Åndelig vejleder: Personlig indsigt gør os til bedre medmennesker

’Når man finder sig selv, kan man møde andre mennesker uden at føle sig truet, siger sygeplejerske og sognepræst Lene Skovmark.

Hvad enten målet er det gode liv, religiøs fordybelse eller større eksistentiel indsigt, er vi alle mennesker på vandring. Og hvis vi kan møde hinanden som medvandrere i livet, kan vi få et mere frugtbart samliv i de nære relationer – og på samfundsplan, mener sygeplejerske, teolog og foredragsholder Lene Skovmark.

Vi møder hende – inden Coronakrisen – i hendes hjem uden for København til en snak om sameksistens og spiritualitet.

Bygger bro i ”åndelig medvandring”

Selv har Lene Skovmarks åndelige vandring ført hende vidt omkring. Ud fra et kristent ståsted er hun optaget af ”at tolke Jesu budskab i mødet med andre livstydninger” skriver hun på sin hjemmeside.

Lene Skovmark er blandt andet medarbejder i foreningen I Mesterens Lys og har været med i redaktionen af magasinet IKON. Begge foreninger arbejder med at bygge bro mellem kirken og det nyåndelige miljø. Desuden har hun undervist om Jesu liv og lære i Imam Ali Moskéeni København.

Samtidig er hun sognepræst på deltid i Strandmarkskirken i Hvidovre og frivillig præst i The Gospel Fellowship, hvor hun holder kurser og står for en månedlig meditativ gospelgudstjeneste. Hun prædiker også i Lørdagskirken, der er et fællesskab for socialt udsatte på Nørrebro, og giver lektiehjælp til muslimske kvinder i Rødovre (Dansk Røde Kors).

Lene Skovmark har med andre ord rig erfaring som det, hun kalder ”åndelig medvandring”.

Livskrise gav nye indsigter

Det var en livskrise i 30-årsalderen, der satte gang i Skovmarks interesse for at se livet som en vandring: ”Som ung var jeg hæmmet af livsangst og jeg længtes efter kunne ånde og leve frit. Tilliden til Gud og til livet lå dybere end angsten, og gennem lang indre helbredelsesproces er jeg kommet ud friheden. Jeg måtte gøre op med neurotiske tankemønstre og forholde mig til årsagen til dem,” forklarer hun på sin hjemmeside og uddyber over for Netavisen Sameksistens:

– Jeg længtes efter at blive et mere helt menneske, og det ledte mig ud på en vandring – eller jeg indså, at jeg allerede var på en vandring i livet, fortæller teologen, der blandt andet begyndte i terapi, mediterede og tog på retræter i processen.

Hvad lægger du i begrebet ’vandring’?

– Vi er jo alle sammen på vej. Hvad enten vi har det religiøse med os eller ej, svarer Skovmark. – Vi er på vej imod det gode liv, fuld livsudfoldelse og et liv i frihed og glæde og opmærksomhed på andre mennesker. Det tror jeg, er det højeste.

At se livet som en vandring betyder også, at man begynder at betragte perioder som faser i en større udvikling:

– Jeg indså, at også troen er en vandring. ’Ørkenen’ er ikke bare noget, der skal overstås. Det er noget, jeg kan lære noget igennem, fortæller hun. – Ørkenen en integreret del af troens vej, og modgang og smerte er en anledning til modning og vækst.

Visdom på tværs af religioner

Lene Skovmarks egen eksistentielle krise førte da også en del nye indsigter og relationer med sig:

– Jeg kom både ned i dybden af min egen tradition og opdagede også essensen i andre religiøse traditioner. Jeg fik mange medvandrere på vejen, som hentede inspiration fra andre traditioner og religioner, og det syntes jeg var interessant, siger hun med et smil og uddyber:

– For jeg er oprigtigt interesseret i de indsigter, som andre har. For eksempel har jeg stor respekt for buddhismen. Så med mit kristne ståsted kan jeg i andre religioner få et større perspektiv på sandheder i kristendommen.

Lene Skovmarks udgangspunkt i kristendommen gør hende ikke mindre åben i mødet med andre og anderledes mennesker:

– Gud vil altid være større end det, jeg har forstået – også større end min kristendom. Det skaber et rum for at jeg kan lytte til andres tro, uden at føle mig truet i min egen, reflekterer hun.

Spiritualitet kan blive et mødested

Religioner bliver ellers ofte sat op som modsætninger i den offentlige debat. Men hvis vi er afklarede med os selv, kan spiritualiteten være en platform for fællesskab og fredelig sameksistens, mener teologen:

– Jeg bliver ikke truet af nogen, som har en anden religion. Fordi jeg står fast i og hviler i den, jeg er. Derfor kan jeg med stor frimodighed og nysgerrighed møde andre, lyder det fra Skovmark, der bl.a. finder inspiration hos Grundtvig:

– Det er målet at mødes som mennesker – og først derefter som religiøse. Altså á la Grundtvigs: ”Menneske først, kristen så.” Menneske først, og så muslim. Når vi mødes om det at være mennesker, har vi jo rigtig meget fælles, blandt andet behovet for at have en religion.

Frygt skyldes ofte uvidenhed

Ifølge Skovmark er det? ikke blot gavnligt på det personlige plan, men også i samfundet:

– På den måde befordrer spiritualiteten et frugtbart samliv, både i de mindre sammenhænge, men også samfundsmæssigt. Måske er det grunden til, at vi er så meget på vagt i Danmark. Måske er vi ikke rigtig fundet til ro i, hvem vi selv er, og måske er vi blevet fremmede over for vores egen kristne tro og tradition, reflekterer Skovmark, og fortsætter:

– Tit skyldes frygten for det fremmede en uvidenhed: Vi ved ikke, hvad det fremmede er, og derfor føler vi os truede i vores tryghed, når vi møder det.

– Det er derfor denne her medvandring så vigtig: At man kan dele med den anden – ikke for at skulle overbevise den anden om noget – men for at øse ud af, hvad man selv er kommet frem til. At man er blevet klogere på sig selv, slutter Lene Skovmark.

Læs mere om Lene Skovmark på www.aabentland.dk