Små mejerier giver kvinder i Afghanistan værdigheden tilbage
I Afghanistan må kvinder trods alle restriktioner gerne drive små forretninger. Mission East oplærer lige nu 60 kvinder i produktion af mælkevarer som yoghurt, smør, fløde og ost. Det åbner nye muligheder for at deltage i lokalsamfundet.
Forestil dig, at du ikke må gå ud alene, ikke må studere længere end til 6. klasse, ja, at hjemmet ikke kun er din borg, men dit fængsel.
Det er virkeligheden for de fleste af Afghanistans kvinder i dag.
Forvandler råmælk til ost
Men helt så grelt står det ikke til i de nordlige regioner, hvor Mission East arbejder. Her er 60 kvinder i fuld gang med at forvandle deres landsbyers råmælk til fløde, yoghurt, smør og ost. De har nemlig fået undervisning i mælkeproduktion og praktiserer deres nyfundne viden i mejericentre, hvorefter de omdanner afdelinger i deres huse til små hjemmemejerier.
- Vi har fået værdigheden tilbage, siger en af de ældre kvinder, fru Azizi og tilføjer: - Mejericentret er blevet vores stabile holdepunkt i tilværelsen.
’Det flytter virkelig noget’
Mission Easts programdirektør er netop vendt tilbage efter en rundrejse for at tilse projekter i Afghanistans nordøstlige provinser Takhar og Badakhshan, og han er imponeret:
- Det er så skønt at se et projekt udfolde sig i virkeligheden, fortæller Firdavs Ogoev, der normalt er optaget af kontorarbejde med projektbeskrivelser, fondsansøgninger og budgetter.
- Det er meget inspirerende at se den forandring initiativet faktisk skaber i lokalsamfundene. Og den forskel det gør i menneskers liv. Det flytter virkelig noget, siger han.
Modtager stipendium
De 60 kvinder er fordelt i grupper på 20 i hver, som gennemgår tre måneders oplæring i produktion af mejeriprodukter. Det sker i centre med udstyr, så kvinderne også kan øve sig og se resultaterne af at pasteurisere råmælken og forvandle den til alskens mejerivarer.
Mens de studerer, modtager de et lille stipendium.
- Jeg tror, det er et af incitamenterne til, at kvinderne får lov til at være med. Stipendiet bidrager til familiens økonomi og hjælper på situationen i familien, hvor det traditionelt er kvinderne, der tager sig af husholdningen og dyrker jorden ude på markerne. Med pengene kan familien dække nogle af hjemmets omkostninger, mens kvinderne studerer.
Hjælper sårbare kvinder
Inden projektets opstart holder Mission East et informationsmøde for hele landsbyen, fortæller Firdavs Ogoev.
- Her vil de allerfleste vil bakke deres koner op og følge dem til og fra centret, mens et mindretal af konservative mænd måske vil sige nej tak, fortæller Firdavs Ogoev.
Mission East sigter især på at hjælpe udsatte kvinder eller enlige kvindelige forsørgere. Kvinderne er ofte fattige og socialt udstødte. Og på grund af samfundets stærke begrænsninger, er kvinderne sårbare og udsatte for partnervold, udnyttelse og overgreb.
Gennem mejeriprojektet kommer kvinderne ud af huset og kan bidrage til at forsørge deres familier. Når de har fuldført kurset, bliver kvindegrupperne organiseret som kooperativer og grupperne modtager også basalt mejeriudstyr, så de kan starte et lille mejeri i kooperativet. Og dermed er projektet med til at bryde den onde cirkel skabe forandring i kulturen.
Ikke spildt mælk
Og helt konkret afhjælpes et påtrængende problem:
- Lokale bønder vil som regel producere fire liter råmælk fra deres geder eller køer. Hver familie drikker måske kun én liter mælk om dagen, og så står de med tre liter, som risikerer at gå til spilde.
