Ældre bliver i deres store boliger - børnefamilier klemmer sig sammen

Boligmarkedet er i høj grad ”låst” af ældre – mange af dem enlige - der holder fast i store boliger.  Selv blandt de 75+- årige, bor langt over halvdelen i boliger med mindst fire værelser.

Børnene er for længst fløjet fra reden, og mindst hver femte lever alene. Alligevel holder mange ældre fast i deres store boliger. I aldersgruppen 60-70 år bor næsten syv ud af ti i boliger med fire værelser eller mere. Og selv blandt de 75+-årige bor flere end halvdelen stadig i tilsvarende store boliger.

Det viser beregninger i en ny bog, Danmark går i gråt? der belyser de samfundsøkonomiske konsekvenser af en befolkning i Danmark, som frem mod 2045 vil blive væsentligt ældre.

Bogen er skrevet af Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og Jan Rose Skaksen, forskningschef i ROCKWOOL Fonden.

”Den demografiske udvikling, vi lige nu er vidne til her i landet, er i høj grad med til at låse boligmarkedet. Og det går ikke kun ud over de ældre selv. Når ældre holder fast i deres store huse eller lejligheder, opstår der matchningsproblemer på boligmarkedet, der tvinger de unge og børnefamilierne ud i forstæderne eller gør, at de må tage til takke med mindre boliger,” siger Jan Rose Skaksen i en pressemeddelelse.

Det fænomen på boligmarkedet kalder økonomer for ” indelåsningseffekten”. Konsekvenserne er størst i de store byer. Det skyldes, at de unge generationer i stor stil trækker mod storbyerne, hvor de store uddannelsesinstitutioner ligger, og der er flere jobmuligheder end i de mindre byer. 

Forrige
Forrige

Jeg vil gerne være som Greta Thunberg

Næste
Næste

Forældre i sorg eller med indlagte spædbørn får bedre vilkår