Mystisk graveridé og syrisk portrætprojekt modtog pris

Prisevent på Journalisthøjskolen i Ørestad bød på takketaler, bobler og paneldebat om fremtidens dækning af det Globale Syd.

Formand for Timbuktu Fonden Thomas Ravn-Pedersen uddeler et af de to arbejdslegater på hver 100.000 kroner. Foto: Michala Linn

”Det bliver lidt striptease i mørke, for jeg kan ikke sige så meget om projektet,” siger Thomas Foght fra Jyllands-Posten, da han sammen med Sebastian Stryhn modtager 100.000 kroner og Timbuktu Fondens pris for sit graverprojekt onsdag den 11. september.

Projektet skal, som det ene af to vinderprojekter, nemlig forsøge at afdække moderne slaveri i Asien og Afrika. Og det er en delikat affære:

”Undersøgende journalistik kan bremse ulovligheder i vækst, og det er en af de sværeste opgaver, man kan påtage sig som reporter – især i lande, hvor myndighederne måske står i ledtog med kriminelle netværk,” siger fondens formand, Thomas Ravn Pedersen, da han præsenterer projektet.

Det er derfor i noget tågede vendinger, at Sebastian Stryhn Kjeldtoft forsøger at beskrive projektet over en live-forbindelse fra Taiwan. Men han kan forklare, hvorfor det er vigtigt at se på moderne slaveri netop nu. Og årsagen skal findes i selvsamme teknologi, som forbinder korrespondenten med de cirka 50 fremmødte, siger han:

”Alle har smartphones nu – også i Rwanda, Kenya eller Taiwan. De er forbundet til internettet. Og de drømmer om et bedre liv for dem selv og deres familie,” siger han. Denne kombination gør dem særligt udsatte, mener Sebastian Kjeldtoft.

”Når vi har en globaliseret og til tider desperat arbejdsstyrke, som også er koblet op på nettet, kan det udnyttes af skruppelløse bagmænd til at slavegøre mennesker i det globale syd.”

‘Utrolig afmagt’ ikke at kunne hjælpe

Makkerparret er hjemvendt fra deres anden reportagerejse i juni og er allerede i kontakt med flere slavegjorte kilder. Det har gjort indtryk:

”Vi kan nå hinanden digitalt, men vi kan ikke hjælpe personerne fysisk. Det er en utrolig afmagt, som vi også har følt i vores researcharbejde indtil videre,” afslutter Kjeldtoft.

Af sikkerhedsmæssige hensyn kommer vi det ikke nærmere – i hvert fald ikke i dag. Og således går prisuddelingen videre til den anden vinder: Vi genopbygger Syrien og Amalie Klitgaard og Andreas Merrald fra onlinemediet Reelly.

”I vil lave portrætter med de syrere, som vil genopbygge landet, som vil sætte skub i økonomien, og som vil skabe kunst og kultur,” siger Thomas Ravn-Pedersen i dagens anden præsentation.

Projektet skal have en konstruktiv vinkel og et særligt fokus på at inddrage borgerne i Syrien, forklarer Amalie Klitgaard, da hun har lagt vinderbuketten fra sig:

”Det er vigtigt at rykke lidt i magtbalancen mellem de vestlige medier og det Globale Syd. Vi vil give stemmen til syrerne og lade dem fortælle deres egen historie, så vi ikke fortæller den for dem,” begrunder hun.

Det videobårne medie Reelly skal lave et projekt om genopbygningen af det krigshærgede Syrien. Foto: Michala Linn

Gennem nære fortællinger på blandt andet TikTok vil Merrald og Klitgaard skabe større interesse hos Danmarks unge for udlandsstof. Et område, som har hårde vilkår på mange redaktioner i dag:

”Vi tror, vi kan lave udenrigsjournalistik, som er nærværende, autentisk og troværdig. Sådan kan vi ramme de 18-30-årige, som ikke opsøger udviklingsjournalistik normalt, og som er mega svære at ramme,” konkluderer hun.

Inden længe rejser duoen til Syrien, hvor de skal finde mindst tre kilder, som kan producere og sende journalistik hjem til Reelly i Danmark.

Derudover kommer de til at følge den syriske flygtning Mohammed Alwin, som senere på året flytter familien fra Vejle til Syrien for at hjælpe med genopbygningen.

Paneldebat belyser journalistiske dilemmaer

Mohammed Alwin er med til prisuddelingen og deltager også i den paneldebat, der følger efter en kort champagne- og pindemadspause. For ham lander målsætningen om mere konstruktiv journalistik om Syrien på et tørt sted:

”Vi er ikke et totalitært land. Jeg synes, at det er normalt, at vi ser de her problemer efter 15 års krig. Efter 52 år, hvor Assad har bygget en hel generation op omkring, at vi hader hinanden som sunnier og shiaer eller som arabere og kurdere. Det er ikke så nemt at bygge en ny samlet generation som syrere,” lyder det.

Men han har oplevet med egne øjne, hvordan skellene langsomt opløses, og folk begynder både at tale og lytte mere til hinanden, fortæller han.

Anders Hastrup, der er tidligere direktør for Dansk Institut i Damaskus, mener, at manglen på konstruktive historier fra Syrien kan hænge sammen med den hjemsendelsesdebat, der hurtigt kom til at præge offentligheden i Danmark:

”Syrien er blevet indenrigspolitisk politiseret. Hvis der kommer alt for gode nyheder om, at der er frihed i Syrien, så kommer der et politisk pres for hjemsendelser herhjemme,” siger han.

Det kaster lys på nogle af de dilemmaer, der ligger i dækningen af konfliktområder i det globale syd:

”Det er sådan noget, som journalister må gøre op med sig selv. De må kunne lodde stemningen i forhold til, hvilke agendaer der er på spil,” konkluderer Anders Hastrup.

Panelets gode råd

Moderator Charlotte Harder spørger de andre paneldeltagere, om de har gode råd til, hvordan man dækker krigsområder bedre. Thea Pedersen, der er korrespondent og nyhedsreporter for Jyllands-Posten, peger på mere kontinuitet:

“Ambitionen kunne være, at man sørger for at genbesøge landet og vise den anden historie. Det behøver ikke kun være ruiner og død og ødelæggelse og krigsfanger,” siger hun.

Mohammed Alwin nikker og erklærer sig ”100 procent enig.”

Filminstruktør Signe Byrge Sørensen mener, at vinderprojektet har fat i den lange ende:

“Jeg synes, det vigtigste ord i det her er samskabelse eller co-produktion. Når vi laver vores formidling, skal vi sørge for at have de stemmer med, som det faktisk drejer sig om.”

For Anders Hastrup kan svaret på en bedre dækning også findes i Reelly-projektets tilgang:

”Man kan sige, at revolutionen blev båret af en tro på den dokumentariske kraft. Og lige sådan tror jeg, at genopbygningen skal være båret af den samme dokumentariske kraft. Det peger vinderprojektet netop i retning af, så det glæder jeg mig til at følge,” afslutter han.

Timbuktu Fondens pris er Danmarks økonomisk største journalistpris, der årligt uddeles som et arbejdslegat til projekter, der laver kritisk, undersøgende og nytænkende journalistik om globale spørgsmål. Prisjuryen bestod i år af Norma J. Martinez, Ronja Pilgaard og Bettina Gram.

Artiklen har været bragt i Globalnyt og bringes her med tilladelse.