700 interviews dokumenterer udslettelsen af palæstinensisk landsby

Det gør ondt i maven, man får en klump i halsen og tårerne pibler frem i øjenkrogen under læsningen af Mahmoud Issas ”Lubya var en landsby i Palæstina”.

Hvad er historie? Det er begivenheder, set, oplevet, erfaret og fortalt af mennesker.

Sådan er historiebog er Mahmoud Issas bog om hjembyen Lubya i Palæstina fra 2005. Ti år tidligere havde forfatteren, der nu er bosiddende i Danmark, besøgt ruinerne af sin slægts hjemby og interviewet i alt 700 ”lubyanere” fra Palæstina, Israel, Libanon, Syrien, Tyskland og Danmark. Kilder kunne fortælle egne eller forældre og bedsteforældres øjenvidneberetninger fra før, under og efter ”Nakba’en”, katastrofen, da jødiske zionister indtog Palæstina, først ved opkøb af jord, siden med vold og magt, og fordrev 750.000 palæstinensere til nabolandene og jævnede 531 af deres byer med jorden.

Det gør ondt i maven, man får en klump i halsen og tårerne pibler frem i øjenkrogen under læsningen af Mahmoud Issas ”Lubya var en landsby i Palæstina” (Tiderne Skifter 2005). Ikke fordi sproget er særlig følelsesladet, snarere tværtimod. Beskrivelserne er nøgterne, de mange palæstinensere fortæller pragmatisk – først om samhandel og bekendtskaber med de tilflyttede jøder, dernæst om den stigende spænding på grund af den massive indvandring, og til sidst faktuelt om de palæstinensiske modstandsgrupper, der hjalp hinanden med at forsvare hver deres landsbyer mod zionistiske militser.

Det er især rørende at læse om palæstinensiske flygtninge fra Europa og USA som får lov til at vende tilbage for at gense Lubya – nu kun ruiner overplantet med ”Den Sydafrikanske Skov”. Flere finder frem til ruinerne af deres huse, ved at navigere efter brønde i byen. Her fandt de frem til ruinerne af deres huse og kunne fortælle meget detaljeret, hvordan værelserne var indrettet og dekoreret. Her kunne de pege på pladser, hvor de havde leget og spillet som børn.

”Lubya var en landsby i Palæstina” er dokumentation på jødiske zionisters overgreb på den palæstinensiske befolkning. Som historiker Ilan Pappe skriver i bogens forord, så er det netop med ”mikrohistoriske beretninger” (s.11), historien skrives. Det er sådan jødiske massakrer på primært palæstinensiske mænd i flere palæstinensiske landsbyer er blevet dokumenteret. Mikrohistorie og mundtlige historier har tilsammen afdækket ”den etniske udrensnings brutale ansigt i 1948”, skriver Pappe.

Efter de mange interviews, hvor kilderne får lov til at tale ud, reflekterer Mahmoud Issa selv over erindringernes betydning: ”Erindringer… afspejler et folk med en plads i historien,” skriver han (s. 244). Den forstærker for især unge ”en positiv følelse af identitet og tilknytning”.

- Erindring giver også folk et udgangspunkt for atter at engagere sig i processen med at bestemme deres egen fremtid. For første gang i et halvt århundrede fik de muligheden for selv at tale om deres fortidige, nutidige og fremtidige længsler, håb og drømme.

Og på trods af konflikten viste Issas mange interviews – også med moderate jøder – ”at der finder muligheder for fredelig sameksistens”, som han udtrykker det.

Det slående er, at de allerfleste interviewede palæstinensere ikke ønskede erstatning for tabt ejendom. Det ville nemlig være det samme som at afgive retten til at vende tilbage. Og det selv om mange heller ikke havde tillid til en tostatsløsning som formuleret i Osloaftalen i 1993. Hvordan bygge en sammenhængende palæstinensisk stat, når landet er fragmenteret i Gaza, Vestbredden og Østjerusalem?

Men håber lever trods alt. Om ikke nu og i den nærmeste fremtid. Så i hvert fald for deres børn og børnebørn.

”Lubya var en landsby i Palæstina” er dokumentation, der vil noget. De enkelte familier, klaner og Lubya som helhed er et strålende eksempel på den insisterende og udholdende modstand, som præger den palæstinensiske diaspora. Og som man må beundre for dens tålmodighed.

Og tålmodighed lønner sig. For i 2021 Blev Lubya genopbygget af jordanske arkitekter.

Mahmoud Issas forskning er også blevet til en dokumentarfilm på DR, som kan ses på Vimeo.

Mahmoud Issa
Lubya var en landsby i Palæstina
Tiderne skifter 2005