, lagde sin højre hånd på hjertesiden og bad os om at gøre det samme:
”Mærk efter, at I har et hjerte: At ville fred for alvor er at forstå begge parter i en konflikt og de lidelser, sagesløse mennesker bliver udsat for. De er mennesker ligesom os. Vi må tænke på alle vores medmennesker i krig uden at glemme nogen. Vi skal tænke på menneskene i Gaza, i Ukraine, i Sudan.”
Højtiden endte traditionen tro med sangen Kringsat af Fjender:
”Dette er løftet vort, fra søster til bror
Vi skal bli' gode mod menneskenes jord
Vi vil ta' vare på skønheden, varmen
Som om vi bar et barn, varsomt på armen.”
