Ph.d.: Samfundet opstiller barrierer for indvandreres integration

Et af de store problemer opstår, når en indvandrer bliver syg. Hvordan skal man gøre sig forståelig over for en læge? Hvordan kan lægen gøre sig forståelig over for patienten? Det analyserede Maj Rørdam Nielsen ved sit ph.d.-forsvar på Københavns Universitet.

Thomas Gammeltoft-Hansen lykønsker den nyslåede ph d, der modtager en broche.

Maj Rørdam Nielsen forsvarede en original ph.d. om den indvandrende minoritets integration i den indfødte majoritet fredag den 7. november i København.

Ved 12-tiden strømmede folk til Københavns Universitets Søndre Campus på Amager, hvor det juridiske fakultet holder til.

Afhandlingens særligt originale bredde omfattede både jura, medicin og sociologi. Målet, som blev nået og rost i høje toner, var at komme helt rundt om indvandreres vilkår her i Danmark. Det kræver arbejde med alle de tre områder, der blev demonstreret både sprogligt og med tydelige illustrationer i Maj Rørdam Nielsens Power Point.

Øget interesse

I de senere år er interessen – også den akademiske - for indvandreres adgang til beskæftigelse, sundhedsydelser og bolig vokset, samtidig med at man faktisk har vidst meget lidt om, hvordan indvandrerne selv oplever de vanskeligheder, de støder på, f.eks. ved lovgivning og ved mødet med sundhedsmyndigheder i det virkelige liv - samt muligheder for at få de boliger, som de har brug for ved deres ophold her i landet.

Det er hele dette problemkompleks, der optager Maj Rørdam Nielsen, og som hun har skrevet sin ph.d.-afhandling om.

”Projektet har tre overordnede mål: 1) At vurdere omfanget af oplevede forhindringer, ”adgangsbarrierer” blandt indvandrere, 2) at analysere, hvordan disse barrierer varierer afhængigt af opholdstilladelse, og 3) at undersøge, hvordan lovgivningen påvirker oplevet adgang.”

Alvorlige problemstillinger

Et af de store problemer opstår, når en indvandrer bliver syg. Hvordan skal man gøre sig forståelig over for en læge? Hvordan kan lægen gøre sig forståelig over for patienten?

Det kan være svært nok, hvis man taler det samme sprog, men med fremmedsprogede er en tolk nødvendig, og der har lovgivningen store mangler, så patienten enten lader være med at opsøge nogen i sundhedssystemet, lader børnene tolke, eller selv må betale for en tolk, hvad der kun sjældent er råd til. Det gælder både dem, der er kommet for at få arbejde og dem, der er kommet til Danmark som flygtninge.

Det viser sig at flygtningene opfatter situationen værst, hvad der er let at forstå, fordi de kommer med traumer i bagagen i forvejen.

Inspirerende samtaler

De tre områder i afhandlingens univers krævede tre opponenter – eller vurderingsmedspillere: Professor Thomas Gammeltoft-Hansen, Københavns Universitet, tog sig af den juridiske del. Professor Esperanza Diaz, fra universitetet I Bergen repræsenterede sundhedsproblematikken. Professor Christian Albrekt Larsen, Aalborg Universitet, talte ud fra sociologi.

Det blev tre inspirerende, klare og skarpe samtaler, der hver især provokerede forsvareren til at gøre sine ideer endnu tydeligere. Aalborgprofessoren anfægtede - vist nok for sjov(?) - at det hele foregik offentligt i stedet for at lukke dørene for offentligheden. Men der vil SAMEKSISTENS opponere for alvor: Det er netop af uvurderlig betydning, at offentligheden kan følge fremgangen i den menneskelige erkendelse.

Åndelig opblomstring

Ph.d.’en er et fint eksempel på, hvad politikere vil kalde ’åndelig oprustning’, og hvis de folk, der har ansvaret for at lade erkendelsen føre til ændret praksis, vil det også være en åndelig opblomstring.

Efter forsvaret og den meget fine bedømmelse var der gaver og mange blomster ved den efterfølgende reception.

Marianne Olesen

Skribent og lektor

Marianne Olsen er tidligere lektor i fransk og religion i gymnasieafdelingen på Herlufsholms Skole og redaktør for SOS Racisme’s blad. Hun er også forfatter, foredragsholder og oversætter.

På Sameksistens.dk skriver Marianne reportager, boganmeldelser og kronikker om især menneskerettigheder og flygtninges og indvandreres vilkår.

Næste
Næste

Havefællesskaber skaber håb i psykiatrien