Ngo betaler flybillet for at flygtninge kan blive familiesammenført
Refugees Welcome betaler flybilletten for flygtninge med lav indtægt, som ikke har råd til at få deres familier til Danmark.
Refugees Welcome betaler flybilletten, hvis en herboende anerkendt flygtning har fået tilladelse til familiesammenføring, men ikke selv kan dække udgiften ved at bringe ægtefælle og børn hertil, fordi vedkommende kun modtager den laveste ydelse fra kommunen.
Den hjælp modtog Nisrin, der ikke havde råd til at betale flybilletter til sin mand og sine 3 børn. Hun havde netop fået tilladelse til familiesammenføring for dem efter næsten 3 års ventetid, så det hastede.
Det viste sig dog at være en vanskelig opgave, eftersom familien befandt sig i Beirut, og byen blev bombet dagligt af Israel i marts 2026. Nisrin var ude af sig selv af angst for børnenes sikkerhed.
- Nisrin var dybt taknemmelig for vores hjælp. Hun anede ikke, hvordan hun skulle have skaffet pengene med sin beskedne indtægt fra et deltidsjob på en fiskefabrik, fortællers det på Refugeeswelcome.dk.
Hun og familien er kurdere fra Afrin, som stadig er et meget farligt område for dem. Hun kom til Danmark alene, fordi det var umuligt at få hele familien med smuglerne. Men hun fik asyl under §7,3 og måtte derfor vente 2 år, før hun kunne ansøge om at få sin familie hertil. Den yngste var kun 2 år gammel, da Nisrin måtte flygte.
Refugees Welcome kan betale flybilletten pga. en arv efter Hans Ole Larsen, som gik bort i 2024 og testamenterede hele sin formue til organisationen.

