Lundeborgsag afslører om demokratiet fungerer

Det er ikke længere folkestyre, hvis massive lokale protester bliver overhørt og lokalmiljø og natur bliver tromlet ned af kommercielle interesser.

En kæde er ikke stærkere end sit svageste led. Hvis demokrati ikke kan fungere lokalt, fungerer det heller ikke nationalt.

Først når lokale borgere bliver hørt og deres reaktioner tages alvorligt, kan vi gøre os håb om, at vores stemmer også bliver hørt inde på Christiansborg. Også når der ikke er valg.  

Lige nu udspilles et drama i den sydfynske kommune Svendborg, hvor lokale borgere i fiskerbyen Lundeborg er i oprør over et byggeprojekt med kæmpesommerhuse lige op ad fredet skov og strandeng med sårbare og truede dyrearter. Ligeledes klos op ad de fastboendes huse.

257 ud af 297 lokale borgere har skrevet under på en protest mod byggefirmaet Skanlux’ projekt. Det er hele 87 procent.

39 ud af 41 indsigelser til kommunens plan- og lokalsamfundsudvalgt siger klart nej til en stribe ansøgte dispensationer, der i den grad afviger fra lokalplanen.

Dem skal udvalget tage stilling til den 24. juni.

Her vil det så vise sig, om lokaldemokratiet fungerer. Demokrati betyder folkestyre; vil folket blive hørt? Politikere er valgt af borgere; vil borgerne blive inddraget i processen? For det har de ikke været indtil nu.

Lokale borgere har naturligvis en mening om, hvordan deres lokalsamfund skal udvikle sig. Ikke kun i Lundeborg, men alle vegne, hvor mennesker har boet i årtier og opbygget et lokalsamfund med særlig karakter og atmosfære.

Det skal en kommerciel virksomhed med en superrig investor i ryggen ikke komme og ødelægge. I Lundeborg drejer projektet sig om 6 dobbelte partyhuse på op til 937 kvadratmeter, 12 swimmingpools, 12 jacuzzier og 312 gæster året rundt, hvilket næsten fordobler landsbyens indbyggertal.

Ikke underligt at borgerne ønsker at blive inddraget, spurgt og taget med på råd. Det burde være almindelig praksis i et demokratisk samfund som det danske.

Der er ingen tvivl om, hvad bygherre ønsker. Nemlig at lukrere på et lokalmiljøs særlige atmosfære, som de bl.a. har gjort i Asserbo Plantage i Nordsjælland, Marielyst på Sydfalster, Rømø i Sønderjylland og Blåvand og Ho i Vestjylland.

Nu er turen så kommet til Svendborg. Her vil det vise sig, om kommunens plan- og lokalsamfundsudvalg er reduceret til en bureaukratisk enhed med tendens til magtfuldkommenhed. Eller om udvalget er borgernes repræsentant.

Den 24. juni vil teste det danske demokrati. Vil man lytte til lokale borgere? Eller blot tromle hen over dem og presse et uønsket projekt ned over et følsomt lokalmiljø?

Det er ikke længere folkestyre, hvis massive lokale protester bliver overhørt og lokalmiljø og natur bliver tromlet ned af kommercielle interesser.

Indlægget er også bragt i Avisen Danmark.

Næste
Næste

Jøder, kristne og muslimer fejrede grundlovssikrede rettigheder