Ny bog giver åndelig oplysning i ro og fordybelse
Niels Hav udgiver sin første bog i 35 år. Livet og Kærligheden hedder bogen, der ”opruster” ånden med medmenneskelighed.
Lenny Goldenberg og Camilla Pape læser bogen af Niels Hav.
Myndighederne taler mere og mere i staccato om militær oprustning. Samtidig bliver befolkningen rådet til ’åndelig oprustning’.
I stedet for at lade sig provokere til modstand finder den militære oprustning i Niels Havs nye bog Livet og Kærligheden et vigtigt komplement i åndens oplysning, i ro og fordybelse.
For Ånden blæser hvorhen den vil, bort fra redskaber, der slår ihjel, hen imod medier for langsomhed, for oplysning og livsbekræftende virksomhed, så vi kan at fejre livet, som vi har fået og give det videre.
Digtning og musik
Den 12. september præsenterede Niels Hav sin nye bog Livet og Kærligheden i en stopfyldt sal i LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro. Niels Hav havde karakteristisk inviteret en hel flok kunstnere med til begivenheden og bedt dem tage ordet med Livet og kærligheden som det lysende emne, så publikum i festens to timer fandt medmenneskelighedens tryghed også, når der blev talt om meget alvorlige emner. Niels Havs oversætter til arabisk, Salim Abdali, fik ordet som den første, og hans tale blev indgangen til både alvor og kærlighed.
Menneskets ondskab
Salim Abdali talte om krigens smerte og sagde:
”Det er ikke monstre, der slår ihjel. Det er ikke uhyrer. Det er menneskene, deres ondskab. Jeg vil læse et digt til en lille, skrøbelig pige i Gaza, som ikke lever mere. Det er ikke uhyrer, der har kastet bomberne, og jeg har nære venner på begge sider af grænsen til Gaza. Det er menneskets ondskab.”
Erkendelsens kunstneriske udtryk
Der var inden pausen også oplæsning af Karsten Bjarnholt, Thomas Boberg, Sten Kaalø og Niels Hav selv.
Niels læste den hjerteknusende titelnovelle om en mor der fortælles frem af hendes søn med en pakistansk fraværende far og hans eneste brev, der kom, uden at moderen opdagede det før sin død. Den store bog på blot 121 sider binder os alle sammen i sin bagsidetekst: ”Tænk hvis vi kunne tage hinanden i hånden tværs gennem tid og rum, de døde og de levende, helt tilbage til stenalderen.”
Efter Pausen læste Pia Tafdrup nogle af sine sansedigte om HUD, og Christina Bjørkøe spillede bl.a. Chopin.
Den sande oplysnings oprustning
Komplementet til oprustning var her en hjertevarm runddans af digt og musik; den civile befolkning, som er de mennesker våbnene kommer til at ramme, hvis krigen kommer, blev styrket og fik kræfter til at være urokkelige i troen på, at mennesket også kan være godt og kærligt, at vi rummer de samme egenskaber, som vi europæere gjorde, da vi udløste to verdenskrige i det 20. århundrede. Den viden skal oplysningen også hjælpe os med at erkende.
Niels Hav:
Livet og Kærligheden,
121 sider,
Det poetiske bureau