- Kvinderne fortæller deres naboer, at hvis de har mælk, vil de meget gerne købe det. Situationen i disse landsbyer er, at de ligger temmelig langt fra de større byer, og hvis familierne selv skal fragte deres mælk til bycentrene, er det besværligt, det er dyrt, og når de endelig kommer frem, er mælken måske blevet sur.
- Det er i det hele taget en udfordring, at folk producerer mere mælk, end de selv kan konsumere, for når de ikke har køleskabe, bliver mælken ødelagt. Så er det bedre at sælge den til kvindernes lille lokale mejeri.
Hjælper sig selv og lokalsamfundet
Kvinderne vil gerne hver dag kunne købe fx 200 liter mælk og for eksempel forvandle den til ”moss”, som er en meget populær yoghurt-drik i Afghanistan. Den bliver – sammen med fløde, smør og ost - solgt i landsbyen eller ”eksporteret” til butikker i nærliggende byer.
Mission East har i forvejen aftaler med 12 lokale forretninger, som vil aftage mejeriprodukterne.
Så kvinderne hjælper både sig selv og lokalsamfundet?
- Netop. Og de kan sælge den pasteuriserede mælk i landsbyen og samtidig, fordi de er i forbindelse med de andre kvinders virksomheder, gå sammen om at transportere mælkeprodukterne til forretninger i de større byer. Pengene går så tilbage til at købe råmælken af landsbyens bønder. På den måde forbindes landsbyens bønder med markedskæden, så de kan komme af med deres råmælk og samtidig købe mælkeprodukterne af mejeriet.
100 kilo på motorcykel
Hvad med transporten?
- Den enkelte bonde har ikke råd til at transportere den overskydende mælk til butikkerne. Det tager også lang tid uden transportmiddel, så mælken bliver sur undervejs. Her har centret en aftale med nogle mænd med motorcykel, som kan transportere op til 100 kilo hver dag. De transporterer både den pasteuriserede mælk og de mange mejeriprodukter til butikkerne inde i storbyerne. Det er hurtigere og mere sikkert og desuden billigere.
Hvad siger kvindernes mænd til alt dette?
- Når vi taler med mændene, siger de: Før var vores kvinder engagerede i skoler og arbejdede på hospitaler og i hjælpeorganisationer og i FN’s afdelinger. De var en aktiv del af samfundet. Det vil vi gerne, de skal være igen.
Må gerne lave små forretninger
Firdavs Ogoev fortsætter:
- Selv om der er stærke restriktioner for kvinder i Afghanistan, så giver lovrammen faktisk mulighed for kvinder at drive små forretninger. Og på trods af det udfordrende miljø kan vi uddele hjælp fra kvinde til kvinde, mens vi overholder de lokale love og regulativer.
Firdavs Ogoev besøgte et af Mission Easts mejericentre, som er lykkedes over alle forventninger. Her produceres dagligt 50 kilo pasteuriseret mælk og 80 kilo yoghurt. Otte personer er ansat, heraf kvinder med en udfordret baggrund.
Lidt har også ret
Projektet har skabt social forandring, fortæller Ogoev:
- Mandlige familiemedlemmer, der før var tilbageholdende, har nu opdaget de økonomiske fordele ved kvindernes bidrag. Selv om de stadig ledsager kvinderne til og fra centret, som det kræves kulturelt, er dette udtryk for accept snarere end kontrol. Projektet har inkluderet kvinderne i lokalsamfundets sociale og økonomiske liv.
Han er samtidig så realistisk, at der også kan være tilbageslag, og at projektet ikke lykkes lige godt alle steder. Lidt har også ret.
- Nu bliver det nok ikke 100 procent af kvinderne, der bliver forvandlet til forretningskvinder. Men jeg tænker, at selv hvis kun 15-20 procent af dem lykkes med at komme ind på markedet, er det en kæmpe succes.
Og processen er skudt i gang:
- Sammenlagt har initiativet øget indtjeningen, løftet kvinderne og fremmet en proces hen imod kønsbalance i et traditionelt, konservativt miljø, siger Firdavs Ogoev og tilføjer:
- Og vi er ved at udvide projektet til andre områder.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Mission East.

